I Social-Demokraten, 4.10 + 11.10 + 18.10.1909.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 148-170.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 30. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Sfax i juli 1909
Under en himmel af det dybeste blå ligger kridende hvid byen Sfax på den flade, golde strand – langt sydpå i Tunis, dér hvor Middelhavet bøjer ned i den lille Syrte, hvor ørkenvinden frit kan stryge frem uden at dæmpes af Atlasbjergene, og hvor man en solhed julidag har en meget tydelig fornemmelse af, at der ikke er langt til Sahara.
Når man fra havnen, hvor der ligger vel en halv snes dampere og losser engelske kul og norsk tømmer og laster fosfat og alfagræs, går op i byen, så er det, som man i en lille halv time vandrede gennem tre helt forskellige verdener. Det er ikke een by, man går i, men tre byer, skarpt sondrede fra hinanden og skilt ved et svælg, der svarer til århundreder af menneskeslægtens udvikling, tre vidt fjernede perioder af kulturhistorien, der i levende, hurtig skiftende billeder rulles op for ens blik.
Først, nede imod havnen, det moderne kapitalistisk-europæiske kvarter, kun halvt bebygget endnu, med brede, snorlige gader, der skærer hinanden i rette vinkler, og store, praktisk indrettede, men uendelig kedsommelige bygninger, hvor mæglerne og grossererne har deres kontorer, en stilløs og skønhedsforladt bydel, hvor de millioners værdi administreres, som mellem år og dag passerer havnen. Så kommer – på den anden side en bred boulevard med lave palmer og med kaféer, restauranter og offentlige bygninger, et lille stykke forkrøblet Paris midt i den afrikanske småstad – den gammel-europæiske by, med dens befolkning af italienske og græske detailhandlere og småhåndværkere og værtshusholdere med et myldrende, larmende liv i de smalle, snavsede gader, halvt sydlandsk og halvt østerlandsk, med en trængsel af arabere og negre og berbere og jøder og sydeuropæere af alle nationer, klædt i de forunderligste dragter, som falder i bløde, folderige former og pranger i stærke, skinnende farver, med en broget sprogforvirring af arabisk, græsk, maltesisk, italiensk og fransk, der stundom brydes af et par søfolks engelsk eller norsk. Og bag dette udsnit af sydens middelalder kommer endelig, omgivet af en høj mur med tårne og tinder, araberbyen.
Når man træder ind i araberbyen, er man på een gang midt i Orienten. I de snævre gader, der kroger sig mellem de terningformede, klinede huse med deres lave døre og gittervinduerne, som springer frem hist og her på de uberegneligste steder, hersker der mest dyb stilhed. En fodgænger eller en æselrytter i ny og næ, kun sjælden en kvinde med lærredsklædet trukket tæt sammen for øjnene, og endnu sjældnere et par legende børn. Den varme dag igennem lukker familien sig inde i det svale gårdsrum eller søger kølighed ude i haverne i omegnen. Livet er indadvendt, tilbagetrukket, i skarp modsætning til de italienske og græske gader, hvor det ligger blot for alles blikke.
Kun i suhk'erne, hvor købmændene har deres boder, og i håndværkergademe er der tæt med folk. Men også her er der en østerlandsk ro, vidt forskellig fra støjen og jaget udenfor murene. Håndværkeren står eller sidder bøjet over sit arbejde, uden at ænse, hvad der foregår omkring ham. Købmanden ligger og døser på sin hynde eller småpassiarer med sin nabo over en kop kaffe, og den fremmede kan tage hans sager i øjesyn og føle på dem, uden at han skænker ham et blik; kunnerne må selv finde vej til ham og søge sig ud, hvad de vil; han gør intet for at lokke dem til; om han skal få god handel og pungen fyldt, det råder kun Allah for.
For den, hvis øre endnu er fyldt med lyden af dampmaskinerne nede ved havnen, er det underligt at stå og se på de arabiske håndværkere. Man har en følelse af, at man med eet slag er flyttet århundreder tilbage, til en tid, et samfund, der ligger langt forud for de første svage begyndelser til den moderne teknik. Alting foregår på den primitiveste måde, med de simpleste redskaber. Den vævestol, der bruges, er den samme, som brugtes for århundreder siden, og ved ti timers strengt arbejde kan væveren kun tjene 40-50 øre. Smeden står ved sin lille ambolt og smeder med vidunderlig fingerfærdighed hestesko og søm uden andet værktøj end tang og hammer. Fiskenet, kurve og de flagformede stråvifter flettes med hånden. Tømreren tilhugger og krøger, tilpasser og sammenføjer træstykker og grene, der lidt efter lidt former sig til en høtyv, en træplov, et bord eller stellet til en kamelsaddel. Stenhuggeren sidder med sin hammer og hugger møjsommelig flis for flis af, til stenen omsider tager form af en møllesten. Skrædderen og skomageren syr sting for sting med hånden på de hvide klædebon og de gule lædertøfler, uden at ane symaskinens tilværelse. Parfumemageren står og rører i sin lille gryde, hvor jasminblomsterne koger sammen til en tyktflydende dej. Man ser ned i en dyb kælder, som kun fa ar lys fra døråbningen, og man skelner omsider i mørket et æsel, der drejer kværnen, hvor kornet males til mel. Arbejdsmåden er stivnet på et tidligt trin af sin udvikling, og alle de fremskridt, som siden har fundet sted, er gået sporløst hen over den. Og de lav, de arabiske håndværkere er organiseret i, våger strengt over, at der ikke rokkes ved den ældgamle, fra fædrene nedarvede teknik. Sådan som håndværkerne den dag i dag arbejder i Sfax's gyder, sådan har de sagtens i alt væsentligt arbejdet i mekka på Muhammeds tid og sagtens også i Bethlehem i Kristi dage.
Sælsomt og fremmedartet er det indtryk, man får på en tur gennem det gamle Sfax. Endnu mere sælsomt og fremmedartet dog, når man går udenfor byen, ud på landet, hvor det er kamelerne, med de store læs af korn og hø, de slæber på ryggen, der behersker landevejslivet, som det er de høje, slanke dadelpalmer i haverne, der giver hele landskabet dets præg. Lidt udenfor byen på de saltholdige, golde marker ligger tærskepladserne. Inde fra landet bliver det afmejede korn på kamelryg bragt derhen og bredt i et tyndt lag på den flade, hårde jord. Så spændes der el par æsler for et trommelignende redskab forsynet med skarpe jernringe, og dermed køres der frem og tilbage gennem kornet, til tromlen og æselhovene i forening har skilt kernerne fra strået. Bagefter bliver kornet rystet med forke, kernerne kastes imod vinden i dynger, så avnerne flyver fra, og tilsidst sigtes stråstumper og småsten og jordsmuler fra gennem et sold. Hvilket spand af tid og kultur skiller ikke en sådan tærskeplads fra et damptærskeværk!
Og endnu et stort stykke rykkes man tilbage, til et fjernt, et helt forhistorisk trin af den menneskelige udvikling. Lidt længere ude, hvor saltørkenen er ifærd med at gå over i frugtbar havejord, træffer man en nomadelejr. Det er tre-fire af de vandrende berbiske familier, som har slået deres små, pjaltede telte op og drevet deres store hjorder af får og geder på græs. Henimod den hedeste tid af året kommer de ud til kysten, køber sig for et par får eller geder ret til at græsse deres dyr på marken og til at tage frisk frugt af nogle figentræer og kaktusbuske. Så lever de her to-tre måneder igennem, af dyrenes mælk og kød og af de frugter, de plukker; når efteråret kommer, og vejret bliver svalere, bryder de lejren op og drager til stepperne inde i landet, hvor de i dadler og andre vinterfrugter finder det nødvendige vegetabile tillæg til den animalske næring, de henter fra deres hjorder. Det er barbariet, man her pludselig er stillet ansigt til ansigt med, et liv, der er uberørt af civilisationen, ikke blot af den moderne civilisation, men af al civilisation overhovedet, et liv, der svarer til det udviklingstrin, som stod på tærsklen til den egentlige historie, før et regelmæssigt agerbrug var begyndt at udvikle sig og faste samfundsforhold at opstå – det samme liv, som jødefolket levede i Abrahams dage.
Nomaden, der sidder udenfor sit telt med sine kvinder og børn og sine får og geder, og mægleren, der sidder i sit kontor og pr. telegraf dirigerer varer og værdier til og fra de fjerneste havne, disse to mænd, som man måske besøger med nogle få timers mellemrum – hvilken verden ligger der ikke imellem dem, – hvilken modsætning betegner de ikke, mellem to poler af den menneskelige kultur, mellem det primitiveste Orienten og den mest raffinerede kapitalisme!
Det er denne modsætning mellem to vidt forskellige og uforsonlige kulturer, hvoraf den ene sejrrig, uovervindelig trænger erobrende frem, medens den anden gradvis, men sikkert undergraves og opløses og uhjælpelig går sin ødelæggelse i møde overfor den stærke, ubønhørlige fjendes angreb, denne brydning, som foregår allevegne, hvor kapitalismen træffer samfund på et andet, lavere økonomisk udviklingstrin – det er den, der i Sfax spejler sig så skarpt, at det skærer i øjnene, antager en helt håndgribelig skikkelse.
De store drifter af kameler, »ørkenens skibe«, der drager svært lastede ind imod byen, sindig flyttende benene med de brede trædepuder, må vige til side, når postautomobilet fra Suså kommer hvæsende henad landevejen med breve og aviser og passagerer, og når kapitalisterne trækker aftenluft på en tur i selvejerautomobilet. Ude på saltværket en fjerdingvej borte kommer der tog på tog af tipvogne med råsalt, trukne hen ad skinnevejen af kameler – et sindbillede på det nøjsomme Orienten spændt for den grådige kapitalismes kærre. Araberbyens stille, eventyrdrømmende gyder er elektrisk oplyste. I pottemagernes boder finder man side om side med de håndforarbejdede lerkar emaillerede spande og kogekar af europæisk fabrikat; engelsk sytråd og fransk bomuldstøj er tilfals i klædehandlernes udsalg i suhk'erne. Og inde i et lille arabisk kaffehus, hvor muselmændene sidder på hug ved en tyk grumset kaffe og ryger vandpibe og spiller skak, er væggene prydede med store reklamer for Mc. Cormicks mejemaskiner.
Det er denne modsætning, der giver livet i Sfax dets sociale interesse. Man finder her, i skarpe linier og stærke kulører, et typisk billede af, hvad der foregår ikke blot rundtomkring på Afrikas nordkyst, men overalt hvor kapitalismen er ifærd med at æde sig frem over nye landområder i fremmede verdensdele, ifærd med at bemægtige sig nye markeder for afsætning af sine produkter, for anskaffelsen af råstoffer til produktionen og af billig arbejdskraft til udbytningen. Det er en scene af kapitalens udvidelsesdrama, der her udspilles.
Siden 1881 er Tunis en fransk besiddelse. Man har ganske vist ladet den indfødte fyrste, Bey'en, beholde navn af statens overhoved, men han fører kun en skyggetilværelse, uden nogen som helst virkelig magt. Det er den franske regering, som uindskrænket råder for landets politik, bestemmer lovgivning og skattevæsen, leder administration og retspleje, udnævner embedsmænd, bortgiver koncessioner. Og det hensyn som dikterer den franske regering dens optræden, er hensynet til at skaffe den franske kapital så gunstige vilkår som muligt på det tunesiske landområde. Som alle andre kolonier er også Tunis bestemt til udbytningsgenstand for den herskende stats kapitalister.
I toldpolitiken finder man det håndgribeligste udtryk for, hvor stærkt begunstiget den franske kapital er. Det gældende system er en udpræget protektionisme, med høje toldsatser for næsten alle industrielle produkter, dels beregnede efter varernes vægt, dels efter deres værdi. På flere områder er tolden så høj, al den nærmer sig til et faktisk indførselsforbud. Men netop på nogle af de punkter, hvor satserne er allerhøjest, er varerne af fransk herkomst fri for enhver afgift, kan føres toldfrit ind i landet, uden at besværes med nogen konkurrence fra de øvrige kapitalistiske industrisamfund. Det gælder således bomuldstøjer og – hvad der spiller en særlig stor rolle – alle varer, der forfærdiges af metal, ligefra stålpenne og lommeknive til jernbaneskinner og dampmaskiner, en varegruppe af den største betydning for landets forsyning. Her har altså den franske industri et faktisk monopolmarked for sine produkter. På andre punkter er det lykkedes fremmede, særlig tyske varer, at trænge ind, trods den høje indførselstold og trods de franske fabrikanters stærkt indarbejdede handelsforbindelser; de tyske fabrikanter har kunnet sejre ved den højt udviklede produktionsteknik og de deraf følgende gode kvaliteter og lave priser; imidlertid hæver der sig indenfor de franske kapitalistiske kredse røster for en række ændringer i den tunesiske toldlovgivning, således at også disse områder kan spærres af imod den udenlandske konkurrence og forbeholdes den franske kapitals eneherredøme.
Overfor den voksende strøm af europæiske og særlig franske industriprodukter, som finder vej til butikkerne i de tunesiske byer, står den arabiske håndværker magtesløs.
Hans arbejdsmåde er så primitiv og så fuldstændig forældet, at enhver konkurrence på forhånd er umulig; og han savner alle betingelser for at tilpasse sig efter de nye forhold ved at gå over til en mere hensigtsmæssig teknik, med anvendelse af nye redskaber, der kunne sætte ham i stand til at holde bedre hus med sin arbejdskraft. Selv om han nøjedes med den mindste arbejdsindtægt, hvorved det overhovedet er muligt at eksistere, kan han dog ikke sælge til så lave priser, at han kan underbyde de fremmede fabriksvarer. Følgen er en gradvis og langsomt fremskridende, men uafvendelig sikker ødelæggelse af det gamle håndværk. I fag efter fag smelter de næringsdrivendes tal sammen, og de, der bliver tilbage, må føre en mere og mere fortvivlet kamp for tilværelsen.
Hele industrigrene er allerede nu næsten fuldstændig udryddede.
Garveriet var tidligere en af de vigtigste næringsveje overalt i Tunis – gederne, fårene og æslerne leverede store masser af råstof – men den fremgangsmåde, de indfødte garvere anvender, er så langvarig og besværlig og kostbar, at den ikke i længden lader sig opretholde; nu sendes huderne for største delen i rå tilstand til Frankrig, og man køber det læder, man har brug for; det garveri, der endnu består, fører en rent forkrøblet tilværelse, den gamle læderindustri, som havde nået en høj grad af kunstnerisk fuldkommenhed, er revet med i faldet og gået næsten helt til grunde. Og som det er gået her, er det gået i det ene fag efter det andet.
Det er en bevægelse, der sætter sig igennem med uafvendelig styrke, som følge af de love, der behersker det kapitalistiske verdenssamfund. Men den foregår ikke uden modstand. De arabiske håndværkere ser med dybt had på den europæiske industri, som undergraver deres egen stilling, og søger ved ethvert middel at komme den til livs. Også den muhammedanske religionsfanatisme bliver brugt som et våben i deres økonomiske kamp. Et interessant eksempel har man netop set i Sfax. En af byens vigtigste industrier er tilvirkningen af de store, ca. 5 fod brede og ca. 18 fod lange tæpper af hvidt flonel, som nomaderne bruger til klædning, der er ca. 300 vævestole i virksomhed i denne produktionsgren. Så faldt de tyske kapitalisters falkeblik på dette bytte, og ved maskinernes hjælp kunne de producere disse tæpper ikke blot langt finere, blødere og mere regelmæssige end de indfødte vævere, men også så meget billigere, at de trods den høje told kunne tilbyde dem til adskillig lavere pris. Følgen var, at de arabiske væveres afsætning sank med rivende fart, og deres sidste time syntes at være nær – indtil de fandt et virksomt middel, som kunne vende strømmen. De udspredte det rygte, at tyskerne ved uldens tilberedning benyttede fedt af det urene dyr, svinet, som muhamedanerne nærer en dyb afsky for. Rygtet vandt tiltro, og resultatet var, at importen af de tyske tæpper ophørte, og de arabiske håndværkere genvandt den gamle produktionsgren for sig selv.
Men selvfølgelig er det kun galgenfrist, der vindes ved enhver sådan modstand. I længden er de europæiske fabriksvarer uovervindelige i kraft af den produktionsteknik, som er anvendt til deres fremstilling. Deres sejrstog kan sinkes, men ikke standses. På det ene felt efter det andet trænger den kapitalistiske storindustris frembringelser ind i forbruget, driver håndværkernes produkter tilbage, bringer det gamle håndværk i forfald og proletariserer dets udøvere, berøver dem alt, hvad der i tidligere tid var basis for deres tilværelse, og tvinger dem til at søge livsopholdet ved at sælge sig som lønarbejdere i den fremmede kapitals tjeneste.
Og kapitalen har god brug for de nøjsomme araberes billige arbejdskraft. Samtidig med at den opløser og sprænger de gamle, fra en fjern fortid nedarvede produktionsforhold, indretter den nye, rent kapitalistiske virksomheder, udstyrede med den mest fremskredne teknik og ledede med den største profit for øje - og her søger den at samle den overflødiggjorte, proletariske arbejdskraft som lønarbejdere, som udbytningsgenstande.
Betingelserne for egentlig storindustri er lidet gunstige i Sfax som overhovedet i de tunesiske byer. Landet savner kul og vandløb, der kan omdannes til drivkraft for maskinerne; og omkostningerne ved kullenes transport den lange vej fra England er så betydelige, at de tynger stærkt på produktionen. Alligevel er en kapitalistisk industri allerede ifærd med at bryde sin vej.
Det er særlig oliefabrikationen, som i den sidste tid har været i stor fremgang. De uhyre olivenplantager, som er anlagt omkring Sfax, afgiver år for år et større udbytte, efterhånden som de unge træer vokser til og begynder at sætte frugt; og høstudbyttet må, for med fordel at kunne udnyttes, bearbejdes på stedet selv.
I en del store fabriker ude i forstaden bliver olien udpresset og tildels også raffineret; hovedmassen udføres til Frankrig, hvor Sfax-olien regnes for at stå på højde med den fineste Nizza-olie. Til oliefabrikkerne er der knyttet sæbesyderier, som henter deres råstof fra affaldet ved raffineringen. Hele denne produktionsgren har, med de stadig voksende masser af råstof, der fremkommer, meget store udviklingsmuligheder for sig; flere og flere fabriker må anlægges, for at man kan overkomme presningen og raffineringen.
En anden industri i opkomst er saltindvindingen. Den har som sine naturlige forudsætninger havets stærke saltholdighed og den høje varmegrad og det kraftige solskin. En væsentlig fordel er det, at der ikke behøves kul til udvinding af råsaltet. På et areal af ca. 75 td. ld. er der anlagt ialt 80 bassiner, ca. en alen dybe, adskilt fra hinanden ved dæmninger. Her ledes havvandet ind; og gennem solens og luftens påvirkning fordamper det meste af vandet, således at saltet bliver liggende tilbage på bunden som en grød.
Til fordampningsprocessen kræves der om sommeren godt en måneds tid, i de øvrige årstider to-tre-fire måneder, alt efter sol og luft. Saltmassen tørres derefter i luften og udføres – den største del går til Østrig-Ungarn; den årlige udførselsmængde er 25-30.000 tons til en værdi af 100-125,000 kr. og stiger stærkt fra år til år. I forbindelse med saltværket har man planlagt oprettelsen af et raffinaderi, der kan rense råsaltet, ikke blot fra Sfax selv, men også fra værkerne i omegnen, særlig på øen Kerkenah.
Olie- og saltproduktionen er endnu de to eneste kapitalistiske eksportindustrier af større betydning. De øvrige virksomheder er, som elektricitetsværket, bygningsentreprenørfirmaer osv. af lokal natur, kun af reb, tvundne af en græsart, der er stærkt udbredt inde i landet, udføres der en betydelig del; men rebslageriet drives på gammeldags, rent håndværksmæssig måde; arbejdskraftens billighed erstatter her endnu for kapitalisterne teknikkens ufuldkommenhed.
Det er imidlertid ikke blot som arbejdere i selve den industrielle produktion, at en stadig større del af den proletariserede indfødte befolkning opsuges, men også og måske i nok så høj grad, som transportarbejdere.
Sfax har i de sidste ti år udviklet sig til en vigtig handelsby, en af de betydeligste udførselspladser på Tuniskysten. Der er tre forskellige hovedvarer, der – foruden olie og salt – herigennem udføres til verdensmarkedet.
Dels svampe. Svampefiskeriet i de grundede farvande øst og sydøst for byen er allerede gammelt; det drives af grækere og italienere, enten ved dykning – en farlig fiskemåde, der siges hvert år at kræve femtedelen af dykkernes liv – eller ved trawling eller, hvor vandet er meget lavt, ved stikning med en lang hage. Svampene føres til Sfax, overtages af grosserere og udføres derfra, mest til Frankrig; den samlede værdi regnes til at være henimod 2 mill. kr. om året. Dels alfa eller esparto-græs, som vokser vildt i uendelige mængder på stepperne inde i landet, en grovere art benyttes til rebslageriet, en finere eksporteres i rå tilstand til England, hvor den forarbejdes til papirmasse. Dels endelig, hvad der langt er det vigtigste, fosfat. Af denne kalkart, der er et meget vigtigt råstof for tilvirkningen af kunstgødning, findes der mægtige lejer ved Methlavi, ca. 35 mil fra Sfax, inde i ørkenen i nærheden af oasen Gaffa. I 1896 fik et fransk aktieselskab, mod en ringe afgift til staten, koncession på udnyttelsen af fosfatlejerne og anlægget af en bane til Sfax. Fosfatgravningen begyndte. Den beskæftiger nu 2-3.000 arbejdere; der udføres henimod 1 mill. tons til en værdi af 12-15 mill. kr.; og den har endnu ganske uberegnelige fremtidsudsigter foran sig. For at lette indskibningen, har store skure måtte opføres ved havnen og moderne lastmaskiner installeres; havnen selv har måttet udvides til et areal af 18 td. land, og en dyb kanal af henimod en halv dansk mils længde har måttet graves for at muliggøre adgangen for større skibe.
Gennem alt dette åbnes der plads for den indfødte fattigbefolkning som industriarbejdere og jordarbejdere, som jernarbejdere og havnearbejdere. I hundredvis flokkes arabere, berbere og negre nede ved havnen for at tjene en fattig dagløn mod et frygteligt langt og anstrengende arbejde – overnatter i fosfatdyngerne for straks at kunne tage fat ved solopgang, tager sig et bad i havnens grumsede vand en gang imellem, når heden bliver altfor djævelsk. Og flere og flere mænd og børn søger sysselsættelse i oliefabrikkerne og på saltværket, hvor en mand kan have mellem 75 øre og 1 kr. 25 øre om dagen.
Det er den orientalske befolkning, isprængt med en del italienske arbejdsmænd og under opsigt af franske kontorister og formænd, der således forvandles til lønarbejdere for kapitalen. Som alle folkeslag, der fra gammeldags, primitive samfundsforhold pludselig kastes ind under udbytningen i de kapitalistiske bedrifter, er også araberne til en begyndelse kun dårlige arbejdere; deres arbejdskraft er billig, men kvaliteten af deres arbejdspræstationer iøvrigt kun lidet efter kapitalens hjerte. De har for megen personlig frihedslængsel til straks at kunne afslibes og tilvænnes til det bundne, strengt disciplinerede liv og til den nøjagtig regulerede arbejdsmåde. Fabrikanterne jamrer over deres arabiske arbejderes upålidelighed; når han har tjent en lille sum mere end sædvanlig, bliver han liggende hjemme på sit tæppe de næste dage igennem og møder først påny til arbejde, når den sidste skilling er brugt op. Entreprenøren roser den arabiske murer for hans flid og håndelag, men klager over, at det er svært eller umuligt at vænne ham til at bruge lod og waterpas, så hans arbejde kan blive fuldstændig og akkurat. Det er de gamle friere, mere individuelle produktionsforhold, – der her, igennem arbejdernes instinkt, protesterer imod den uvante arbejdsmåde – et overgangsled, som optræder allevegne, hvor orient og kapitalisme mødes, og som først gennem en menneskealders voksende nød og skærpet dressur helt overvindes.
Samtidig med at den gamle orientalske industri ødelægges under konkurrencen med de europæiske fabriksvarer, og den arabiske befolkning proletariseres og i voksende masser forvandles til lønarbejdere i de store kapitalistiske industri- og transportvirksomheder, der skyder frodig frem, samtidig foregår der også i landbruget en mærkelig bevægelse, en voldsom udvikling af landets naturlige rigdomskilder, en hel omvæltning i produktionslivet; det er den franske kapital, som gør sig til herre og suger udbyttet af den indfødte befolknings arbejde til sig.
Selve Sfax' nærmeste omegn er absolut ufrugtbar. Langs kysten strækker der sig et bælte af saltholdig jord. Saltet ses som et hvidt pulver overalt på overfladen, og kun nogle få strandplanter kan gro her. Mod syd breder den golde strækning sig og glider jævnt over i en af de ørkener, der danner Saharas fremskudte forposter. Omkring Sfax er den derimod kun smal; allerede en fjerdingvej inde i landet begynder saltjorden at dækkes af muldlag, og der kommer nu i et par mils bredde en slette af uendelig frugtbar jord, afgrænset mod vest af et magert, græsklædt steppelandskab, som lidt efter lidt taber sig i sandørkenen.
Før den franske tid var denne rige jord kun svagt udnyttet. Driften svarede til den hele herskende primitive samfundstilstand; den var tilpasset til forsyningen af selve egnens befolkning, men tog ikke sigte på nogen vareproduktion med fremmede markeder for øje. Kun i nærheden af Sfax var jorden i fuld kultur. Byens beboere havde dér deres haver, hvor de dyrkede de grøntsager og frugter, de havde brug for i deres egen husholdning. Og rundtomkring lå hvide kuplede bondegårde, marabu'er, hvor der ved siden af havesager og frugt dyrkedes brødkorn og en smule foder til kamelerne og æslerne. De eneste landbrugsprodukter, som var bestemt til egentlig industriel bearbejdelse og tildels også til udførsel, var de frugter, hvoraf de tilvirkede likører, Anisette af Anis, grenadine af granatæbler osv., og de blomster, hvoraf der uddroges parfumer – særlig rosenolien fra Sfax er fra gammel tid berømt overalt i de østlige middelhavslande. Men det var kun en forsvindende del af jorden, der var optaget på disse forskellige måder. Kom man lidt bort fra byen, hørte landbruget op. De vældige strækninger af frugtbar jord mod nordvest lå herreløse hen, vildt bevoksede med steppegræs, der kun gav næring til de omstrejfende nomadefamiliers får og geder.
Så kom franskmændene, og de franske kapitalister fandt i disse landstrækninger et glimrende anlægsfelt for deres kapital. Særlig til olivenplantager egner jorden sig fortræffelig. Til en stordrift af vinavl, der i Nordtunis danner landbrugets hovedvirksomhed, er regnmængden her for ringe og jordbunden for tør, kun ved omhyggelig pasning i intensivt drevne småbrug bliver udbyttet tilfredsstillende. Og dadelpalmen, der i oaserne længst imod syd, er den vigtigste indtægtskilde, lader sig her kun med liden fordel udnytte – for at give fin frugt, skal træet, som de indfødte siger, »stå med fødderne i vand og hovedet i ild«! For olivendyrkningen i stor stil, under kapitalistisk driftsform og med eksport for øje har egnen derimod udmærkede naturlige betingelser. Allerede i oldtiden har der været store olivenplantninger, men i tidens løb var denne kultur gået næsten helt til grunde. Da franskmændene blev herrer i Sfax, fandtes der i omegnen kun 300.000 træer, nu findes der 4½ million.
For at kunne trives i det tørre jordsmon må træerne plantes i betydelig afstand fra hverandre, så rødderne kan have rigelig plads til at brede sig. Der er i almindelighed 25-30 alen mellem hver række, og der regnes sjældent mere end 10-12 træer på hver td. ld. Mellemrummene må omhyggeligt renses for ukrudt; efter et par års forløb kan den midterste stribe benyttes til korndyrkning; og når træerne står i deres fulde kraft, kan der dyrkes hvede og byg helt ind til stammerne. I en alder af 4-5 år begynder de unge oliventræer at sætte frugt; i 6-7 års alderen bliver udbyttet rigt; og når træet er en 18-20 år gammelt, stiger høsten til sin fulde højde, og det kan fra nu af bære den samme mængde frugt, år ud og år ind, faktisk i det uendelige – det ældes aldrig; der er træer, som er adskillige hundrede år gamle, og som stadig giver god afgrøde. Når først træerne er plantede og de første års lugnings- og rensnings - og beskæringsarbejder foretagne, kræves der kun ringe arbejdskraft til pasningen. Og priserne på frugten er høje; man regner 16-17 kr. som gennemsnitsudbyttet for hvert træ. Det er da let at forstå, at olivenplantningen byder en yderst fordelagtig kapitalanvendelse – især når man husker, at de mellemliggende jordstrækninger står til rådighed for kornavlen; de store producenter har en sikker årlig gennemsnitlig profit af i det allermindste 10 pct. af deres kapital.
Hele den umådelig indbringende virksomhed – den kan, når træerne vokser til, regnes at ville give en samlet gevinst af 70 til 80 millioner kroner – er med få undtagelser i hænderne på franske kapitalister. De nyplantede arealer består for størstedelen af de såkaldte »Sialinske jorder« (navnet skriver sig fra en gammel-arabisk godsejer familie Siala), en strækning af omtrent 18 kvadratmile, som tidligere lå ganske udyrkede hen. Ved den franske besættelse blev dette landområde inddraget under staten, som da søgte at få det udstykket og bragt i kultur. Jorden blev mod spotpris – ti francs for hver hektar, det vil sige omtrent 4 kr. for hver td. land – tilbudt enhver, som ville have den, blot imod forpligtelse til at opdyrke den, at beså eller beplante den. Den indfødte befolkning stod på dette tidspunkt endnu uforstående overfor den lejlighed, der her bød sig, og holdt sig tilbage; de franske kapitalister greb derimod med begærlighed til og lagde beslag på disse udmærkede jorder, som de siden hen, hvor de har skilt sig af med dem, har kunnet sælge til dobbelt eller tredobbelt pris. Olivendistrikteme her gik således ligesom vindistrikterne imod nord over til en række store godser, der ejedes dels af franske privatkapitalister, dels af aktieselskaber - særlig fosfatkompagniet råder over vældige olivenplantager, der om få år vil kunne kaste store masser af frugt på markedet. De franske landejendomme i hele regentskabet Tunis har hver især en gennemsnitlig udstrækning over 650 td. land.
Olivendyrkningen drives rent kapitalistisk, ved udbytning af fremmed arbejdskraft, som vareproduktion i stor stil. Selve arbejdsforholdet er imidlertid forskelligt. Dels anvendes det såkaldte mezzadria, et landbosystem, der fra gammel tid er stærkt udbredt mange steder i Sydeuropa; plantagen dyrkes af en slags fæstebonde, som, så længe jorden ingen udbytte giver, af ejeren får udleveret det nødvendige til livets ophold, og som derpå, når træerne giver frugt, nyder halvdelen af høstudbyttet, medens ejeren får den anden halvdel. Dels anvendes det rene lønsystem; plantagen passes, under ejerens eller en forvalters tilsyn, af lønarbejdere, snart indfødte, der får 1½ francs (knap 1.10 kr.) I dagløn, snart europæiske, der får 2½ francs (1.80 kr.). Det sidste arbejdsforhold viser sig i længden som det fordelagtigste for kapitalisterne og fortrænger lidt efter lidt det mere middelalderlige mezzadria. De bosiddende og de nomadiserende arabiske og berbiske stammer forvandles til daglejere i de franske kapitalisters plantager. Det er hovedtrækket i landbrugets udvikling omkring Sfax. Ved siden af olivendyrkningen er en række andre grene af frugtavlen ifærd med at dukke op og overgå til kapitalistisk udnyttelse. Vinavlen er i fremgang, men finder overvejende sted i små bedrifter. På grund af det muhammedanske religionsforbud mod nydelse af vin har den næppe nogen fremtid for sig blandt de indfødte småbønder; den vil snarere blive en næringskilde for de små franske og italienske landmænd. Derimod egner mandeldyrkningen sig fortræffelig til stordrift; mandeltræet kræver forholdsvis ringe pasning, og dets rødder bliver ikke, som mange andre frugttræer, beskadigede af figenkaktus'en; der findes plantager med indtil 10.000 træer, og hver træ regnes at give et årsudbytte af 8 kr. Æbler, pærer, blommer, ferskner, abrikoser, granatæbler, morbær og en uendelighed af andre frugter bliver ligeledes i betydelig udstrækning dyrkede i store, kapitalistisk drevne virksomheder. Og store planer er fremme om oprettelse af konservesfabrikker, frugterier, likørfabrikker og andre industrielle bedrifter, som kan muliggøre en storstilet eksport til verdensmarkedet.
Også indenfor korndyrkningen tegner den rent kapitalistiske produktionsmåde til at blive den herskende. Den rationelle stordrift på de franske kapitalisters godser begynder at gøre sin overlegenhed gældende overfor de indfødte småbønders primitive arbejdsmåde. Høstudbyttet af hvede og byg, de to eneste kornsorter, der dyrkes, er her, afhængigt som det er af regnmængden i dette tørre land, meget uregelmæssigt. Erfaringen har vist, at af hver 5 år giver gennemsnitlig de 4 kun en ringe høst. Ofte er udbyttet endog mindre end udsæden, ofte kun en smule større, og det eneste, man vinder, er da strået til fodring til æsler og kameler. Men til gengæld har omtrent hvert femte år en tilstrækkelig regnmængde, og udbyttet er da umådeligt rigt, mange gange mere, end hvad der behøves til befolkningens ernæring: en del af kornet bliver så udført, en anden del gemmes hen som forråd til de kommende dårlige år. Disse voldsomme svingninger, der i og for sig er en følge af naturforholdene, bliver dobbelt følelige ved den indfødte befolknings lavt stående arbejdsteknik; der er intet forsøg gjort på kunstig vanding, og de elendige redskaber gør enhver dyb kultur umulig – den arabiske plov, en togrenet trægaffel forsynet med en lille jernspids, ridser kun furer af en tre tommers dybde. På de vældige godser, hvor de franske kapitalister dyrker korn så vel i fri mark som især i mellemrummene mellem oliventræerne, trænger imidlertid en moderne landbrugsteknik igennem, som i nogen grad gør det muligt at besejre virkningerne af klimaets ubestandighed; der bores artesiske brønde og anlægges vandledninger, de nyeste og bedste agerbrugsmaskiner tages i brug, nøje tilpassede efter jordens særlige beskaffenhed; høstudbyttet bliver herigennem mindre sparsomt i tørkeårene og langt mere overdådigt i de frugtbare år.
– Ude på landet går der den samme udvikling for sig som inde i byen. De gammel-orientalske produktions- og samfundsforhold forvitres, opløses, ødelægges under påvirkning af den fremmede kapital, som trænger ind på alle punkter og gør sig til herre over landet. De europæiske fabrikanter sender stigende masser af allehånde varer til markedet, af bomuldstøj og husgeråd, af jernbaneskinner og landbrugsmaskiner, og bringer ved den konkurrence, de øver, hele den gamle produktionsorganisme i forfald, så fag efter fag forkrøbles og går til grunde. Den europæiske kapital bemægtiger sig den ene af landets store rigdomskilder efter den anden, fosfatgravningen, saltudvindingen, olivendyrkningen og oliefabrikationen, korn- og foderavlen og udnytter dem med den størst mulige profit som det eneste mål og med de store masser af proletariserede håndværkere, småbønder og nomader som lønarbejdere. Det nøjsomme orienten spændt for den grådige kapitalismes kærre og drevet fremad med stokkeslag som kamelen, der trækker saltværkets tipvogne, – det er resultatet af den omvæltning, der finder sted.
Med stolthed henviser de franske kapitalister til den vældige udfoldelse af landets rige muligheder, som foregår under deres hånd.
Methlavis fosfatlejer, havets salt, steppernes alfa-græs, de Sialinske jorders uendelige frugtbarhed, alt dette var før i tiden døde skatte, som det først har været den franske kapital beskåret at løfte. Handelen vokser med rivende fart, byen stiger i folketal og travlhed, stadig større værdimasser strømmer frem og tilbage igennem mæglernes kontorer. Rigdommene vælter frem – men befolkningen selv forarmes, rives langsomt ud af de gamle kår: som gav den et beskedent, men trygt udkomme, tilstrækkeligt til dens nøjsomme, fri livsførelse, kastes ind under udbytningen med den grå og triste tilværelse, som fabrik-, havne- og herregårdsarbejdere i den franske kapitals tjeneste.
Det er dette drama, der spilles inde i den kridhvide arabiske bys stille gader og ude mellem de grønne kaktushække.
Sidst opdateret 30.11.2008