Arbejder-indvandringen

Gustav Bang (maj 1911)


I Social-Demokraten, 22.5.1911.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 213-216.

Se også Arbejder-indvandringen (1907)

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 4. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.


Landarbejderløn og polakimport

Polakkerne er det fornemste middel, ved hvis hjælp storagrarerne søger at holde arbejdslønnens stigning i skak og om muligt at presse de danske landarbejdere ned til endnu uslere livsvilkår. Hvor stærkt polak-importen er taget til, viser den officielle indberetning fra polak-inspektoratet; i året 1907 beskæftigedes der 6251 af disse fremmede arbejdere i det danske landbrug, i året 1910 derimod 9767; eller med andre ord: for hver to polakker, der blev anvendt i 1907 herhjemme, anvendtes der tre i 1910.

Fra de store agrarers side hævdes det bestandig, at polakimporten er en nødvendighed; man kan ikke på anden måde skaffe sig tilstrækkelig arbejdskraft; selv tilbudet om en nok så høj løn er ikke i stand til at drage danske arbejdere til.

Statistikken over landarbejdernes løn kaster et meget ejendommeligt lys over denne påstand – viser, hvor usandsynlig og usandfærdig den er.

Hvis storagrarerne havde ret, hvis man virkelig havde strakt sig så vidt som muligt for at skaffe arbejdet udført ved danske arbejdere og kun tvungen af den absolutte nødvendighed havde måttet tilkalde arbejdere fra andre lande, så ville dette ytre sig på den måde, at landarbejderlønnen var forholdsvis høj i de egne, hvor polakkernes antal er forholdsvis stort – ellers er enhver sådan tale meningsløs. Men statistikken viser ganske det modsatte; jo flere polakker, des lavere arbejdsløn; netop de egne af landet, hvor både tjenestefolk og daglejere er slettest lønnede, netop dem er det; som i størst udstrækning befolkes med fremmed, importeret arbejdskraft.

For at undersøge hele dette forhold har vi først fordelt samtlige 18 amter i landet i 3 forskellige grupper efter det større eller mindre antal af polske og galiziske landbrugsarbejdere. Øverst står Maribo, Præstø, Odense, Svendborg, Holbæk og Sorø amter; dernæst Københavns, Bornholm, Randers, Vejle og Frederiksborg amter; og endelig kommer Hjørring, Ålborg, Ringkøbing, Thisted, Ribe og Viborg amter; i den første gruppe findes der gennemsnitlig ca. 65 polakker for hver 1.000 danske landarbejdere, i den anden ca. 15 og i den sidste kun ca. 4.

Vi nævner for enkelte klasser af landarbejdere den udfundne gennemsnitsløn, idet vi over alt begynder med de egne, hvor der er flest polakker, og ender med dem, hvor der er færrest.

Faste mandlige arbejdere på egen kost:
599-645-715 kr.

Faste mandlige arbejdere på husbonds kost:
437-438-471 kr.

Faste kvindelige arbejdere på egen kost:
418-485-503 kr.

Faste kvindelige arbejdere på husbonds kost:
312-312-323 kr.

Sammenfatter man alle disse tal under ét, så finder man, at for hver 100 kr., Der gennemsnitlig betales som arbejdsløn i de egne, hvor der er færrest eller slet ingen polakker, betales der kun 93, hvor der er flere af dem, og kun 89, hvor de er flest. Så langt fra, at anvendelsen af fremmede arbejdere skyldes nogen mangel på hjemlige arbejdere – hvad der jo måtte have drevet arbejdslønnen stærkt i vejret – så står tværtimod den uforholdsmæssig lave arbejdsløn og den uforholdsmæssig stærke udnyttelse af polske galiziske arbejdere i nært forhold til hinanden; jo uslere løn de danske landarbejdere har, des flere polakker.

Vedbliver importen af polakker at tiltage efter samme målestok, som den er tiltaget indtil 1910, bliver større strækninger formelig oversvømmet med dem, som det endnu kun er tilfældet i enkelte dele af landet, da vil resultatet blive, at det ikke blot standser lønstigningen for de danske landarbejdere, men de vil også stå i fare for at trykkes ned i den samme elendighed, som hersker, hvor polakkerne kommer fra.

Stærkere og stærkere melder sig under indtryk af alt dette den bydende nødvendighed af fremgang for den bestående landarbejderorganisation, der kan hævde de hidtil vundne resultater og vinde frem til ny og større højnelse af landarbejderklassens kår.


Sidst opdateret 4.12.2008