Brydningstider i Europas historie

Gustav Bang (1910)


Fra Socialistisk Bibliotek, 1. årgang, nr. 1, 1910.
Genudgivet af Forlaget Fremad som bind 2 i serien Socialistisk Bibliotek i 1945 med forord af Ernst Christiansen.

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 25. juni 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.


Indledning
Kristendommens Gennembrud
Reformationstiden
Den franske Revolution
Slutning

Indledning

Et Blik ud over Menneskehedens Historie viser en stadig Udvikling, en uafbrudt Række af dybe Forandringer i alle Samfundsforhold. De politiske Institutioner, Retsvæsenet, den åndelige Kultur, Sæder og Skikke, Moralbegreber – kort sagt, alt hvad der tilsammen danner et Samfunds fælles Civilisation, alting skifter, fødes, vokser, udvikler sig, ældes og afløses omsider af nye Former. Vi ikke blot lever anderledes i Fabrikkernes og Jernbanernes, i Telefonens og Automobilens Tidsalder, end vore Bedsteforældre gjorde, men vi tænker og handler også anderledes, nærer helt nye Interesser, ledes af helt nye Idéer, kæmper for helt nye Mål. Tiderne skifter, og Menneskene skifter med dem. Hvilket Spand af Udvikling ligger ikke mellem Nutidens mægtige Fabrikant og Middelalderens beskedne Håndværksmester; og hvem kan måle Dybden af det Svælg, der skiller vor Tids Kultur fra Stenalderfolkets Livsførelse og Tænkemåde!

Menneskehedens Historie tegner sig altså som en stadig Udvikling, og man skelner i denne Bevægelse en Række store Afsnit; den græsk-romerske Oldtid har sit særegne Præg, Middelalderen sit og den nyere Tid atter sit. Men Bevægelsen skrider ikke jævnt og umærkelig fremad; fra Tid til anden indtræder der voldsomme Sammenstød, Katastrofer, under hvilke den gamle Kultur går til Grunde og en ny skyder frem. Disse Gennembrudstider kommer imidlertid ikke som Lyn fra klar Himmel; når man med et årvågent Øje følger Bevægelsen i den forudgående Tid, ser man, hvordan de revolutionære Perioder langsomt forberedes, hvordan de nye Kræfter gror frem og vinder i Styrke, indtil de ender med at sprænge de bestående Samfundsforhold. Og man ser, hvordan hvert enkelt revolutionært Gennembrud selv danner Indledningen til en ny Udviklingsperiode, som atter ude i Fremtiden fører til nye Katastrofer. Samfundets historiske Fremskriden bliver således til ved en Skiften af Tider med jævn og sindig: Udvikling og Optrin af voldsom, stormende Natur – men disse to Udviklingsformer står ikke i Modsætning til hinanden, så lidt som den “revolutionære” Fødselshandling står i Modsætning til Fosterets langsomme Vækst i Moderens Liv.

Hvad er det da for en bestandig virkende Kraft, som fremkalder denne historiske Omdannelsesproces? Løsningen på denne Gåde har den store socialistiske Tænker Karl Marx allerede for et halvt Hundrede År siden fundet.

Han finder den dybeste Årsag til Samfunds- og Kulturlivets historiske Udvikling i de Forandringer, der foregår i Produktionsmåden, efterhånden som Menneskene skaffer sig nye og hensigtsmæssigere Midler til at tilvejebringe deres Fornødenhedsgenstande og tilfredsstille deres forskelligartede Behov. De produktive Kræfter, som på hvert enkelt Tidspunkt står til Befolkningens Rådighed, danner en Magt, som Menneskene er underkastet; man er nødt til at indrette sin Livsførelse i Overensstemmelse med dem, og man gør det rent instinktmæssig, som man bøjer sig for en Naturmagt. Indbegrebet af alle disse produktive Kræfter danner Grundlaget for Samfundet. Det bestemmer de til enhver Tid herskende politiske Institutioner, Ejendomsformer, Retsforhold; det farver de moralske, de religiøse, de kunstneriske Opfattelser og Anskuelser; alt socialt Liv, alt Kulturliv henter sin Næring fra de materielle Produktionsforhold og de til dem svarende økonomiske Livsvilkår. Men efterhånden som Produktivkræfterne udvikler sig, idet nye Opfindelser og Opdagelser bliver gjort og nye Arbejdsmåder taget i Brug, indtræder der en Modsætning. Ejendomsforholdene, de juridiske og politiske Forhold, svarer ikke længer til det Grundlag, hvorpå de hviler; nye Krav melder sig, nye Idéer opstår, først svagt og utydeligt, siden med stadig voksende styrke og klarhed. Produktivkræfterne kan ikke finde plads til at videreudvikle sig indenfor det gamle samfunds rammer; de truer med at sprænge dem og stille helt ny Samfundstilstande i Stedet, Modsætningen antager Skikkelse af en Konflikt mellem forskellige Klasser, af hvilke nogle, i Kraft af deres økonomiske Stilling, stræber efter at opretholde, andre, i Kraft af deres særegne økonomiske Stilling, efter at omstyrte de bestående Samfundstilstande; og bestandig bliver disse sidste Klasser stærkere, og deres Interesser gør sig mere og mere gældende. Der indtræder et Tidsrum af social Revolution, under hvilket det gamle Samfund med dets Besiddelsesforhold, med dets juridiske og politiske Organisation, med dets sociale og moralske Bevidsthedsliv, går til Grunde og afløses af et nyt Samfund, som svarer til de nye Krav, der stilles, og som skaber fri Bane for fortsat Udvikling af de produktive Kræfter. Således udvikler Verdenshistorien sig i nøje Overensstemmelse med den stadig fremskridende Produktionsteknik, hvorigennem Menneskene stræber efter at tilfredsstille deres Behov i så stort et Omfang og med så ringe Besvær som muligt. Det er de simpleste, rent økonomiske Forhold, som til enhver Tid danner Grundlaget for alt socialt Liv og giver det dets Særpræg. Hvert enkelt Afsnit af det menneskelige Samfunds Historie bærer i sig Spirerne til den revolutionære Omvæltning, som skal ødelægge det, og til det nye Afsnit, som skal træde i Stedet. En Samfundstilstand kan ikke vilkårlig omstyrtes; den går ikke til Grunde, for de Produktivkræfter, den rummer, er fuldt udviklede og sprænger det gamle Hylster. Og nye, højere Samfundsforhold kan ikke vilkårlig indføres; de melder sig som en historisk Nødvendighed, når Betingelserne for deres Gennembrud er vokset frem i selve det gamle Samfunds Skød.

Det er dette, som er Kernen i Socialismens historiske Opfattelse. Det er en Tanke, der er revolutionær i sin Tendens; den præker Oprør imod det bestående, det kapitalistiske Samfund og peger frem mod nye, socialistiske Samfundstilstande. Thi når Samfundsforholdene stadig skifter, i Overensstemmelse med Produktivkræfternes Udvikling, da er også det kapitalistiske Samfund kun et enkelt, forbigående Afsnit i Historien, bestemt til at falde og afløses af et nyt historisk afsnit, bygget på et helt andet grundlag. Den indeholder ingen “fordømmelse” af den nuværende produktionsmåde, thi den er strengt objektiv, anlægger intet moralsk Synspunkt; men den indeholder Dødsdommen over den nuværende Produktionsmåde, den peger på Proletariatet som den revolutionære Magt, der skal fuldbyrde Dødsdommen, og den viser det socialistiske Samfund som den nødvendige, den eneste mulige Afløser af det kapitalistiske Samfund.

Socialismens Historieopfattelse er en videnskabelig Hypotese. Dens Rigtighed kan ikke bevises på samme absolutte Måde, som man beviser Rigtigheden af en mathematisk Sætning – ligeså lidt som man f.eks. med absolut Sikkerhed kan bevise, at det er Jorden, der bevæger sig omkring Solen, og ikke omvendt. Den kan kun godtgøres, idet man prøver den på de historiske Kendsgerningers Stof. Og det viser Sig da, at overalt hvor man prøver den, stemmer den på hvert enkelt Punkt med de Kendsgerninger, som foreligger, og giver den eneste rimelige Forklaring på de Forhold, som uden dens Hjælp ville være uforståelige. Først herigennem hæver Historieforskningen sig op over de enkelte Fænomener og erkender den indre Sammenhæng imellem dem, finder frem til en fyldig og fyldestgørende Forklaring på de sociale Begivenheder og Bevægelser, som til forskellig Tid dukker op i Menneskehedens Historie, og de mægtige, sociale Omvæltninger, som fra Tid til anden sætter Skel mellem de enkelte historiske Perioder – en Forståelse af, ikke blot hvad der sker, men også hvorfor det sker.

Vi skal på disse Blade i store Træk søge at give et Billede af tre af de betydningsfuldeste af de revolutionære Brydningstider i Europas Historie:

Kristendommens Gennembrud

Kristendommens Gennembrud fandt Sted i det Tidsrum, som danner Grænsen mellem Oldtid og Middelalder. Og denne umådelig vidtrækkende historiske Begivenhed er selv et Led i den mægtige Omvæltningsproces, under hvilken den gamle, højt udviklede græske og romerske Kultur gik til Grunde, under hvilken det vældige Romerrige faldt fra hinanden, under hvilken de antikke Samfundstilstande sprængtes og afløstes af de middelalderlige.

Oldtidens Samfund havde været bygget på Slavehusholdningen. Det var ufri Arbejdere, der udførte Hovedmassen af det samfundsnødvendige legemlige Arbejde – som det i vore Dage er personlig fri Arbejdere, der gør det. Og kun gennem et sådant Trællearbejde kunne der dengang, medens Arbejdsteknikken endnu var så lavtstående, som den var, blive Tid tilovers for de fri Mænd til at beskæftige sig med offentlige Anliggender, til at deltage i Krig, til at sysle med Kunst og Videnskab, til at hengive sig til Legemsøvelser og Adspredelser. Hele den rige og i mange Måder så beundringsværdige Oltidskultur hvilede på denne Sondring mellem Fri og Slaver, og blev dybt præget af dette Forhold.

Oprindelig havde denne økonomiske Forfatning vist sig hensigtsmæssig og havde skabt fredelige og lykkelige sociale Tilstande. Det var det lille Bondebrug, som var det fremherskende. Befolkningen var Bønder; de levede, for Selskabs Skyld og for at finde Sikkerhed mod Røvere, i sammenbyggede Byer, der hver for sig dannede et uafhængigt politisk Hele; og herfra passede de den Jord, de havde liggende i Omegnen. Slaverne var deres Medhjælpere; de var ret få af Tal og har vistnok som oftest været ret godt behandlede. De hørte med til den patriarkalske Husstand; de arbejdede sammen med deres Herskab på Marken og i Huset; de var interesserede i Bedriftens Trivsel; og de var pålidelige Forvaltere, når deres Herrer måtte drage i Krig. Det primitive Landbrug gav Familierne et trygt om end beskedent Udkomme. Det var Samfundsforhold uden skarpe Brydninger, med et kraftigt og selvstændigt og selvbevidst Bondedemokrati, uden store Tanker og vidt Syn, med en nøgtern, jordrunden og jordbunden Bondekultur.

Således i Oldtidens oprindelige Samfund, som man træffer det i de ældre Overleveringer fra græsk og italisk Historie. Men hvor helt anderledes var ikke alle sociale Tilstande, på den Tid Kristendommen holdt sit Indtog!

Århundreder igennem var det gamle Landboforhold lidt efter lidt blevet opløst. Og det var Militærvæsenet, som havde givet Stødet til denne langsomt, men sikkert fremskridende Opløsningsproces. Krigene, hvor alle våbenføre Frimænd skulle møde til personlig Tjeneste, havde kun været lidet trykkende, så længe det drejede sig om kortvarige Småfejder overfor Nabobyer. Men efterhånden som de antog et stadig større Omfang, en videre Udstrækning og en længere Varighed, blev de en Kilde til Nød og Ulykke. Småbønderne måtte for lange Tider være borte fra Hus og Hjem; de så deres Bedrifter vanrøgtes og forfalde; de blev nødt til at låne Brødkorn og Sædekorn hos de enkelte mere velstillede Naboer, mod Ågerrenter, så de sank dybere og dybere i Gæld, måtte svare tyngende Afgifter til de Rige og omsider helt overlade dem deres Ejendomme. Således forarmedes og udtyndedes Småbondestanden, og dens Jord samlede sig til Storgodser i Hænderne på en lille Rigmandsklasse.. Og som det var Krigene, der havde skaffet Rigmændene Lejlighed til at tilegne sig disse Jordegodser, således var det også Krigene, som skaffede dem Arbejdskraft til Godsernes Drift. Krigsfangerne blev gjort til Slaver. Stadig voksende Masser af Slaver blev fra Valpladserne sendt på Markedet og til stadig billigere Pris. Godsejerne benyttede sig af Lejligheden. Hvor de små, selvstændige Bønder i gamle Dage havde dyrket deres Lodder, dér lå nu Jorden hen som vældige Godser, og de blev passede af store Slaveskarer, som dreves til Arbejde ved Fogdens Pisk. Og fra Landbruget bredte denne Slavedrift i stor Stil sig til andre Erhverv, til Bjergværkerne, til Skibsfarten, til Industrien i de store Fællesværksteder. Alle Områder af Erhvervslivet, hvor der var Profit at tjene, bemægtigede de griske Rigmænd sig og besatte dem med deres ufri Arbejdere; allevegne var de fri Mænd spærret ude.

Fordrevne fra Gård og Gods var de ejendomsløse Småbønder efterhånden strømmet ind til de store Byer, især til Rom, for dér at søge Udkommet. Men Konkurrencen fra det billige Slavearbejde hindrede dem i at finde et ordentligt Livsophold ved Håndværk eller Handel eller anden nyttig Virksomhed. De blev da nødt til at friste en kummerlig Tilværelse som Pjalteproletarer. Tiggeri, Gaver fra en og anden Rigmand, som tog Fattigfolk i sin Tjeneste for derved at højne sin Anseelse, men fremfor alt offentlig Understøttelse blev deres eneste Indtægtskilder. Den fri Proletar var Statsborger og havde som sådan ikke blot Stemmeret ved Valgene af Embedsmænd og dermed Adgang til de store Bestikkelser, hvormed Rigmændene købte sig Folkegunst; men han havde også Ret til at nyde Hjælp af Statens Midler. Fra gammel Tid af var det Skik, at det Offentlige søgte at dække Proletariatets Behov ved Uddeling af Korn og andre Levnedsmidler, ved gratis Bespisning og også ved gratis Adgang til allehånde . Forlystelser. Proletariatet krævede sådanne Understøttelser, og efterhånden som dets Masse voksede, kunne det stemme sine Krav højere i Vejret. De regerende Rigmandskliker var nødt til at komme disse Krav imøde. Thi den hungrige Fattigmandsbefolkning var et uroligt Folkefærd, og tog dets Sult altfor stærkt til, kunne man frygte voldsomme, revolutionære Udbrud.

Hvilken Forskel mellem Nutidens Arbejderproletariat, som ved sit Arbejde bærer Samfundet oppe og ernærer det, og det Pjalteproletariat af forsultne Eksistenser, som den Gang flokkedes i Rom og de andre Storbyer, afvænnede med Arbejde gennem den Uvirksomhed, de Slægtled efter Slægtled havde været nødt til at leve under, ene henviste til at finde Livsopholdet ved den private og den offentlige Velgørenhed, ude af Stand til at yde, men begærlige efter at nyde – et Befolkningslag, som kun tærede på Samfundets Velstand!

For at skaffe Midler til at mætte og tilfredsstille dette stadig voksende Proletariat gjaldt det om at udvide Statens Besiddelser, underkaste sig fremmede Samfund og tvinge dem til at betale Skat. Og de herskende Stormænd greb med Begærlighed Lejligheden: Thi derved kunne de ikke blot skabe ro indadtil og hindre Fattigmandsbefolkningen i at rejse sig imod dem; men de kunne samtidig selv tilegne sig store Rigdomme ved Udbytningen af de erobrede Lande, som Statholdere, som Skatteforpagtere, som Pengeudlånere, som monopoliserede Købmænd. I Proletariatets Krav om Livsophold på Statens. Bekostning og i Stormændenes umættelige Griskhed efter nye Udbytningsgenstande ligger Drivkraften til Oldtidsstaternes Erobringspolitik.

Ved Kristi Tid var Romerrigets Erobring af hele den Verden, Datiden kendte, fuldbyrdet. Som et fantastisk Uhyre strakte Rom, den herskende romerske Overklasse, sit Herredømme ud til alle Sider, fra dybt ind i Asien til Atlanterhavet, fra højt op i England til Saharas Ørken – som den store Udbytter, der sugede Rigdom til sig fra Alverdens Folkeslag, opsamlede en vanvittig Luksus i nogle få Menneskers Besiddelse og styrtede alle Samfund dybere og dybere ned i Armod og Elendighed. Hvad der var tilbage af fri Bønder og Håndværkere, blev udpint ved forfærdelige. Skatter – ikke for intet var den romerske „Tolder" overalt i Provinserne Genstand for Befolkningens Had – og sank ned i en trøstesløs Forarmelse. Mod forfærdelige Ågerrenter måtte Kommunerne rundtom i Landene skaffe sig Lån for at klare de frygtelig høje Skatter, og de kom derved i Kløerne på de skånselsløse romerske Finansmænd, som ikke slap deres Tag, før den sidste Dråbe af Velstand var udsuget. Alt hvad der var af Rigdom ude i de erobrede Lande, blev slæbt til Rom. Så onde var de sociale Tilstande, som under denne Udbytning bredte sig rundtom i Provinserne, at det ikke blot var almindeligt, at Folk frivillig lod sig sælge som Slaver, men det fortælles endog, at de følte sig lettede, når de som Slaver var fri for alle de Bekymringer og Lidelser, de havde udstået som fri Mænd.

Den stadig voksende Proletarisering af Befolkningens store Masse, den kæmpemæssige Rigdomsopsamlig hos et forsvindende Fåtal af Individer, den skånselsløse og bestandig om sig gribende Udbytning – det er den Bevægelse, man ved Kristi Tid ser foregå rundtom i det mægtige Romerrige. Tilsyneladende er der en vis Lighed mellem denne Udvikling og den, som den kapitalistiske Produktionsmåde i vore Dage frembringer. Men kun tilsyneladende. I Virkeligheden var de sociale Vilkår dengang af en ganske forskellig, en fuldstændig modsat Natur.

Thi medens den kapitalistiske Produktionsmåde fremtvinger en stedse højere Arbejdsteknik, en Uendelighed af Opfindelser og Opdagelser, der sætter Menneskene i Stand til med ringere Anstrengelse at tilvejebringe en voksende Mængde af de forskellige Fornødenheds- og Nydelsesmidler, og medens den således selv skaber Betingelserne for en ny, højere Samfundsform, i hvilken alle de tekniske Fremskridt fuldtud kan komme Menneskeheden til Gode igennem den socialistiske Produktionsmåde – så var der i Oldtidens Samfund intet tilsvarende, ingen Spire til nye, højere Samfundsformer; alting pegede nedad og tilbage, intet opad og frem.

Selve Slaveriet, Grundlaget for hele Samfundshusholdningen, dannede en uoverstigelig Hindring for al teknisk Fremskriden.

Thi når Slavearbejdet var så billigt, som det var, følte man ingen Spore, som drev til at søge nye, hensigtsmæssigere Arbejdsmåder, ved hvis Hjælp der kunne spares på Arbejdskraften. En Maskine, der gjorde det muligt at udføre det samme Arbejde med et mindre Mandskab, i kortere Tid og med ringere Anstrengelse, ville i de fleste Tilfælde være uøkonomisk for Herren, idet dens Anskaffelsesomkostninger ville sluge mere, end der ved dens Hjælp kunne spares af Arbejdskraft. Den naturvidenskabelige Erkendelse, som efterhånden udviklede sig, blev da, på få og lidet betydende Undtagelser nær, ganske ufrugtbar for det produktive Liv.

Og det var ikke blot ved sin Billighed, Slavearbejdet således kom til at virke som en Klods om Benet på den tekniske Fremskriden, men også ved sin Slethed. Slaverne – der ikke som i de gamle patriarkalske Dage levede under Tag med deres Herrer og færdedes Side om Side med dem i Arbejdet, men blev holdt indespærrede i Kaserner under streng Opsigt – var uintelligente, upålidelige, uinteresserede, dovne, lod sig kun drive frem til Arbejdet ved Fogedens Svøbe.

Alle de dårligste Egenskaber fremelskedes af de Vilkår, de levede under. Ude på Godserne hævnede de sig for de Lidelser, der tilføjedes dem, ved at pine Husdyrene, ved at ødelægge Redskaberne, hvor de så deres Snit til det, ved at gøre så megen Skade og så lidt Gavn som muligt. Det groveste, simpleste Arbejde kunne de så nogenlunde tvinges til at forrette; til det finere, mere sammensatte slog deres Arbejdskraft ikke til. Det ville have været umuligt at stille den store Masse af dem overfor en Gerning, der krævede Omsorg og Omtanke, Interesse og Snille.

Produktionslivets Stilstand blev således en nødvendig Følge af det herskende sociale Ejendomsforhold, af Arbejdsherrens Ejendomsret over Arbejdernes Personer. Produktivkræfterne lammedes; der var ingen Plads for deres Videreudvikling indenfor Slaveriets Rammer; de bestående retslige Tilstande måtte sprænges, før man kunne nå frem til nye, fordelagtigere Produktionsforhold. I større og større Kredse følte man det fri Arbejdes Overlegenhed over det ufri, og man begyndte at indrette sig i Overensstemmelse dermed. I Slutningen af den romerske Oldtid blev det almindeligt, at Herrerne skænkede deres Slaver Friheden eller gav dem en lille Løn og således gjorde det muligt for dem selv ad Åre at købe sig fri; men den frigivne Slave blev ved at stå i et vist Afhængighedsforhold til sin fordums Herre; han måtte afstå ham en Del af sin Fortjeneste eller udrede en årlig Afgift til ham; og den Indtægt, man havde af en sådan Frigiven, der tjente sit Brød som selvstændig Håndværker eller Handlende, var gerne langt større end det Overskud, som Slaven frembragte ud over sin Ernæring og sit øvrige sparsomme Livsophold. Således i Byerne; ude på Landet gjorde en lignende Bevægelse sig så småt gældende. De af Slaver dyrkede Storgodser viste sig mere og mere ufordelagtige; i Stedet begyndte Godsejerne at udstykke deres Jorder og give dem i Fæste til halvfri, stavnsbundne Småbønder, som måtte udrede en bestemt årlig Landgilde eller aflevere en vis Del af Bedriftens Udbytte; og også herigennem vandt Rigmændene gerne en langt større Gevinst, end de før havde haft af Slavearbejdet.

Således begyndte det gamle Samfund lidt efter lidt at opløses; middelalderlige Samfundsforhold groede frem i dets Ruiner, om end foreløbig kun pletvis og svagt.

Den Lammelse af Produktivkræfterne, som Oldtidens sociale Institutioner førte med sig, betød imidlertid ikke blot Stilstand; den betød også Tilbagegang. Det var ikke blot Befolkningens store Flertal, det var Samfundet som hele, der forarmedes, og hvis Velstandskilder langsomt ebbede ud.

Statens og Rigmændenes Udsugelser af Kæmperigets Befolkning medførte en stadig fortsat Bortødslen af Værdierne. Medens under den kapitalistiske Produktionsmåde den store Masse af de Rigdomme, Kapitalisterne suger til sig, omsættes til nye Produktionsmidler, til Fabrikker, Bjergværker, Grundforbedringer, Samfærdselsmidler og andre Betingelser for at frembringe ny Rigdom, så var der under de gamle Samfundstilstande liden eller ingen Lejlighed til en sådan produktiv Anvendelse for det Bytte, man gjorde. De Skatter og Ågerrenter, der fra Europa og Asien og Afrika flød som en Guldstrøm til Rom, blev frådset op ved Gæstebud eller Teaterforestillinger eller Pragtbygninger eller deslige. De repræsenterede kun en endeløs udsugelse; der blev bestandig taget, uden at der blev givet noget nyt i Stedet. Voksende Forarmelse, Elendighed, Forfald overalt i Riget – det var det nødvendige Resultat; og År efter År kom man længere nedad.

Og hertil bidrog også andre Forhold. Jorden blev udpint. På de romerske Rigmænds kæmpemæssige Godser var det Rovdrift, som blev drevet; det var rene Kornfabrikker, med det mindst mulige af Husdyrhold, med en hensynsløs Udnyttelse af Jordens Ydeevne, med den størst mulige øjeblikkelige Gevinst for Øje, og uden Tanke på Fremtiden. Og større og større Masser af Korn blev sendt til Rom og Alexandria og de andre Storbyer, og de Stoffer, det indeholdt, vendte ikke tilbage. Jordens Kræfter blev udtømte; dens Frugtbarhed gik tilbage; dens Evne til at ernære Befolkningen aftog. Og samtidig betød Militærvæsenet en stadig fortsat Åreladning af Samfundet. Bestandig større blev de Ofre, som krævedes for at forsvare Romerrigets uhyre udstrakte Grænser imod de barbariske Folkeslag. Den romerske, Borgerhær forslog ikke, og det fortrykte og udsultede Proletariat af fri Mænd blev også et stadig mere umuligt Materiale til Krigstjenesten. Man måtte hjælpe sig med barbariske Lejetropper; men de blev dyrere og dyrere, krævede højere og højere Sold, efterhånden som de forstod deres egen Uundværlighed. De militære Byrder voksede ustandselig, slugte en større og større Del af de Rigdomme, man skrabede sammen fra Alverden. For at tilfredsstille de militære Krav måtte man forsømme de fredelige Kulturopgaver. De beundringsværdige Landeveje kunne ikke vedligeholdes; de store Vandledninger faldt lidt efter lidt sammen til Ruiner; de vældige Udtørringsarbejder, der havde omskabt øde, febersvangre Sumpstrækninger til frugtbare Marker, forfaldt, og Egnene affolkedes og gik ud af Kultur.

Forfald, en gradvis og sikkert fremskridende Forarmelse på alle Punkter, det var Resultatet. Det var et Samfund, der havde levet over Evne og gik sin uafvendelige Ødelæggelse huede. Det knagede i alle Fuger; man mærkede overalt den Oplosning, der gik for sig. I alle Samfundsklasser bredte sig en dump Uhyggefølelse. Man stod rådlos og modløs overfor de Ulykker, der groede frem. Ingen høje, lyse Fremtidsmuligheder viste sig for Bevidstheden, kun Nedgang og Formørkelse.

Disse fortvivlede sociale Tilstande tegnede sig dybt i Befolkningens Bevidsthed. De gav hele Åndslivet et nyt Præg og kom således til at berede den Vej, ad hvilken Kristendommen kunne gå sin Sejrsgang ud over Verden.

I de ældste Dages Småbondesamfund havde den religiøse Forestilling været en Slags rationalistisk Naturreligion, igennem hvilken man iklædte de Naturkræfter, hvis Væsen man ikke forstod, menneskelig Skikkelse; al mystisk Inderlighed var fuldstændig fremmed. Om noget personligt Gudsforhold var der ikke Tale – de af Staten udnævnte Præster besørgede de regelmæssige Ofringer til bestemte Tider, og når det blev iagttaget, som det skulle, havde Guderne intet mere at fordre af Statens Borgere. Synd og Syndsbevidsthed i religiøs Forstand var et ukendt Begreb – når man handlede i Statens, i Samfundets Interesse, handlede man godt, og kun når man krænkede den offentlige Velfærd, fortørnedes guderne; men hvordan man optrådte i sit private Liv, var en privat Sag. Spørgsmålet om et Liv efter Døden bekymrede ikke Sindene stort – man var altfor optaget af det nærværende Liv; og når man overhovedet tænkte sig noget hinsides Graven, så blev det mest til uklare Forestillinger om en grå og glædeløs Skyggeverden.

Hvor helt anderledes formede ikke de religiøse Forestillinger og de moralske Begreber sig i de Sind, der henimod Oldtidens Slutning knugedes af den voksende sociale Elendighed og sociale Håbløshed!

Det var Uro, Utryghed, Uhygge, som beherskede Bevidstheden. Ligeså lidt som der viste sig noget Spor, der fra det gamle Samfunds Forfald førte over til nye, højere og lykkeligere Samfundsformer, ligeså lidt kunne der ud af dette forvirrede Kaos vokse nogen sund og kraftig Livsanskuelse frem, som var i Stand til at gribe Befolkningens Masser og stålsætte dem til Kampen for nye sociale Idealers Virkeliggørelse. Medens nuomstunder Kapitalismens tiltagende Opløsning skaber et rigere og friskere Livsindhold hos Underklasserne, efterhånden som de bliver sig deres sociale Stilling og deres historiske Opgave bevidst, og kun hos Overklasserne avler åndelig Udartning og moralsk Fordærvelse – så skabte dengang Antikkens Opløsning overalt i Samfundet, fra øverst til nederst, en almindelig Usikkerhed, Rådvilhed, Holdningsløshed; man følte det, som stod man på gyngende Grund, og man søgte som i panisk Rædsel bort, hvor der var sikrere Fodfæste at finde.

Først og fremmest var det selvfølgelig hos Proletariatet, at disse Stemninger groede frem, hos den store Masse af fattige Frimænd og Frigivne, som levede i dyb nød og fandt alle Sunde spærrede for sig. Man må huske, hvor grundforskelligt Datidens Proletariat var fra Nutidens. De moderne Lønarbejdere er personlig udsigtsløse, uden Håb om hver for sig at kunne hæve sig til nogen væsentlig gunstigere og mere betrygget Stilling; men som Klasse betragtet har de en Verden at vinde, igennem den sociale Revolution, der er Resultatet af den proletariske Klassekamp. Helt anderledes for den antikke Proletar. Han følte sig givet værgeløs til Pris for vældige sociale Magter, som det var ham umuligt at bryde. Han øjnede ingen Udvej af Elendigheden, hverken gennem individuelle Bestræbelser eller gennem samlet Klassekamp. Hans Stilling var trøstesløs i en helt anden Forstand. Den eneste virkelige og varige Befrielse, han kunne tænke sig, lå ikke hinsides det bestående Samfunds Grænser, men hinsides det jordiske Liv; her, og her alene, kunne han håbe på Lindring. Hans Tanker slog ind på Mystikkens Veje og klædte sig, ikke i målbevidste Handlinger, men i Drøm og Digt.

Man drømte om en Frelser, der skulle komme og ved overnaturlige Kræfter udfri Menneskeheden af dens Nød, og man troede en Tid, at de første Kejsere skulle udføre dette Værk. Deres Personer ansås for overmenneskelige, for guddommelige, og der fortaltes mangfoldige Jærtegn om dem. Efter Cæsars Jordefærd viste der sig en Komet; det var den Afdødes Sjæl, der steg op til Himlen, til Gudernes Kreds.

Men Kejserdømmet formåede ikke at standse Forfaldet; den sociale Elendighed voksede, og Mystikken voksede med den. Mere og mere kredsede Tankerne om Livet efter Døden; når det jordiske Liv var så ondt, som det var, så måtte der vel i et hinsidigt Liv være Oprejsning at finde, Erstatning for de udståede Lidelser. Den grå Skyggeverden, som ikke havde bekymret Folk synderlig i de gamle lykkelige Dage, blev udformet i rent kristelig Retning i den Tid, da Oldtidssamfundet forfaldt. Der dukkede Forestillinger op om Straf og Belønning efter Døden for de Gerninger, man havde øvet i levende Live, om en himmelsk Retfærdighed; og Moralbevidstheden påvirkedes af disse Forestillinger. Begrebet “Synd” trådte frem med stadig voksende Styrke; Tanken om et personligt, inderligt Gudsforhold, med Bøn og Påkaldelse, begyndte at afløse den gamle, rent forretningsmæssige Gudsdyrkelse, der besørgedes af Præsterne som Sagførere for Statens Borgere.

Den nedarvede naivt-rationalistiske Gudelære formåede ikke at tilfredsstille denne voksende religiøse Trang. Den omdannedes og tilpassedes efter de nye Tiders Krav, eller den fortrængtes helt. Østerlandske Religioner af en udpræget mystisk Karakter og med mange Træk, der minder påfaldende om Kristendommen, havde længe haft Tilhængere rundtom i den vestlige Del af Romerriget; de fandt efterhånden stor Udbredelse i den Befolkning, som tørstede efter Mystik. Med større og større Styrke trængte Monotheiamen igennem, Troen på en eneste Gud i Stedet for de gamle Naturreligioners Tro på de mange forskellige Guder, hver med sit særegne Virkefelt. “Den ukendte Gud”, om hvem “Apostlenes Gerninger” fortæller, at Athenerne havde rejst et Alter for ham, er et betegnende Eksempel på det nye religiøse Liv, som udviklede sig; og i de samtidige Filosoffers Skrifter træffer man rundtom Udtalelser, der ligger den kristne Tankegang så nær, at man – hvis det ikke var absolut umuligt – kunne tro dem skrevet under direkte påvirkning af Kristendommen. Side om Side med Monotheismen voksede andre, tilsyneladende ganske modsatte Forestillinger frem, om en Uendelighed af gode og onde Ånder, Forestillinger i Slægt med Katolicismens Tro på Engle, Helgener og Djævle.

Samtidig groede der overtroiske Forestillinger frem i frodig Mangfoldighed. Nerverne var ophidsede, og i de skrækslagne Sind fandt de sælsomste Forestillinger af alle Arter Jordbund. Man træffer i Datiden hele det Mylder af usunde Forestillinger, som allevegne er det åndelige Spejlbillede af usunde sociale Tilstande. Drømmetydere og Spåmænd og Åndemanere fandt et stort og stadig større Publikum, i allehånde forskellige Hændelser så man Varsler om fremtidige Begivenheder, Og ejendommeligt er det at se, hvorledes der i den herskende Folketro forekommer Sidestykker til de allerfleste af de Mirakler, som berettes i det nye Testamente. Der fortælles om, hvordan guddommelige Væsener avlede Børn med jordiske Kvinder, og om, hvordan hellige Mænd fór til Himmels uden at efterlade sig Spor af deres jordiske Legeme. Der fortælles om vidunderlige Helbredelser, hvordan Lamme blev rørige, Blinde seende; selv den yderst nøgterne Historieskriver Tacitus skildrer, hvorledes Kejser Vespasian helbredte en Blind ved at fugte hans Øjne med Spyt. Der fortælles om Opvækkelse af Døde – den berømte Mirakelmager Apollonios mødte et Ligtog, der førte Liget af en ung Kvinde til Graven; han bød at stille Båren på Jorden og lovede at standse Sorgen; og da han havde berørt den Døde og sagt nogle uforståelige Ord, så rejste hun sig og talte og vendte tilbage til sit Fædrenehus. Betegnende er det også, at de første Kristne slet ikke betvivlede de hedenske “Mageres” Evne til Undergerninger; men de tilskrev dem Djævles og onde Magters Indflydelse.

Det var ikke blot en Række nye religiøse Forestillinger, et nyt Sæt af Tro og Overtro, der således voksede frem af de oprørte sociale Tilstande; også de rent moralske begreber blev omskabte under direkte Indvirkning af de gamle Samfundsforholds Opløsning, antog et nyt Indhold, der fjernede sig mere og mere fra den oprindelige antikke Moral og nærmede sig mere og mere til den kristelige. Synet af den voksende Nød og Elendighed avlede en Medlidenhed, en Medfølelse, som havde været ret sjælden i de gamle Dage, da Nød og Elendighed kun undtagelsesvis forekom indenfor Samfundet. Den private Godgørenhed fik større og større Opgaver, efterhånden som de forskellige Statsinstitutioner, der skulle hjælpe de Fattige, forfaldt. Med Godgørenheden voksede også Følelsen af de gode Gerningers personlige Værdi, som en Kilde: til åndelig Tilfredsstillelse og Retfærdiggørelse for Velgøreren selv; at det var saligere at give end at modtage – en Forestilling, der må have været ganske uforståelig i de ældre Tider – var man mod Oldtidens Slutning fuldt fortrolig med Begrebet Menneskekærlighed, Næstekærlighed dukkede op. Indenfor Proletariatet voksede Samfølelsen mellem de Fattige, de Nødlidende; man søgte Tilflugt og Trøst hos hverandre.

Og det ejendommelige ved denne voksende Følelse af Pligter overfor andre Mennesker og Samhørighed med andre Mennesker var ikke blot den større Styrke, hvormed den optrådte, en Styrke, der gav den en ganske anderledes inderlig Karakter end i ældre Tid, men også dens Udstrækning til at omfatte Fremmede og Slaver. Under de gamle, primitive Samfundstilstande havde den Fællesskabsfølelse, som de sociale Forhold skabte, indskrænket sig til Folk, der tilhørte den samme Stat – eller rettere Stad – og kun til dens fri Borgere; den Fremmede, Udlændingen, så man på med sky og mistænksomme Blikke og betragtede ham som en Fjende, overfor hvem man ingen Forpligtelser havde til Velvilje af nogen Art, som også “Fjende” og “Fremmed” oprindelig betegnedes ved det samme Ord; og i Slaven så man kun et fornuftigt. Husdyr, som man i egen Interesse behandlede godt, fordi det i Længden var det fordelagtigste, hvem man også kunne få kær, som man kunne få en Hund eller en Hest kær, men heller ikke mere, Nu havde imidlertid den sociale Udvikling helt nedbrudt disse snævre Skranker. Romerriget rummede indenfor sine Grænser Folk af de forskelligste Nationer; det internationale Samkvem bragte dem stadig nærmere i Berøring, med hverandre. Og som de forskellige Folkeslag på den Måde rystedes sammen og mere og mere følte sig, ikke først og fremmest som Romere eller Grækere, Germaner eller Syrere, men som Mennesker, således udviskedes også lidt efter lidt Skellet mellem Fri og Slaver. Den store Mængde at Frigivne skød sig ind som et Overgangsled imellem dem; deres Forfædre havde været Slaver, deres Efterkommere blev Frimænd; adskillige Slaver nåede, som Kejserens Rådgivere, “Ministre”, op til fornemme og uhyre indflydelsesrige Stillinger i Staten – Stillinger, som de fri Mænd af Overklasserne endnu, af nedarvet Fordom, for største Delen holdt sig borte fra; den tiltagende Erkendelse af Slaveriet som en i Længden uholdbar social Institution har vel også bidraget sit til at ændre Synet på Slaverne; og det talrige Proletariat af fri Mænd, som ikke selv ejede Slaver, men som tværtimod levede under Kår, der kun lidet hævede sig op over Slavernes, havde ingen Grund til at bevare de gamle Forestillinger om Slaverne som Mennesker af en anden, lavere Art.

Således var da Hedenskabet, hele Indbegrebet af Oldtidens religiøse og moralske Forestillinger, stedt i fuld Opløsning, allerede en rum Tid før Kristendommen vandt frem. “Den store Pan var død”, som Sagnet fortalte, at Klageråbet havde lydt til den forbisejlende Skipper. Det vil sige, at den gamle Naturreligion ikke længere tilfredsstillede Mennesket. Omvæltningerne i de sociale Forhold påvirkede Bevidstheden, opløste de gamle Forestillinger og tvang Mennesket til at søge og fumle sig frem ad nye åndelige Veje. Og instinktmæssig blev man mere og mere drevet i den Retning, som siden fik sit Udtryk i Kristendommen. Hvor langt man allerede ved Kristi Tid var fremme ad dette Spor, får man det tydeligste Indtryk af, når man læser de Skrifter, der er forfattede af den romerske Filosof Seneca. En af de bedste Kendere af Oldtidens Filosofi sammenfatter hans Lære i følgende Ord: “Legemet eller, som han også foragtelig kalder det, “Kødet” er noget så værdiløst, at man ikke kan agte det lavt nok; det er blot et Hylster for Sjælen, en Bolig, hvor den for en kort Tid er taget ind, men hvor den aldrig; kan føle sig rigtig hjemme, ja en Byrde, som tynger den, en Lænke, som den længes efter at løses fra... I sig selv er Sjælen ligeså højt hævet over Legemet som Guddommen over Stoffet, og Sjælens sande Liv begynder derfor først, når den forlader Legemet ... Det nærværende Liv er for ham kun Forspillet til et bedre Liv, Legemet kun et Herberg, hvorfra Sjælen vender tilbage til sit højere Hjem; han glæder sig til den Dag, der skal sønderrive de legemlige Lænker, Evighedens Fødselsdag, som han kalder den med et Udtryk, som også de gamle Kristne anvendte; han skildrer den Evighedens Fred, som venter os histoppe, det himmelske Livs Frihed og Salighed, det Erkendelsens Lys, for hvilket alle Naturens Hemmeligheder lukker sig op; han glemmer heller ikke Gensynet efter Døden, de fuldkomne Sjæles Sommer; han opfatter også Døden som den store Dommedag, på hvilken der skal fældes Dom over os alle; og han finder i Tanken på det Hinsidige Kraften til det sædelige Liv; at Sjælen en Gang skal forlade ham, bekymrer ham ikke, når han tænker på, at den skal genopstå i en anden Skikkelse.”

Man ser, hvorledes der med alle disse åndelige, religiøse og moralske Strømninger, som hver for sig med logisk Nødvendighed udsprang af de økonomiske og sociale Omdannelser ved Oldtidens Slutning, var blevet skabt Elementer for den kristne Læres Udbredelse. “Tidens Fylde” var kommet, som det hedder med et malende Udtryk. Da Kristendommen i de første Århundreder efter vor Tidsregning forplantede sig igennem de Kolonier af Jøder, der var spredt overalt i Romerriget, fandt den Sindene beredt. Den udløste i klare, skarpe Træk Forestillinger, som allevegne dæmrede i Befolkningens og navnlig i Proletariatets Bevidsthed. Og det var ikke blot dens religiøse og moralske Idéer, som vakte Anklang, men også dens sociale Idéer.

Kristendommen er, i sin første og reneste Skikkelse, en Religion for Proletariatet, for de Fattige og Lidende og Undertrykte i Samfundet. Det var dem, til hvem Kristus talte. Umiddelbart før han første Gang optræder som Lærer, læser han i Synagogen i Nazareth Esaias's Profeti højt: “Han har sendt mig til at kundgøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle få Syn, at udlade de Plagede i Frihed.” I denne Bebudelse er hans Virksomheds Natur angivet; og hvad han senere lærer, falder sammen hermed: “Salige ere I Fattige, thi Eders er Guds Rige; salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes; salige ere I, som nu græde, thi I skulle le” .... “Kommer hid til mig, alle som arbejde og ere .besværede, og jeg vil give eder Hvile.”

Småfolk var det da også, som samlede sig om ham og lyttede til ham. Disciplene var fattige Fiskere og Håndværkere, og stadig harmedes og forargedes Samfundets Støtter, Farisæerne og de Skriftkloge, over, at “alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham”. Netop de elendigste og mest foragtede Mennesker søgte Tilflugt hos ham og fandt ikke blot sjælelig Trøst, men stundom også praktisk Forsvar imod de sociale Magter, som var på Nakken af dem. Fortællingen om Kvinden, der var grebet i Hor, er i sin ophøjede Simpelthed den mest skærende Hån over al løgnagtig Samfundsmoral, og Svaret har sin fulde aktuelle Gyldighed den Dag idag: “Den, som er syndeløs iblandt eder, kaste først Stenen på hende.”

Således var hans Forkyndelse idel Mildhed overfor de Fattige og Udstedte i Samfundet; overfor de Rige faldt Ordene derimod hårdt og truende. Den rige Mand pines svarligen i Helvedes Lue – ikke fordi han var særlig ond eller særlig syndefuld, det meldes der intet om, blot fordi han var rig og nød sin Rigdom, “klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde og levede hver Dag herligen og i Glæde”, samtidig med at Lazarus lå ved Døren og mættedes med Smulerne fra hans Bord. Gang på Gang udtales den samme Betragtning af Rigdommen – den absolutte Fordømmelse af ethvert Samfund, hvor der er Rig og Fattig, hvor der hersker Overflod og Nød. “Ve eder, I Rige, thi I have eders Trøst borte” ... “Hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige; thi det er lettere, at en Kamel går igennem et Nåleøje, end at en Rig kommer ind i Guds Rige”. Og da den velstående Mand, som har holdt alle Budene fra sin Ungdom, spørger, hvad han yderligere skal gøre, for at han kan arve det evige Liv svarer Jesus: “En Ting fattes Dig; gak bort, sælg, hvad Du har, og giv de Fattige det; så skal Du have et Liggendefæ i Himlen”. I Disciplenes Forkyndelse gentages den samme Forkastelse af al Rigdom atter og atter, og særlig i Jakobsbrevet er Ordene skarpe, og de Rige fordømmes for den Udbytning og Undertrykkelse, de øver mod de Fattige: “Er det ikke de Rige, som underkuer eder, og som drage eder for Domstolene?” ... “Velan nu, I Rige, græder og hyler over de Elendigheder, som komme over Eder. Eders Rigdom er rådnet, og Eders Klæder ere mølædte, Eders Guld og Sølv er forrustet, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod Eder og æde Eders Kød som en Ild; I have samlet Liggendefæ i de sidste Dage. Se, Arbejdernes Løn, som høstede Eders Marker, hvilken I have forholdet, skriger, og Høstfolkenes Råb ere komne ind for den Herre Zebaoths Øren. I levede kræseligen på Jorden og vare vellystige; I gjorde Eders Hjerter tilgode som på en Slagtedag”.

Det var da en udpræget proletarisk Tendens, som gik igennem Kristendommen, således som den i de første Århundreder efter vor Tidsregning bredte sig ud over Romerriget, en Tendens, som det kun ved at øve den groveste Vold mod hele den ældste kristelige Overlevering er lykkedes en senere Tids Teologi at forfalske. Og ligeså proletarisk af Væsen var det positive sociale Ideal, som Kristendommen forkyndte.

Det var Ejendoms- og Nydelsesfællesskabet, den kommunistiske Forfatning, som var det naturlige Udtryk for Oldtids-Proletariatets sociale Længsler, og som i de første kristne Menigheder ikke blot blev forkyndt, men også praktisk udøvet Man kunne dengang endnu ikke i den produktive Socialisme, Arbejdsfællesskabet, danne sig noget socialt Ideal, fordi alle historiske Betingelser for en sådan Samfundsordning savnedes; derimod blev den forbrugende Kommunisme, Nydelsesfællesskabet, den ideale Tilstand for Datidens Proletarer.

I Evangelierne og især i Bogen om “Apostlenes Gerninger” kommer denne Tanke stærkt og utvetydig til Orde. Den, der ville følge Kristus, måtte opgive al sin Ejendom, skænke den til Menigheden, og Menigheden levede i en Fælleshusholdning, som blev bestridt ved dette fælles Eje. Det var ikke nogen frivillig Sag, om man således ville stille sin Besiddelse til Menighedens Rådighed, men det var tværtimod en social Pligt, som det var en Dødssynd at forsømme. Ananias og hans Hustru Saphira blev straffede med Døden, fordi de havde tilbageholdt en Del af deres Rigdom til deres private Bedste. Den Kristne skulle være ejendomsløs som Person og kun Medejer i den fælles Besiddelse. I “Apostlenes Gerninger” finder man en Skildring af de oprindelige Menigheder og ser dem indrettede i nøjagtig Overensstemmelse med Kristi Bud, byggede over den gennemførte Forbrugskommunisme, det absolutte Fællesskab i Ejendom og Nydelse: “Alle de Troende holdt sig tilsammen og havde alle Ting tilfælles. Og de solgte deres Ejendom og Gods og delede det ud iblandt Alle, efter som nogen havde Behov. Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægtigen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Måltidet med Fryd og i Hjertets Enfoldighed, idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen nogle til Menigheden, som lode sig frelse…..Der var ej heller nogen Trængende iblandt dem, thi så mange som ejede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Værdien af det solgte og lagde det for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver, efter som han havde Behov”.

Man forstår, hvordan et sådant kommunistisk Samfund måtte drage til sig den store Masse af de forsultne og fortrykte Proletarer, ikke blot i Jødeland, men hele det vældige Romerrige over. Men man forstår også, hvor stakket dets Varighed måtte blive. Tallet på de Munde, der skulle mættes, voksede rask, men Mængden af de Rigdomme, der blev stillet til Rådighed, øgedes kun langsomt. Man måtte snart stå på bar Bund. Og fra Begyndelsen af slog man sig til Ro med Forestillingen om Kristi snare Genkomst og Verdens nær forestående Undergang. Men efterhånden som Tiden gik, voksede Vanskeligheden. Allerede af Apostlenes, især Paulus's Breve, får man et levende Indtryk af, hvor skrappe Formaninger der måtte til for at skaffe det nødvendige ind til Underhold for de Fattige i Menighederne. Tidlig, efter kun få Årtiers Forløb, ebbede den rene Kommunisme ud – og måtte gøre det, fordi de Klasseinteresser, som her fandt deres Udtryk, det udsultede Pjalteproletariats og det udpinte Småborgerskabs, ikke havde nogen revolutionær Fremtid for sig; – den forvandledes til en afbleget Godgørenhed, til Gejstlighedens Underhold på Menighedens Bekostning, til Nadverens Sakramente som den sidste Rest af de gamle Fællesmåltider, pletvis også til et Klosterliv med halvt karrikerede Minder fra de første Kristnes Dage. De Rigdomme, som efterhånden opsamledes i Menighedens Besiddelse, gik mere og mere over til at anvendes til Underhold for den Overklasse af Gejstlige, som efterhånden hævede sig op over det øvrige kristne Samfund, og Gejstligheden stillede også stigende Krav om personlige Bidrag fra Menighedens Medlemmer. Således omskabtes lidt efter lidt den oldkristelige Kommunisme til den middelalderlige udbyttende Kirke. Og samtidig fik Teologien travlt med at bortfortolke og bortforklare det nye Testamentes Udtalelser om Rigdom og Fattigdom, berøve dem deres Salt og passe den kristne Lære til, så den kunne blive tækkelig for Magthaverne i Samfundet.

Men endnu længe efter var der Sekter, som søgte at praktisere Oldkristendommens Program; helt ned imod Middelalderens Slutning spillede de oldkristelige Idealer deres Rolle i Klassekampen. Og endnu står Beretningen i “Apostlenes Gerninger” tilbage som en fældende Fordømmelsesdom over de Hyklere, der nuomstunder med Bibelen i Hånden stiller sig op til Forsvar for den private Ejendomsret, som Kristus og hans Disciple har brugt skånselsløsere Ord om end nogen socialistisk Agitator.

Reformationstiden

Tiden omkring År 1500 kendetegnes ved en lang Række store Begivenheder og Bevægelser, banebrydende for al senere historisk Udvikling. Den italienske Renæssance havde skabt en fin og fornem Kunst, der tindrede af Liv og Skønhed; Humanismen, som fra de Norditalienske Universiteter havde bredt sig til Landene Nord for Alperne, avlede en helt ny videnskabelig Opfattelse og Tankegang; den lutherske Reformation ryddede op i den religiøse Overtro, der før havde hvilet tyngende over Sindene. Krudtet, som ved den Tid trængte afgørende igennem, udviklede en helt ny Krigsteknik, med Massehære af lejede Fodfolk, og gjorde de små, sværtrustede adelige Rytterhære overflødige; Bogtrykkerkunsten brød Vej for Åndskulturens Udbredelse i vide Kredse af Befolkningen og gjorde Ende på den Eneadkomst til boglig Kundskab og boglig Syssel, som Gejstligheden i tidligere Dage havde haft; de store Opdagelser, af Søvejen til Indien og af den nye Verdensdel, der dukkede frem af Atlanterhavets Tåger, udvidede Menneskehedens Synskreds langt ud over de trange Grænser, den før havde haft. Til alt dette svarede der voldsomme sociale Brydninger, som rystede Samfundene, skarpe Sammenstød mellem de forskellige Stænder; Borgere og Bønder kæmpede om Magten imod den gamle Tids Magthavere, Adel og Gejstlighed. Det var en Gennembrudsperiode, da Gammelt og Nyt mødtes i en fortvivlet Kamp, da gamle Idealer faldt og nye rejste sig, en af de Overgangstider, da Livet leves stærkere end ellers, en Revolutionens Tidsalder, da “det er en Lyst at leve” – som en af Datidens store Kæmpere, Tyskeren Ulrich von Kutten, har sagt.

Det var det middelalderlige Samfund, som bukkede under for de Kræfter, der i de forudgående Århundreder havde arbejdet sig op. Og det var den gryende Kapitalisme, som gav Stødet til denne mægtige Omvæltning. Kapitalen var trådt ind på Verdenshistoriens Scene som en revolutionær Magt. Den optrådte endnu kun som Handelskapital, virkede kun i Varernes Omsætning Land og Land, Mand og Mand imellem, greb ikke direkte ind i Produktionen. Men alligevel var dens Virkninger af umådelig Rækkevidde. Alt socialt Liv kom ind i helt nyt Lys. Alle gamle Samfundsforhold kom i Uro og Opløsning. Helt nye, dybtgående og stadig skarpere Brydninger opstod mellem Befolkningens forskellige Lag. Og helt nye Tanker groede frem af det gærende Kaos.

Den økonomiske Forfatning, der havde hersket i den egentlige Middelalder, da den græsk-romerske Oldtidskultur var gået til Grunde, var bygget på Naturalhusholdningen. Handelslivet havde været svagt og ikke spillet nogen nævneværdig Rolle for Samfundet som Hele. Der fandt ingen Vareomsætning Sted. Man producerede selv sine Forbrugsgenstande og forbrugte selv sine Produkter, uden at købe og uden at sælge; alt hvad man frembragte, var Genstande for det umiddelbare Forbrug, lod sig ikke forvandle til Penge. Bondefamilien, der helt og holdent levede af Gårdens Frembringelser, uden økonomisk Vekselvirkning med Omverdenen, tilvirkede selv sine Næringsmidler, sine Klæder, sit Husgeråd og sine simple Arbejdsredskaber, er Typen på denne Tilstand. Det var en Tilstand, hvor både den materielle og den åndelige Kultur blandt Menigmand stod såre lavt og ikke viste Tegn til Fremgang. Alt hvad der lå udenfor den allernærmeste Omegn, betragtede man med mistænksomme Øjne. Ingen friske Impulser kunne trænge ind fra Omverdenen. Præsten og Munken var de eneste, som repræsenterede en højere åndelig Magt, og for dem bøjede man sig blindt og kritikløst. Man savnede den Spore til et dygtigere, intelligentere Arbejde, som ellers kan ligge i en stærkt voksende folkemængde, til hvilken der skal skaffes Brødet; thi Pesten huserede med få års mellemrum og holdt Befolkningens tal nede. Ligeså skarpt man var isoleret udadtil, overfor alle fremmede, ligeså stærk var imidlertidig den samfølelse, der udviklede sig indadtil, mellem landsbyens medlemmer; der havde endnu bevaret sig mange Rester fra den nord-europæiske Oldtids kommunistiske Tilstande; Jorden var Fælleseje og blev tildels udnyttet ved Fællesdrift; og et sådant Fællesskab var på den Tid hensigtsmæssigt.

I Overensstemmelse med denne økonomiske Forfatning havde også den herskende sociale Ordning formet sig. Da Vare- og Pengeomsætningen endnu var så forsvindende ringe, blev Jorden det eneste almindelige Udtryk for Rigdom. De verdslige og gejstlige Stormænd, der havde hævet sig op over den øvrige Befolkning, havde tilegnet sig al Jordbesiddelse i Samfundet. Bønderne var deres Fæstere; de havde Brugsretten af Jorden, men under Godsejerens Højhedsret og måtte hvert År svare ham en Landgilde, i Naturalier, så og så mange Tønder Korn eller Sider Flæsk, så og så mange Lispund Smør eller Tønder Øl. Det var under denne Form, Udbytningen blev drevet i det middelalderlige Samfund Men det Tryk, der således øvedes, var sjælden særlig strengt. Så længe Naturhusholdningen herskede og det var umuligt at afsætte Landbrugets Produkter, havde Godsejeren ingen Grund til at udpine Bønderne. Havde han til Husbehov i Lade og Fadebur, nok til at tilfredsstille sin Familie og sin Husstand af Svende og Tjenere, da følte han sig ikke fristet til at presse mere ud af Bønderne – han kunne jo dog ikke få Anvendelse for et sådant Overskud, ikke gøre det i Penge, ikke omsætte det til andre Varer.

Hele den middelalderlige Kultur har fået sit Særpræg af disse økonomiske og sociale Tilstande: Håndværket og Handelen og Bylivet, der trådte helt i Skygge
for Landbruget og mest kun var et Tilhæng til Godsejerens eller Prælatens Hofholdning; Ridderborgen med dens solide Bygninger, dens massive, men pralende Luksus; det stillestående Åndsliv; den katolske Kirkes Magt over Sjælene; Kunsten og Åndskulturen i dens forskellige Former, Kirkebygningerne og Altertavlerne, den sindrige skolastiske Filosofi og de naive Folkeviser.

Dybt konservativt var hele det middelalderlige samfundsystem, uden spore til fremfærd. Den magt, som skulle revolutionere samfundet, måtte komme udefra. Det var ikke bonden, når han dyrkede sin mark, eller Herremanden og Biskoppen, når han tog imod Bøndernes Landgildekorn, som bar Fremtiden i sig – det var Købmanden, der kom som et fremmedartet Element og begyndte at købe og sælge.

Først da Verdenshandelen tog til at udfolde sig, var Øksen lagt ved Roden af det gamle, middelalderlige Samfund.

Allerede i det 11. århundrede var der hist og her i Italien begyndt at vise sig Tegn til et voksende Handelsliv; Korstogene bragte det i vældig Opgang og forplantede det ud over det øvrige Europa. Et Par Hundrede År igennem drog den ene Hær af Korsfarere efter den anden til Østen; kristne Riger dannedes herovre under europæiske Fyrster, og Købmændene fulgte i Krigernes Fodspor. Kendskabet til den orientalske Kultur avlede nye Fornødenheder nye Varebehov, som kun kunne tilfredsstilles gennem Handel. Stadig mere levende Handelsforbindelser blev knyttet med de vest-asiatiske Folkeslag, stadig større Masser af Østens Produkter blev ført over Middelhavet til de italienske Havnestæder, hvorfra de spredtes ud til de forskellige europæiske Lande og ombyttedes med deres Produkter. Guld og Sølv, som før havde været smedet til Kander og Bægere, blev sat i Omløb som Penge; Produkterne begyndte at flyde frem og tilbage som Varer; og fra det ene Slægtled til det andet tog Bevægelsen stærkere Fart. Anselige Byer rejste sig langs Handelens Hovedlandeveje. Den internationale Kredit uddannede sig mellem de forskellige store Købmandsforretninger. Ud over bestandig nye Strækninger af Verden førte de store Handelshuse deres Forretninger frem. Italienske Købmænd færdedes dybt inde i Asien og kunne stundom nå helt ud til Kina-kysten. Og da Tyrkernes Fremtrængen spærrede af til denne Side, parrede Handelsbestræbelserne sig med Eventyrlysten, og Opdagelsesrejserne begyndte. I Året 1492 nåede Columbus til den ny Verden; seks År senere blev Søvejen til Indien Syd om Afrika fundet.

Det var fra de Norditalienske Byer, denne Bevægelse udgik. Men allerede tidlig blev også Landene Nord for Alperne revet med. Og især kom Tyskland til at spille en stor Rolle i denne mærkelige Udvikling, der virkede som en hel Omvæltning i de gamle Samfundsforhold. Ad de tyske Handelsveje blev stadig voksende Masser af Varer transporteret fra Udlandet til Tyskland, fra Tyskland til Udlandet, De sydtyske Byer, som beherskede Overgangene over de østlige Alper, stod i stærk Forbindelse med Venedig og optog og viderebefordrede en Mængde af de orientalske Produkter, som de venetianske Skippere hentede fra Østen. De nordtyske Byer, Hansestæderne, skaffede sig fra Midten af det 13. Århundrede Handelsherredømmet over Østersølandene, over Skandinavien, over England. Og fra de vesttyske Byer blev der drevet en livlig Handel med Frankrig. Den Stad, der blev Centrum for hele dette rige Handelsliv, var Frankfurt; her mødtes alle Trådene; på Frankfurter Markedet “strømmer Købmænd sammen fra Nederlandene, fra Flandern, England, Polen, Bøhmen, Italien og Frankrig; fra næsten hele Europa kommer de med deres Varer og driver kæmpemæssige Forretninger”, hedder det i en Beretning fra 1495.

Det var en rent kapitalistisk Handelsvirksomhed, der udfoldede sig. De store Handelshuse, der ofte var indrettede som en Slags Aktieselskaber, virkede med en mægtig Kapital og gennem en vidtforgrenet Mekanisme af Kontorister, Agenter, Opkøbere, Forhandlere, Søfolk, Vognmænd osv.; og en vældig Profit ophobedes hos dem. Hvor vidt den kapitalistiske Spekulationsånd var udviklet, ser man tydeligst af de stadige Bestræbelser for at monopolisere en eller anden Vare i den Hensigt at drive Prisen i Vejret og tilegne sig en kolossal Ekstraprofit. Atter og atter sluttede Handelshusene i de tyske Byer sig sammen i “Ringe” for at skabe en kunstig Prisstigning, på Korn eller Vin, på Jern eller Læder og andre Varer; atter og atter iværksatte Monopolisterne en skånselsløs Nedslagtning af de Konkurrenter, som krydsede deres Planer ved at tilbyde Varerne til lavere Pris. Og her som overalt var de økonomiske Kræfter stærkere end de juridiske Skranker; alle Forbud mod Monopolerne blev virkningsløse Slag i Luften.

Det var denne økonomiske Omvæltning, der gik for sig ved Middelalderens Slutning, og den førte til helt nye Forhold på alle det sociale Livs Områder.

De Produkter, der fremgik af Arbejdet, fik en ganske anden Betydning end i gamle Dage, da man ikke havde haft Brug for mere, end man selv med sin Husstand kunne fortære. Nu kunne de sælges, forvandles til Penge, og for Pengene kunne man vinde sig nye, kostelige Genstande, fine Klædningsstoffer, østerlandske Krydderier, fremmed Vin og mange andre Varer i en stadig voksende rækkefølge. Nu var der Grund for Bonden og Håndværkeren til at presse på med Arbejdet for at øge dets Udbytte; jo stærkere det kunne øges, des flere Penge fik han mellem Hænder. Men han fik ikke Lov til selv at beholde dem; thi nu begyndte Udbytningen ovenfra, fra Adelsmændenes, Kirkens og Fyrsternes Side, at tage Fart. For havde det været nok for Godsejeren, når Bønderne bragte ham så meget Korn og Smør og Ost og Flæsk, som var tilstrækkeligt til hans Families og Hofstaders Behov; hvad der gik ud over dette Mål, var overflødigt. Helt anderledes nu, da det altsammen var Varer, af så og så stor en Pengeværdi. “Jo mere, des bedre” blev det Princip, hvorefter man tænkte og handlede. Det middelalderlige, halvt patriarkalske Forhold forvandlede sig til et Udbytningsforhold af den ubarmhjertigste Art. Skatter og Afgifter, Landgilde og Indfæstningsgebyr blev skruet højere og højere i Vejret, og bestandig nye, Pålæg blev udspekuleret for at pine endnu mere ud af Bønderne, Korn og Flæsk, Humle og Vin og allehånde andre Naturalier, som Godsejeren og Fyrsten kunne forvandle til Gylden og Dalere, Herregårdsbedrifterne voksede, efterhånden som Godsejeren nedlagde den ene Fæstegård efter den anden og selv drev dens Marker; et Proletariat af jordløse Husmænd ny Indsiddere begyndte at opstå, og de Bønder, der fik Lov at beholde deres Gårde, blev plagede med et stadig voksende Hoveri på Herregårdsmarkerne. Og ikke blot steg således de Byrder, Bonden havde at lære, men samtidig blev hans Adkomst til at skaffe sig det nødvendige til Livets Ophold frygtelig indskrænket. Havde han i gamle Dage frit kunnet hugge og jage i Skovene, fiske i Vandløbene og græsse sine Husdyr på Fællesmarkerne, og havde hele hans Husholdning været bygget herpå, så mistede han nu disse Rettigheder; nu var de noget, der kunne gøres i Penge, og Godsejeren lagde beslag på dem; ved allehånde juridiske kunstgreb fik han dem fortolket som sine Private Rettigheder, og Bønderne spærredes ude. Det feudale, halvt patriarkalske forhold forvandlede sig altså til et udbytningsforhold af den skånselsløse karakter; thi det var penge, det gjaldt, og i pengesager hører gemytligheden op, som det tyske mundheld siger. Hele det gamle, stillestående og ubekymrede Velvære blandt Bønderne kom i Forfald, og lidet hjalp det, når man ved Lån hos Byens Ågerkarle reddede sig ud over en øjeblikkelig Forlegenhed; det gjorde kun Ondt værre. Forarmelsen og Undertrykkelsen tog til fra Slægtled til Slægtled. Det var denne voksende Udbytning og Undertrykkelse, som rundtom i Europa gav Anledning til de store Bondeoprør henimod Middelalderens Slutning. Bønderne rejste sig med Spyd og Økse imod deres Plageånder og krævede deres gamle Rettigheder genindført. I Frankrig brød en stor Bondekrig ud allerede så tidlig som i 1350'erne, i England i 1380'erne; i Tyskland var der stadige Uroligheder hele det 15. Århundrede igennem, og Bevægelsen nåede sit Toppunkt i Bondekrigen 1525; i Danmark havde især de stridbare jyske og skånske Bønder Gang på Gang sat sig til Modværge, og i Grevefejden 1553-36 kæmpede de den sidste fortvivlede Kamp for deres Frihed. Allevegne blev Bønderne slået ned og grusomt straffede, og ny, endnu stærkere Udbytning og Udsugelse blev iværksat.

Var Modsætningen mellem Bønderne og de verdslige og gejstlige Godsejere end det dybeste sociale Modsætningsforhold, der opstod som en naturlig Følge af det voksende kapitalistiske Handelsliv, så var det dog ingenlunde det eneste. Det var, som om en Jordrystelse havde åbnet dybe Kløfter allevegne i Samfundet. Modsætningen mellem By og Land blev skarpere end nogensinde; Modsætningen mellem Adelsmænd og Købmænd – Adelsmændene, som til Trods for de stigende Indtægter, de vandt på deres Bønders Bekostning, dog kom i dybere og dybere Gæld til Byens Kapitalister, og som så på dem med onde Øjne og hævnede sig ved, så ofte Lejlighed bød sig, at overfalde Købmændene på Landevejen og lette dem for deres Pengeposer; Modsætningen mellem Adelsmændene og Fyrsterne – disse Fyrster, som søgte at styrke deres egen stilling og øge deres Udbytningsmuligheder, og som derfor først og fremmest måtte knække halsen på Adelsmændenes selvrådighed og selv tilrive sig den myndighed Godsejerne før havde øvet: Modsætningen mellem Handelsstanden og Håndsværksstanden, der kæmpede om indflydelse over Byens Styre; Modsætningen mellem Håndværksmestrene og Håndværkssvendene – hvilke sidste, efterhånden som Lavene gennemtrængtes af en mere og mere kapitalistisk Ånd, begyndte at udvikle sig i Retning af et besiddelsesløs og udsigtsløst Proletariat. Overalt var der et Virvar af stridende Interesser, af nye Modsætninger, af nye Klassekampe.

Men tværs igennem dette forvirrede Mylder af allehånde Modsætninger var der en enkelt Delingslinje, som skar sig på en sådan Måde, at den bag sig kunne samle Befolkningen fra mange forskellige sociale Lag til fælles Kamp mod en fælles Fjende.

Det var Modsætningen til den katolske Kirke.

Thi både for Bonden og Adelsmanden på Landet og både for Handelsmanden og Håndværkeren i Byen måtte Kirken med hele det verdslige Apparat, den rådede over, naturlig stå som en fjendtlig Magt, hvis Tryk man følte over sig, og hvis Åg man i egen Interesse måtte stræbe efter at kaste af. Rom var påny, som for halvandet Årtusinde siden, blevet den store, internationale Udbytter; og den kristne Lære, som oprindelig havde været de Udbyttedes, de Fattiges og Undertryktes Religion, var blevet et Instrument til at udsuge Alverden. Mod den tiltagende Udvikling af Vare- og Pengehusholdningen var Kirken i stigende Grad blevet grebet af udbytteriske Tendenser overfor hele det øvrige Samfund, og i Kraft af den Stilling, den efterhånden havde erhvervet sig, kunne den drive sin Udbytning i et uhyre Omfang og med et umådeligt Eftertryk – men vakte også derigennem stigende Nag og Bitterhed imod sig fra dem, det gik ud over. Kirken var den største Godsejer rundtom i alle Lande, og det Bondepineri, der foregik på de gejstlige Godser, stod ikke tilbage for de verdslige Stormænds Udsugelser. Men det var ikke blot Bøndernes Harme, den fik imod sig i sin Egenskab af Godsejer; også Adelsmændene og Fyrsterne, der med grådige Blikke så på de vældige Kirkegodser som et kærkomment Bytte, de kunne tilegne sig, hvis Kirkens verdslige Magt blev brudt, også de begyndte at drømme reformatoriske Drømme. Og blandt Byernes Borgerskab blev Stemningen mere og mere kirkefjendsk. Hvad ville det ikke betyde for Handel og Omsætning, om de rige Skatte af Guld og Sølv, der nu brugtes som Alterkalke og Lysestager og deslige, om de blev møntet om til Penge og kastet ud i Forretningslivet; hvad ville det ikke betyde for den produktive Virksomhed, om de mangfoldige Helligdage blev afskaffet og de store Sværme af Tiggermunke og allehånde gejstlige Personer tvunget til Arbejde; hvad ville det ikke betyde for hele Næringslivet, om de Masser af Penge, der blev givet ud til Sjælemesser og Aflad og deslige, om de blev anvendt til Handel og Søfart og Håndværk!

Rundtom i Landene havde denne Stemning i stigende Grad gjort sig gældende i Løbet af Middelalderens sidste Århundreder. Stærke Angreb på den katolske Kirke var blevet rejst; kætterske Menigheder havde hist og her dannet sig, med Læresætninger, der i mange Måder nærmede sig den senere lutherske Lære. Efterhånden som den voksende Varehandel og Pengeomsætning nedbrød de gamle økonomiske Forhold og prægede sig dybere og dybere i Befolkningens Bevidsthed, blev Stormvarslerne hyppigere og mere truende. Og det var i Tyskland, at Barometerstanden var mest urovækkende; her dannede sig det Centrum, hvorfra det forestående Uvejr måtte udgå.

Thi Tyskland var dengang det Land Nord for Alperne, hvor Påvirkningen fra det nye, kapitalistiske Handelsliv var stærkest, og hvor man derfor også havde fået Øjnene bedst åbne for Afhængigheden af den romerske Kirke; man følte den som en Kilde til Ydmygelse og Udbytning, ikke blot for enkelte Klasser af det tyske Folk, men for det tyske Folk som Helhed. År efter År strømmede stigende Rigdomme ikke blot fra den verdslige Befolkning over i Gejstlighedens Kasser, men videre derfra, fra Tyskland til Rom. Tyskland var den Malkeko, hvorfra Roms Herlighed hentede sin Næring. Som en national Udbytning forstod man rundtom i Landet dette Forhold. Pavedømmet og dermed hele den katolske Kirke blev opfattet som en national Ulykke, blev følt som en national Skændsel. Efterhånden som den kapitalistiske Udvikling skred fremad, blev denne Stemning stærkere og bitrere og bredte sig i videre og videre Kredse. Ved den Tid Luther optrådte, krævedes der kun det forløsende Ord, for at den kunne slå ud i lyse Luer.

Hvor betegnende er det ikke også, at det var Spørgsmålet om Afladshandelen, som først kaldte Luther frem og dermed dannede Udgangspunktet for det vældige reformatoriske Røre. Få eller ingen andre teologiske Problemer havde i den Grad Evne til at gribe ned i den store Befolkning og fængsle dens Opmærksomhed Spørgsmålet om Viljens Frihed eller Ufrihed, om Kyskhedens og de gode Gerningers helliggørende Indflydelse, om Brødets og Vinens Forvandling til Kristi Legeme og Blod, alt sligt var Studerekammerspørgsmål, som vel kunne sætte de Lærdes Penne i Bevægelse, men som kun i ringe Grad formåede at finde Genklang hos Folket. Helt anderledes med Afladshandelen. Her var det Penge, det gjaldt, Penge, der År ud og År ind i stride Strømme blev ledet ud af Landet til Rom, blev unddraget det tyske Næringsliv, tjente til at berige de romerske Paver og deres Yndlinge, men til at forarme den tyske Befolkning. Her stod man overfor en åbenbar nationaløkonomisk Ulykke; det var et Ræsonnement, enhver kunne fatte, uden Hensyn til det Sæt af religiøse Læresætninger, der iøvrigt knyttede sig til Afladen.

Dengang Luther den 31. Oktober 1517 slog sine 95 Sætninger om Afladshandelen op på Kirkedøren i Wittenberg, følte han sig endnu helt og holdent som rettroende Katolik. Han var en af de mange af Datidens Munke og Præster, som ved Påvirkning af forskellig Art var kommet ind i en Åndsretning af mere pietistisk Natur end den, der officielt beherskede Kirken; men den lod sig godt forlige med de katolske Læresætninger, og der var Hundreder af katolske Teologer, der delte sådanne Anskuelser. Hvad det var for et farligt Sprængstof, hans Sætninger rummede, havde han ikke Anelse om; og havde han forudset al den Uro, de skulle forvolde, ville han sikkert have holdt dem tilbage.

Imidlertid viste det sig hurtig, at den Bevægelse, han havde rejst, tog Magten fra ham. De åndelige Strømninger, der var et Udtryk for Tidens økonomiske omvæltninger, var så stærke, at de ikke kunne standses på halvvejen. De kunne ikke nøjes med en Række beskedne reformer af den katolske Kirkeforfatning; de krævede et afgørende Brud med hele den gamle Kirke. Luther blev revet med, drevet frem fra standpunkt til standpunkt af de mægtige kræfter, som rørte sig i hans samtid Hans virksomhed forvandlede sig “fra at være reformatisk, til at blive revolutionær”.

Og fra de rent åndelige Områder begyndte også hans revolutionære Stemning at forplante sig over til de rent sociale. Man finder i hans Skrifter fra Begyndelsen af 1520'erne en Række skarpe Udfald, ikke blot mod de gejstlige Magthavere, hvem han angriber med en Fanatisme så hadefuld, at man ikke finder dens Sidestykke hos nogen senere agitatorisk Forfatter, men også tit mod de verdslige Magthavere. Han retter voldsomme Bebrejdelser mod Fyrsterne og Adelsmændene for deres Udsugelser: “I gør ikke andet end flå og brandskatte, for at kunne føre eders prægtige, hoffærdige Liv, indtil den fattige Menigmand ikke kan og vil tåle det længere ..... Hvad hjælper det, om en Bondes Ager bærer ligeså mange Gylden som Halm og Korn; hans Overordnede kommer jo blot og tager så meget des mere, for at ege deres Pragt dermed og smide Værdierne ud til Klæder, Frådseri, Drukkenskab, Bygninger og deslige.” Og han stiller dem en mægtig Bonderejsning i truende Udsigt som den retfærdige Straf, Himlen vil sende dem for deres Forbrydelser.

Men da det blev Alvor, og Bønderne i Året 1525 virkelig rejste sig imod deres Plageånder, i den store Bondekrig, som i Løbet af få Uger omspændte hele Tyskland, da veg Luther sky tilbage. Han var altfor meget Småborger, var altfor dybt hildet i en småborgerlig Tankegang, var altfor stærkt gennemtrængt af en instinktmæssig Respekt for de høje Herrer, til at han turde drage Konsekvenserne af sine egne Standpunkter. Ligeså vidt han i de foregående År var blevet drevet frem i social-revolutionær Retning, ligeså langt blev han nu drevet tilbage i social-reaktionær Retning. Overfor Bøndernes Brud på deres Lydighedspligt imod deres verdslige Overordnede slap han sin ville Fanatisme løs i en desperat Blodtørst, en helt deliristisk Grusomhed. Han står her, i sit rasende Had til den Underklasse, der søgte at tilkæmpe sig en lindring i sine kår, som en af de uhyggeligste skikkelser i den moderne historie. I skriftet “imod de røveriske og morderiske Bønder” henvender han sig til Fyrsterne og Adelsmændene, og maner dem til en skånselsløs Nedslagtning af Bønderne. “Thi da de ondsindet og frækt bryder deres lydighed og tilmed sætter sig op imod deres Herrer, så har de dermed forspildt Liv og Sjæl, som de troløse, menederske, løgnagtige, ulydige Slyngler og Skurke plejer at gøre .... Derfor skal hver især slå til her, kvæle og stikke, hemmelig eller offentlig, og tænke på, at der ikke er noget så giftigt, skadeligt og djævelsk som et oprørsk Menneske; ligesom man må slå en gal Hund ihjel; slår du ikke til, så rammer den dig og hele Landet med dig.”

Bondekrigen betegner det revolutionære Vendepunkt i Luthers Virksomhed. Fra nu af var al Sympati med de lidende Underklasser slukt i ham; og den friske revolutionære Ånd, der så ofte før havde været at spore i hans Skrifter, var død. Han blev nu de verdslige Magthaveres håndgangne Mand – i så vid en Udstrækning, at han ikke blot advarer mod at tage Hoveriet og lignende Byrder bort fra Bøndernes Skuldre, men endog udkaster Tanken om at genindføre et rent Slaveri. Den lutherske Kirke, der rejste sig i Tyskland og derfra bredte sig ud over det meste af Nordeuropa, blev skæbnesvangert påvirket af dette Omslag; den blev ikke den demokratiske Folkekirke, han tidligere havde været Talsmand for, men en bureaukratisk Statskirke, med Fyrsten som Overhoved, som en ny Pave, med en Dogmatik ligeså stiv og livsfjern, som den katolske havde været det, og med den Pligt at opdrage Undersåtterne til en blind, ubetinget Lydighed overfor de verdslige Magthavere, en Kadaverdisciplin, der får sit klassiske Udtryk i en Sætning som denne: “At 2 og 5 er 7, det siger din Fornuft dig; men når Øvrigheden befaler, at 2 og 5 er 8, så skal du tro det, på Trods af din Viden og Forstand.”

Den lutherske Reformation er den største og mest iøjnefaldende af de store åndelige Bevægelser, som den mægtige økonomiske og sociale Omvæltning ved Skellet mellem Middelalder og Nutid gav Stødet til. Men langtfra den eneste. Det gærede overalt, og hele Tankelivet begyndte at omforme sig.

Spirerne til en ny åndelig Kultur udfoldede sig i den brede Borger- og Bondebefolkning. Reformatorerne havde været nødt til at skrive på Modersmålet i Stedet for på det latinske Sprog, som Menigmand ikke forstod, og Nationalsprogene havde derigennem fået en rig Udvikling, var blevet af slebne og affilede til Litteratursprog. Og Bogtrykkerkunsten gjorde det muligt, at boglig Kundskab kunne brede sig i vide Kredse af Befolkningen. Læselysten, den litterære Interesse voksede. Nationale Litteraturer groede frem.

Nationalbevidstheden voksede. Handelslivet, der havde sprængt de Skel, som før skilte de enkelte Landsbyer og Landsdele fra hverandre, og havde bragt Nationerne i indbyrdes Vekselvirkning, skabte helt nye Forestillinger om national Samhørighed i Befolkningens Sind. Havde Sjællændere, Fynboer og Jyder tidligere følt sig fjernt fra hinanden, så dukkede nu Begrebet op om den fælles Nation, som de tilhørte, og om den fælles Modsætning til andre Nationer med fremmed Sprog og fremmede Sæder.

En ny videnskabelig Forskning begyndte at bryde sig Vej. Det velstående, selvfølende Borgerskab i de store Handelsbyer kunne ikke, som man i Middelalderen havde gjort, kritikløst slå sig til Ro ved Bibelens Autoritet på alle videnskabelige Områder. Det krævede en virkelig Undersøgelse af Tingene, bygget på Iagttagelse, Fornuft, Erkendelse. Omkring i de Lande, hvor den kapitalistiske Udvikling skred hastigt fremad, voksede der da en Naturvidenskab, en geografisk og historisk og social Forskning frem, som omstyrtede den middelalderlige Lærdom og brød med dens Metode, og som har lagt Grundvolden til Eftertidens videnskabelige Erkendelse.

Og således overalt. De moralske Begreber, de kunstneriske Opfattelser, de politiske Anskuelser – alle de forskellige Udslag af menneskelig Bevidsthed omformedes under Indflydelse af den kapitalistiske Handelsvirksomhed og de Omvæltninger i Samfundslivet, den drog efter sig. Det var den nye Tid, som afløste Middelalderen.

Den franske Revolution

I Året 1789 brød den store franske Revolution ud. Det var Bourgeoisiet, der hejste Oprørsfanen, i den Hensigt at tiltvinge sig den politiske Magt og benytte den som Middel til at fremme Samfundets Omdannelse i kapitalistisk retning. Som det indenomstunder er Arbejdernes Klasseinteresser, der danner den revolutionære Drivkraft i al politisk Bevægelse, således var det dengang Kapitalisternes Klasseinteresser der gav Stødet til den revolutionære Omvæltning.

Det store, voldsomme Sammenstød i Frankrig var ved den Tid blevet en uundgåelig Nødvendighed.

Siden Opdagelsen af Amerika og af Søvejen til Indien i Slutningen af det 15. Århundrede var der foregået en Forskydning i Magtforholdet mellem de forskellige Dele af Europa. Tyngdepunktet var flyttet mod Vest, fra Italien og Tyskland ud til Atlanterhavslandene. Verdenshandelen var slået ind på nye Veje. De norditalienske Havnestæders Handel på Middelhavets Østkyst var sygnet hen, nu man havde fundet en lettere Forbindelse med det fjerne Østen; og Tysklands Rolle som Mellemled mellem Italien og Landene Nord for Alperne var spillet til Ende. De to Lande forarmedes og forfaldt, økonomisk, politisk og kulturelt. Så meget stærkere var Opgangen i England, Holland og tildels også Frankrig. Her udfoldede der sig et stadig kraftigere Handelsliv; her voksede de store Byer frem med en Befolkning af virksomme og velstående, selvbevidste og selvfølende Borgere; her begyndte også de første Tilløb til en Storindustri af rent kapitalistisk Natur. Og til den økonomiske Opgang svarede den Kultur, der her udviklede sig – i videnskabelig Tænkning og Forskning, i Digtning og Kunst, på alle Områder af det åndelige Liv var det disse Lande, som tog Førerskabet for det øvrige Europa.

Men den Kapitalisme, der således groede frem, kunne ikke i Længden finde sig til Rette indenfor de gamle Statsformer, som var taget i Arv fra det middelalderlige, det feudale Samfund. Det kapitalistiske Borgerskab, der følte sin stadig voksende sociale Betydning, kunne ikke nøjes med den beskedne Plads som en ydmyg Underklasse i Forhold til de herskende Stænder, Adel og Højgejstlighed. Borgerne måtte nødvendigvis med stigende Styrke kræve afgørende Indflydelse på det offentlige Liv, kræve Afskaffelse af de Privilegier, som den verdslige og gejstlige Godsejerstand sad inde med, og som på mange Måder trykkede og pinte dem selv, kræve politiske Former, indenfor hvilke deres egne økonomiske og sociale Interesser kunne komme til fri Udfoldelse. En dybtgående Omdannelse af Statslivet blev for dem en absolut Nødvendighed. Jo stærkere den borgerlige økonomiske Udvikling skred frem, des radikalere blev det politiske Program, som Borgerskabet ide nordvest-europæiske Kulturlande samlede sig om. Fra Begyndelsen af, så længe man endnu følte sig for svag til på egen Hånd, kunne føre en sejrrig Kamp med det gamle Samfund, havde man med Tilfredsstillelse og Tilslutning set på Fyrsterne, når de tilrev sig Enevoldsmagten, begrænsede Adelens og Gejstlighedens Myndighed og indledede en Politik, som søgte at støtte og ophjælpe Handel og Industri og andre borgerlige Erhverv; den oplyste Enevælde havde i Bourgeoisiets Øjne stået som den ideale Forfatning. Men efterhånden som man følte sine egne Kræfter vokse, steg Kravene. Man fordrede direkte Indflydelse på Statens Ledelse; man kunne ikke nøjes med, at Aristokratiets Forrettigheder knækkedes, men måtte også have Garanti mod Overgreb fra Fyrstens Side; man måtte have klar og pålidelig Besked om Statens Finanshusholdning; man måtte selv have Hånd i Hanke med den økonomiske Lovgivning, med Handelspolitikken, med Skattevæsenet, med Udenrigspolitikken, med alle de Grene af den offentlige Virksomhed, som i så mange Måder greb dybt bestemmende ind i éns egen Virksomhed. Man følte sig stærk nok til selv at kunne tage det politiske Styre i sine Hænder. Mere og mere bevidst stræbte man imod en ny Forfatningsform, en Republik eller et konstitutionelt Kongedømme, med Tyngdepunktet hvilende i en repræsentativ Forsamling, hvor det var det velstående Borgerskab, som havde Overtaget

Både i Holland og England havde man forlængst indrettet sig under sådanne Former. I Holland havde man allerede ved År 1600, under Kampen for at befriet sig fra det spanske Herredømme, skabt en republikansk Forfatning, der lagde den politiske Magt i Borgernes Hænder. I England havde man i 1689 – nøjagtigt Hundrede År før den franske Revolution udbrød – ved en ublodig Revolution begrænset Kongens Myndighed og vundet Anerkendelse for det parlamentariske Styre, som gjorde Regeringen til et Udtryk for de besiddende Klassers Vilje. I Frankrig derimod stod man endnu til Halsen i de gamle Tilstande.

Kongen herskede uindskrænket, men Højadelen og Højgejstligheden havde bevaret og udvidet deres Privilegier, som var blevet mere og mere meningsløse, urimelige og uholdbare under de nye sociale Forhold. Hoffet og de to højere Stænder repræsenterede en Udsugelse, der blev bestandig mere skrigende og føltes som bestandig mere ødelæggende for al borgerlig Virksomhed. Skattebyrden knugede Bønder og. Borgere med sin Tynge, medens Adel og Gejstlighed var fri for alle Skatter og Afgifter. Den uhyre pragtfulde og kostbare Hofholdning med alle dens kolossale Understøttelser til det store Slæng af Kongens Yndlinge, betød en endeløs Bortødslen af Landets Velstand. Til alle højere Embeder havde kun Adelen Adgang, medens Borgerne var lukket ude, Allehånde personlige Forrettigheder satte yderligere Skel mellem Adel og Gejstlighed på den ene Side og “Tredjestand” på den anden og gav Anledning til meget ondt Blod. En grænseløs Demoralisation bredte sig overalt i de herskende Kredse; Staten var kun en Udbytningsgenstand, som man pressede det mest mulige ud af; Bestikkelser og Embedssalg florerede; Retspleje og Administration blev en ren Karikatur. Bønderne var udpinte ved mangfoldige Afgifter og feudale Forpligtelser og levede til Stadighed på Hungersnødens Grænse; Landbruget var elendigt og under de bestående Forhold afskåret fra alle Udviklingsmuligheder. Al produktiv Virksomhed led under det Tryk, som Staten og de herskende Klasser øvede, hæmmedes i sin Udvikling, lammedes i sin Livskraft. Landets Velstandskilder udtømtes under den hensynsløse Udbytning, som plyndrede og plyndrede i det ustandselige uden at give Stød til ny, nyttig Virksomhed.

Det var en Tilstand, der i mange Henseender minder om den, man træffer i det nuværende Rusland. Og som i Rusland således følte man også under det gamle Regimente i Frankrig, at man gik en Katastrofe imøde. “Efter os kommer Syndfloden” er et Ord, der sammenfatter den rådende Stemning i de regerende Kredse – altså med andre Ord: Lad os leve videre på den gamle Måde, og lad Efterkommerne sørge for, hvordan de vil rede sig ud af de Ulykker, som må komme!

Stærkere og stærkere voksede Misstemningen imod det herskende System. Trykket fra det forsvindende Mindretal af de privilegerede Stænder avlede et stadig voldsommere Modtryk fra hele den øvrige Befolkning. Og først og fremmest var det Bourgeoisiets Krav om Afskaffelse af Kongens enevældige Magt og af Adelens og Højgejstlighedens Privilegier, som samlede Befolkningen til fælles Stræben. Det var den første og mest iøjnefaldende Opgave, som måtte løses, for at Udviklingen kunne komme ud over det døde Punkt. Var først denne Opgave løst, tænkte man sig, at en Guldalder ville oprinde for hele Samfundet. Man forstod ikke, at det kun var en ny Trældom, dér da ville banes Vej for, de Besiddelsesløses Trældom under Kapitalen. Frihed og Lighed blev det Løsen, hvormed Bourgeoisiet vandt de brede Folkemasser for sig – men ved “Frihed” forstod man kun den politiske Frihed for de besiddende, de velstående Klasser, og ved “Lighed” kun den rent formelle Lighed overfor Loven. Hele Tænkningen blev gennemsyret af de nye Bevægelser og Bestræbelser. De filosofiske Idéer, som slog igennem i Tiden, genspejlede Borgerskabets Krav om politiske og sociale Rettigheder. Stadig dristigere og mere konsekvente blev Forfatterne i deres Angreb på de gamle, feudale Samfundsforhold og i deres Forherligelse af de nye, borgerlige Idealer. Et mægtigt Indtryk gjorde et Skrift, som udkom umiddelbart før Revolutionen, og som samlede sin Tankegang i disse stærkt agitatoriske Ord: “Hvad har Tredjestand hidtil været? Intet. – Hvad fordrer den at være? Noget. – Hvad bør den være? Alt.”

Så kom det store Sammenbrud i Året 1789. Statens Pengevæsen var i en fortvivlet Forfatning, og Gæringen i Befolkningen var så stærk, at Regeringen ikke på egen Hånd turde pålægge nye Skatter. Man greb da som den sidste Udvej til Indkaldelsen af Rigsstænderne, en Forsamling, der repræsenterede Adel, Gejstlighed og Borgerstand. Det var en Repræsentation af rent middelalderlig Natur, en feudal Stænderforsamling, og sidste Gang den havde været indkaldt, var næsten to Hundrede År i Forvejen. Nu kom den til at danne Udgangspunktet for det store kapitalistiske Gennembrud, hvis Virkninger bredte sig ud over hele Europa. Næppe var Stænderne trådt sammen, før Spændingen slog ud i voldsomme Sammenstød, og med rivende Hast udspandt sig det mægtige Revolutionens Drama, under hvilket den gamle Verden gik til Grunde.

Når den franske Revolution for Nutiden har en ganske særegen, en rent aktuel Interesse, og når det har langt mere end blot teoretisk Betydning at forstå dens Årsager og dens Væsen, da er det ikke alene fordi den danner Indledningen til det Kapitalens politiske Herredømme, som vi stadig er underkastede, men også fordi den var en Kamp mellem de samme Elementer, som endnu den Dag i Dag brydes med hinanden om Magt og Indflydelse over Stat og Samfund: Aristokratiet, som repræsenterede de hensygnede feudale Samfundstilstande, Bourgeoisiet, Herskerklassen under de kapitalistiske Samfundstilstande, og Proletariatet. Og ganske vist har der i de 120 År, som er gået siden den Tid, fundet en stærk Forskydning Sted i det indbyrdes Forhold mellem de tre Klasser. Kapitalistklassen, som dengang ledede det revolutionære Stormløb mod Adel og Højgejstlighed og benyttede sig af Proletariatet som Murbrækker og Kanonføde i Kampen, har sidenhen gennemløbet alle Kompassets Streger fra det yderste revolutionære til det yderste reaktionære Standpunkt og er nu Side om Side med Aristokratiet i færd med at gå op i en fælles reaktionær Masse, hvis eneste Program er Bekæmpelsen af Arbejderklassens Fordringer. Og Proletariatet, som dengang var ringe af Tal og svagt af Væsen, kun med en uklar Følelse af sin egen sociale Stilling og derfor let at lokke i Ledebånd af de Lag af Overklasserne, som ville erobre Magten for sig selv, står nu som den stærke, selvstændige revolutionære Kraft, der konsekvent og bevidst stræber efter at tiltvinge sig den offentlige Magt for derigennem at omforme Samfundet efter sin Vilje. Det indbyrdes Forhold imellem de tre Elementer har skiftet; men Elementerne selv er de samme. Og når man vil forstå, hvorledes Nutidens sociale Brydninger historisk har udviklet sig, må man naturlig søge tilbage til den franske Revolution, som rummer de samme Klassemodsætninger, om end kun svagt udformede, ligesom i Fostertilstand.

Det var en broget Blanding af uensartede Elementer, der samlede sig til Kampen imod de højere Stænder og drev Revolutionen fremad på dens Bane, stadig længere fremad, indtil omsider Bevægelsen ebbede ud. Som i en Række af levende Billeder ser man under Revolutionens Forløb det ene Lag af den franske Befolkning efter det andet rejse sig imod de Lag, der lå ovenover det selv, tilvriste sig Magten, støttet af de lavereliggende Lag, for dernæst at vende sig nedad, til Modstand imod dem, ved hvis Hjælp det selv havde vundet frem til Sejr. Bestandig gentager den samme Bevægelse sig. Så snart en Gruppe har opnået de Indrømmelser, der svarer til dens Særinteresser, er dens revolutionære Begær mættet; nu finder den, at der er opnået alt, hvad der med Ret og Skel kan forlanges; og i alle yderligere Krav ser den kun de fordærvelige Resultater af et forbryderisk Demagogi. Det er den samme Bevægelse, der kendes så godt fra hele den senere politiske Historie; men hvad der i de langsomt fremskridende Udviklingsperioder tager Årtier for at fuldbyrdes, det foregik under den revolutionære Episode i uhyre fortættet Skikkelse, med Måneders eller Fjerdingårs Mellemrum.

Først var der Bourgeoisiet. Men Bourgeoisiet var ikke nogen ensartet Masse med fælles Interesser; og den fælles Frygt for Proletariatet havde ikke som i vore Dage hamret det sammen og udslettet de indbyrdes Modsætninger mellem dets forskellige Grupper. Det rummede en lang og yderst broget Række af Afskygninger. På den øverste Tinde stod Finanskapitalisterne, Bankiers, Skatteforpagtere, Parthavere i de store monopoliserede Handelsselskaber og deslige Folk, som levede højt på Ågerrenterne af den voksende Statsgæld og af Adelsmændenes Gæld og på den privilegerede Stilling, Staten havde indrømmet dem, Folk, som i det højeste kunne ønske en vis Kontrol med Statshusholdningen for at forebygge en Statsbankerot, men som iøvrigt var kras konservative. Så var der Fabrikanterne; de var enige om at ønske en Række forældede Fabrikations-Reglementer fra den merkantilistiske Periode afskaffede, at ønske Lempelser i Lavs-tvangen og deslige; men ellers var der dybe Forskelligheder imellem dem; Pariser-Fabrikanterne, som væsenligt drev Luksusindustrier, så med Bekymring på en Bevægelse, der truede med Udryddelse eller Ruin for Hoffet og Adelen, de bedste Kunder for deres Produkter, og trak sig hurtig fra det revolutionære over til det reaktionære Standpunkt; Provinsfabrikanterne, der overvejende arbejdede med den brede Befolknings Masseforbrug for Øje, gik langt videre i radikal Retning. Der var Grossererne, Detailhandlerne, de store Håndværksmestre, Embedsmændene – hver Gruppe med sine særlige Interesser, der på visse Punkter faldt sammen med de øvrige Gruppers økonomiske og politiske Interesser, men på andre Punkter førte til skarpe indbyrdes Modsætninger.

Og ikke mindre brogede var Forholdene i de Dele af Befolkningen, hvis Livsstilling var af overvejende proletarisk Natur. Bønderne var for største Delen nede i en sløv Fortvivlelse, som kun kunne skaffe sig Udslag i desperate Revolter, med Plyndringer og Ildspåsættelser. Paris´s lavsorganiserede Småhåndværkere og de “Frimestre”, der fristede en kummerlig Tilværelse udenfor Lavene, nærede, skønt de som Regel var lige slet stillede, alt andet end blide Følelser overfor hinanden og skød gensidig Skylden for deres dårlige Kår over på den modsatte Part. En betydelig Rolle i den revolutionære Bevægelse spillede det “Intelligensproletariat” af Læger, Sagførermedhjælpere, Kunstnere, Litterater, Studenter osv., som var søgt sammen i Paris; det leverede Ordførere for de forskellige Lag af Underklassen, Talere til de revolutionære Forsamlinger, Journalister til de revolutionære Blade. Af den Befolkning, som levede af personligt Lønarbejde i Fremmedes Tjeneste, var der et enkelt Element, som var yderst reaktionært sindet; det var de store Sværme af Lakajer, Kuske, Kammertjenere osv., som opvartede de rige, både adelige og borgerlige Familier; de viste sig i Revolutionens Løb ofte endnu mere fanatisk frihedsfjendske end deres Herrer. Blandt Håndværkssvendene var Stemningen gennemgående stærkt radikal, men det var to forskellige Strømninger, som kæmpede med hinanden om Overtaget; det gamle, patriarkalske Forhold, hvor Svenden havde fået Kost og Logis i Mesterens Hjem, var i Almindelighed opløst, men det moderne, proletariske Forhold havde endnu ikke fået Tid til fuldtud at sætte sig igennem; man gjorde endnu i de fleste Tilfælde Regning på at kunne stige fra Lønarbejdernes Kreds op til Mestrenes; og den sociale og politiske Radikalisme fik her som oftest et mere småborgerligt end proletarisk Præg. Kun blandt Arbejderne i de store Fabriker (“Manufakturer”), helt ensstillede som de var med de moderne Lønarbejdere, gjorde konsekvente proletariske Tendenser sig gældende – om nogen socialistisk Stræben kunne der selvfølgelig på dette tidlige Tidspunkt ikke være Tale; men det var Krav om Lønforhøjelser, om Organisations- og Strejkeret, om Foranstaltninger mod Arbejdsløshed og Dyrtid, om gennemgribende Reformer i Skattevæsenet, om almindelig Valgret og deslige, som fra denne Kant rejstes.

Når man lader Øjet løbe hen over denne lange Række af sociale Afskygninger, da forstår man, hvilket Stof den franske Revolution rummede til stadig fortsatte Spaltninger og Konflikter, indtil Revolutionen omsider mundede ud i det Resultat, som på denne Tid var det eneste historisk opnåelige: Sejren, den sociale Frigørelse for det højere Bourgeoisi, for Handelens og Industriens Matadorer.

Man forstår, hvorledes de forskelligartede Elementer kunne holde sammen, så længe det gjaldt om at bekæmpe de højere liggende Samfundslag, men hvordan de straks måtte løbe fra hinanden, så snart en Sejr var vundet. Man forstår, hvorledes Underklasserne, piskede frem af fælles Nød og Næringssorg, snart udnyttedes af Bourgeoisiets forskellige Grupper som Skræmmebillede, snart bekæmpedes med de skarpeste Våben.

Først var det de allerøverste Lag af Bourgeoisiet, som kom til Magten gennem Revolutionen. De benyttede sig i rigt Mål af den ophidsede Stemning, der rasede blandt Proletariatet. Stormen på Bastillen, det parisiske Statsfængsel, der lå som et udfordrende Sindbillede på det gamle Regimentes Forbrydelser, blev afgørende for deres politiske Sejr over de to højere Stænder; og de store Bondeuroligheder ude i Landet blev det Middel, hvorved de skrammede Adel og Gejstlighed til at give Afkald på deres gamle Privilegier. Men aldrig såsnart var dette Mål nået, før de blev grebet af Rædsel for de Bevægelser, der rørte sig nedenunder dem selv. De allierede sig med de moderate Elementer af Adelen og Gejstligheden til fælles Modstand mod alle videregående revolutionære Bestræbelser. De søgte at fæstne Statsformen som et konstitutionelt Kongedømme med en Rigsdag, som kun repræsenterede de velstående Dele af Befolkningen; Borgerne blev delt i de “aktive”, skatteydende, og de “passive”, som var for fattige til at betale Skat, og kun de første fik Valgret; Arbejdere og Småborgere blev omhyggelig lukket ude fra al politisk Ret. En Skattelovgivning blev indledet med det Formål for Øje at vælte de offentlige Byrder fra de rige Finansmænd over på de mindre Næringsdrivende. Frygtelige Straffe blev fastsat for Arbejdere, som ved fælles Optræden, selv under de beskedneste Former, søgte at få gennemført Forbedringer i Arbejdsforholdet.

Men kun et Par År varede de liberale Storkapitalisters Herredømme. Den revolutionære Spænding i Samfundet var for stærk til at kunne holdes nede; den pressede stærkere og stærkere på, og et nyt Lag skod sig op til Magten. Det var det girondinske Parti, som repræsenterede Bourgeoisiets Mellemlag, ikke den høje Finanskapital, heller ikke det mindre Håndværk og Småhandelen, men det velstillede Forretningsbourgeoisi, Grossererne og Fabrikanterne, især i Provinserne. Dets politiske Program var en moderat Republikanisme, som kunne sikre den besiddende Middelstand Hovedindflydelsen på det offentlige Liv. Så snart Girondinerne, under stadig Påberåbelse af det brede Folk, havde erobret den politiske Magt, vendte de deres Front nedad og åbnede Kampen imod de “Ultrarevolutionære”, det småborgerlige jakobinske Parti og de endnu mere vidtgående proletariske Grupper. De så i dem kun samvittighedsløse Opviglere, som truede den sande Frihed. “Nu må Revolutionen standse”, hedder det i et af deres Blade, “thi ellers risikerer man, at den omstyrter alt, hvad den nylig har stillet på Benene .... Nu må vi slukke Lidenskabernes Ild, standse Parti-Uvæsenet, afhjælpe Ulykkerne, modsætte os Uroligheder.” Revolutionens Fortsættelse ville kun betyde Anarki, og den måtte om fornødent forebygges ved Undtagelseslove. Det var Ejendomsretten, den kapitalistiske Ejendomsret, som det gjaldt at sikre. De store, vildledte og forvirrede Folkemasser var ikke i Stand til at lede Stat og Samfund; “er det ikke latterligt, når der tales om Massernes Suverænitet?” Den girondinske Skattepolitik tilsigtede en Række Begunstigelser for det jævnt velstillede Bourgeoisi; Tanken om en stigende Skatteprocent blev afvist med stor Bestemthed; “den stigende Skala er altid vilkårlig og derfor farlig for Ejendommen”. Med den dybeste Forargelse tilbageviste Girondinerne det Krav, de udsultede Folkemasser stillede om en lovbefalet Maksimalpris på Brød, til Forebyggelse af Dyrtidens allerforfærdeligste Følger; det ville være et utilladeligt Indgreb i Erhvervsfriheden, og det vidnede om et upatriotisk og demoraliseret Sindelag hos dem, der kunne fremsætte en sådan Fordring. Og da den fattige Pariser-Befolkning i Begyndelsen af 1793, drevet af den frygteligste Hungersnød, plyndrede nogle Brødforretninger, havde den girondinske Presse ikke Ord stærke nok til at fordømme denne “Pøbel”, dette “Røverpak”.

Således svinder al revolutionær Ånd og al human Medfølelse som Dug for Solen, så snart et Lag af Kapitalistklassen har vundet frem til en Magtstilling,, som den skal forsvare nedadtil.

Bitrere og bitrere blev Stemningen i Underklasserne ved dette stadig gentagne Forræderi. Man begyndte at forstå Sammenhængen i Revolutionen; man begyndte at gennemskue det Væv af Fraser og store Ord, hvormed Bourgeoisiets revolutionære Ordførere og Penneførere ikke blot for andre, men også for sig selv tilslørede de sande Motiver til deres Politik; man begyndte at indse, hvilken Rolle man selv var udset til at spille, som en Trappestige, ad hvilken de besiddende Klasser kunne klatre tilvejrs for siden at presse Udbytningens Jernskohæl så meget hårdere nedad. Det var den første Begyndelse til Proletariatets Selvbevidsthed, der her brød frem.

Endnu var Proletariatet altfor svagt, altfor ringe af Tal og altfor uensartet af Sammensætning, til at rejse nogen selvstændig Klassekamp, der kunne føre til Sejr. De revolutionære Rørelser, der virkelig havde Arbejdernes og Småborgernes Interesser for Øje og sigtede på dybtgående sociale Reformer, blev hurtig slået ned. Det var Kapitalisterne, der kom til Magten. Kapitalens Frigørelse fra Resterne af de feudale Samfundstilstande var den historiske Opgave, som på dette Tidspunkt måtte løses, og som blev løst. Og Frygten for det Proletariat, som Kapitalisterne allerede under Revolutionen havde set rejse Hovedet, drev dem til at søge Tilflugt hos en stærk Regeringsmagt. Napoleons Militærdiktatur fulgte efter Revolutionen og siden Kongedømmet – konservative Statsformer, som kunne yde den kapitalistiske Ejendomsret Beskyttelse imod det arbejdende Folks voksende Krav.

Men det revolutionære Bourgeoisi fra den store franske Revolution ryddede – uden eget Vidende og Vilje – Banen for det revolutionære Proletariat. Thi da de Hindringer var sprængt, som Bourgeoisiet for havde mødt, og den kapitalistiske Produktionsmåde kunne udfolde sig i stor Stil og stadig voksende Omfang, så var også Betingelserne skabt for, at Proletariatet kunne udvikle sig og vinde Kræfter til sin Befrielse. Fra År til År er bestandig vældigere Masser af Befolkningen blevet forvandlede til Lønarbejdere under Kapitalen. Og Udbytningen har åbnet Øjnene på de proletariserede Masser, har lært dem deres egen Stilling i Samfundet at kende, har vist dem det Mål, de må nå for at vinde Befrielse, har drevet dem frem ad de Veje, der fører til Målet, har selv virket agiterende og organiserende, styrkende og skolende på de Arbejdermasser, hvis historiske Opgave det er at gøre Ende på den kapitalistiske Udbytning og derigennem på al Udbytning, Undertrykkelse og Elendighed.

Med den franske Revolution har Klassekampenes dybe Skillelinje flyttet sig. Stod tidligere det kapitalistiske Borgerskab på venstre Side af Svælget, forrest i den revolutionære Kamp mod de gamle, middelalderlige Magthavere og støttet af alle de lavereliggende Lag af Folket, som følte, at de i denne Kamp havde Interesser tilfælles med det fremadstræbende Bourgeoisi – så slutter fra nu af Kapitalisterne sig stadig nærmere og inderligere sammen med de Magter, de før bekæmpede, og Kampen udspinder sig mellem alle de besiddende Dele af Samfundet på den ene Side og alle de Besiddelsesløse på den anden.

Den franske Revolution danner Forspillet til Nutidens mægtige Klassekamp.

Slutning

Oldtidens Slavehusholdning blev afløst af Middelalderens Godsejervælde; og det middelalderlige Samfund gik sidenhen til Grunde, og det kapitalistiske trådte i Stedet. Langsomt arbejdede Kapitalen sig frem, og alt som den tiltog i økonomisk Betydning, så voksede også dens sociale Indflydelse. Lidt efter lidt sprængte den de Hindringer, som stod i Vejen for dens frie Udvikling, ryddede op i de gamle politiske og retslige Tilstande, indrettede Samfundet i Overensstemmelse med sine egne Interesser og tog selv Magten i Hænderne. Nu står vi midt i den fuldt udviklede Kapitalisme; Kapitalen hersker over Menneskene med en Magt, som ingen Enevoldsfyrste nogensinde har rådet over; og alt Samfundsliv er præget med dens Mærke.

Disse tre store Afsnit af Menneskehedens Historie betyder hvert for sig Udbytning, en herskende Overklasses Udsugelse af en forkuet Underklasse. Kun Formerne er forskellige. Oldtidens Trælle slæbte Udbytte sammen for Slaveejerne, som Middelalderens halvfri Bønder for Godsejerne og Nutidens personlig fri Lønarbejdere for Kapitalisterne. Kapitalismen har splittet. Samfundet i to Grupper, et lille Mindretal af Mennesker, som ejer Jord, Grund, Bygninger, Maskiner, Fabriker, Råstoffer og alt andet, der er nødvendigt for det samfundsnyttige Arbejde, og et uhyre Flertal af Mennesker, som kun ejer deres Arbejdskraft, og som er nødt til at sælge deres Arbejdskraft til de besiddende Klasser for at eksistere, og nødt til at sælge den for en lav Løn, der holder dem selv nede i små og trange Kår, men lader den store Masse af de Værdier, de frembringer, flyde over til Udbytternes Pengekasser. Sultepisken er det virkningsfulde Redskab, hvormed de besiddende Klasser tvinger de Besiddelsesløse ind under deres Magt. Og Modsætningen mellem Kapital og Proletariat, mellem Udbytterne og de Udbyttede, danner Grundstrømningen igennem alt Nutidens offentlige Liv hele Jordkloden over.

Men Kapitalismen er kun et forbigående Led i den historiske Udvikling. Og allerede nu ser man en helt ny Samfundsordning i færd med at bryde sig Vej fremad.

Den kapitalistiske Produktionsmådes mægtige kulturhistoriske Betydning har været, at den har givet Plads for en Udfoldelse af Produktivkræfterne så vældig og så rivende hastig som ingensinde tidligere. Nye Kraftmaskiner og Arbejdsmaskiner har gjort det muligt at mangedoble det menneskelige Arbejdes Ydeevne og stille et mange Gange så stort Forråd af allehånde Fornødenheds- og Nydelsesgenstande til Befolkningens Rådighed som i gamle Dage; de kemiske Videnskabers Fremskridt giver det i Menneskets Magt at frugtbargøre Jorden på en Måde, som man fordum ikke havde kunnet drømme om, og fremdrage mangfoldige nyttige Stoffer i et uberegneligt Omfang og ved uhyre lette og simple Metoder; et System af helt nye Samfærdselsmidler har nedbrudt de Skranker, som før skilte Folkeslagene fra hverandre, har forkortet alle Afstande og ført hele Verden ind i en stadig rigere og stadig inderligere indbyrdes Vekselvirkning. Alt dette er blevet til under den kapitalistiske Produktionsmådes Herredømme. Og Kapitalen har selv drevet hele Bevægelsen fremad, påskyndet dens Fart og virket til at forplante den ud over bestandig nye Områder.

Thi ethvert nyt Fremskridt er i dens Hånd blevet et nyt Middel til at udsuge Befolkningen og tvinge den ind under sin Magt. De store Løfter, som alle de tekniske Fremskridt giver, om højere Velvære og Kultur for Samfundet som Helhed, bliver under Kapitalismen til uindløste Veksler, som først en ny, socialistisk Samfundsordning kan indfri. De Masser af nye Opfindelser og Opdagelser, som under andre Forhold kunne tjene til Lykke for Menneskeheden, bliver under Kapitalismen en Svøbe for Samfundets store Mængde, et Middel for den lille Gruppe af Kapitalister til at suge ny, forøget Profit ud af Befolkningen.

Det er den dybe Modsigelse, som det kapitalistiske Samfund fremkalder, Modsigelsen mellem Samfundets Interesser på den ene Side og Kapitalens Interesser på den anden. Og alt som Udviklingen skrider frem, bliver denne Modsigelse bestandig mere skærende. Bestandig tydeligere afslører Kapitalismen sin samfundsfjendske Karakter. Stærkere og stærkere bliver Udbytningen, større og større bliver de Masser af Arbejdskraft og Værdi, som ødsles bort under den anarkiske kapitalistiske Produktion. Den kapitalistiske Produktionsmåde møder flere og flere Vanskeligheder på sin Vej, kalder flere og flere Modsætninger frem – den voksende Arbejdsløshed med alle de Ødelæggelser, den volder, er et Vidnesbyrd om, hvordan Kapitalen ikke magter at råde de Produktivkræfter, den selv har kaldt til Live. Man ser tydelig, hvordan vi med stærke Skridt går den Tid imøde, da Kapitalismen må gå til Grunde, må falde sammen og afløses af nye Samfundsforhold, fordi den ikke længer evner at komme videre.

Og samtidig med at Kapitalismen således går sin egen indre Opløsning imøde, skaber den selv den Magt, som skal støde Kapitalen fra Tronen og tage Styret i Samfundet. Arbejderklassen vokser i Tal og vinder i Styrke og Sammenhold, i Klarhed og Bevidsthed om sin egen Stilling. Klassekampen mellem Proletariatet og Bourgeoisiet bliver bestandig bitrere og skarpere og forvandler sig fra en Række spredte Fægtninger til en Kamp om Magten i Samfundet. Og i denne Kamp må Arbejderklassen sejre; ethvert nyt Valg, enhver ny Mønstring af Socialdemokratiets Styrke viser, hvordan det bevidste Proletariat skrider fremad imod Sejren. Men når Proletariatet sejrer, da bliver Socialismen den nødvendige Følge. Thi Socialismen er ikke andet end det naturlige Udtryk for Arbejdernes Klasseinteresser. Indenfor det kapitalistiske Samfund tager Arbejderne de små Forbedringer i deres Kår, som de kan vinde; men står de med Magten i Hænderne, vil de ikke nøjes med disse enkelte Reformer; de vil brage Magten til at omforme Samfundet efter deres Vilje. De vil ikke nøjes med at formindske Udbytningen, men vil helt afskaffe den; de vil ikke nøjes med at vinde små Indrømmelser fra Kapitalen, men helt sætte Kapitalen ud af Spillet og sætte det arbejdende Samfund ind i Stedet.

Derved og først derved kan de Løfter indfries, som Kapitalismens Tidsalder har givet; de mægtige produktive Fremskridt kan forvandles fra at være Midler thi Udbytning og Undertrykkelse til at blive Midler ti højere Velvære og Kultur, ikke som nu for en lille Kreds af Befolkningen, men for hele Samfundet; al Nutidens sociale Elendighed kan afskaffes, og al fremtidig Udbytning kan forebygges.


Sidst opdateret 31.7.2008