I Social-Demokraten, 18.6 + 25.6 + 2.7.1905.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 215-238.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 9. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Udgangspunktet for den socialistiske samfundskritik er den erkendelse af grundloven for den historiske udvikling, som kaldes den materialistiske historieopfattelse:
At samfundsudviklingen gennem dens mange forskellige faser og i dens mange forskellige former i sidste instans bestemmes ved produktionsmidlernes udvikling og de deraf flydende økonomiske forskydninger;
At det er de produktive kræfter og de af dem skabte økonomiske tilstande, som på hvert enkelt tidspunkt danner grundlaget for samfundets juridiske og politiske institutioner, den jordbund, hvorpå hele kulturlivet gror, hvorfra det herskende indbegreb af idéer og moralforestillinger henter sin næring;
At overgangen fra den ene historiske fase til den anden finder sted gennem en klassekamp, en brydning mellem de forskellige klasser af befolkningen, som hver har sin særegne økonomiske stilling, hver sine særegne sociale interesser, hver sit særegne kulturelle præg, en brydning, under hvilken de klasser, der repræsenterer forældede produktionsformer, trænges tilbage og besejres, medens de, der repræsenterer fremskridtskræfterne, vinder frem og – dels gradvis, igennem mange småtræfninger, dels pludselig, igennem store sammenstød – erobrer magten i samfundet og benytter sig af magten til at omdanne samfundets institutioner i overensstemmelse med deres egne klasseinteresser.
Det er en hypotese, der ikke kan bevises eksakt, men må prøves på massen af de kendsgerninger, som foreligger. Og overalt, hvor man anlægger denne synsmåde, kommer der et helt nyt, klarere lys over de historiske fænomener, den logiske årsagsforbindelse træder frem; man forstår sammenhængen, hvor man før kun iagttog de splittede enkeltheder.
Man tænke på de sociale kampe i roms forfaldstid, på Graccherne, Catilina, slavekrigene; man tænke på bøndernes og borgernes oprør i reformationstiden, på grevefejden og de store bondeopstande; man tænke på bourgeoisiets rejsning i den franske revolution; allevegne i de historiske gennembrudsperioder finder man lovens gyldighed bekræftet. Og allevegne kan man frem gennem hver enkelt historisk fase følge, hvordan klassemodsætningerne lidt efter lidt udvikler sig af de herskende økonomiske tilstande, hvordan de revolutionære kræfter gror, de eksplosive stoffer opsamles, som før eller siden må sprænge det bestående samfund.
Interessantest og frugtbarest er den prøve, der kan anstilles overfor det moderne samfundsliv, overfor de omgivelser, vi står midt i netop nu, i denne sælsomme, vulkanske periode, hvor gæringen er så dyb og så vidtomfattende, at selv det sløveste sind mærker varslerne om de sociale omvæltninger, der forestår.
Vi træffer indenfor det moderne samfund tre klasser: grundejere, kapitalister og arbejdere, svarende til de tre bestanddele, hvori arbejdets udbytte opløser sig: grundrente, kapitalprofit og arbejdsløn. Imellem dem er det, at den moderne klassekamp i al dens bitterhed føres – og må føres, så længe det nuværende samfund består, fordi det drejer sig om uforsonlige og uudryddelige økonomiske interesser. Hver enkelt af de tre klasser står fjendtlig overfor de to andre. Hvad arbejderen vinder, i form af højere løn, bedre arbejdsvilkår, større andel i samfundsarbejdets udbytte, det taber kapitalist eller grundejer. Når kapitalisten stræber efter forøget profit, sker det på arbejdslønnens eller grundrentens bekostning. Den grundrente, som grundejeren suger til sig, er taget ud af arbejderens eller kapitalistens lomme. Klassemodsætningerne er så ulægelig skarpe, netop fordi klasseinteresserne er hinanden så diametralt modsatte.
Der er flydende overgangsled, befolkningslag, der står på grænsen, med én fod i hver lejr – småborgeren eller småbonden, hos hvem arbejderens interesser er blandede med kapitalistens eller grundejerens, den landbrugsdrivende godsejer, som forener kapitalistudbytningen med grundejerudbytningen. Der er også indenfor hver enkelt af klasserne særinteresser, som gør sig gældende, og dybe forskelligheder i livsstandard og tænkemåde; klassen er ingenlunde nogen forskelsløs masse. Og dog, trods alle udflydende grænser og alle indre afvigelser, er de sociale klasser alt andet end teoretiske abstraktioner; det er reale, håndgribelige magter, og af brydningen imellem deres stridende interesser fremgår alt offentligt liv i nutiden. Sluttet sammen ved fælles interesser indadtil, skåret af ved fælles modsætninger udadtil, står de som tre kæmpende hære. Den faglærte industriarbejder med 1.200 eller 1.600 kr. om året kan tilsyneladende være vidt fjernet fra landarbejderen med tredjedelen eller fjerdedelen i årsindtægt; men så såre han begynder at gøre sig sin egen sociale stilling klar, forstår han, at de begge har de samme udbyttende magter over sig, grundejendommen og kapital, og at de kun kan frigøre sig ved i forening at bekæmpe og overvinde udbytningen. Hans vågnende sociale selverkendelse udvikler sig til klassebevidsthed, til solidaritetsfølelse, både i positiv og negativ forstand: forståelsen af de fælles interesser, forståelsen af det fælles fjendskab. Klassebevidstheden fører ham som aktiv deltager ind i klassekampen.
Det er i god overensstemmelse med hele denne opfattelse af klassekampens natur, når socialdemokratiet erklærer sig for et klasseparti, et arbejderparti. Det tager imod tilhængere fra alle samfundslag, når de kaster broerne af bag sig og fuldtud slutter sig til det socialdemokratiske program. Men dets bærende grundlag er og må være proletariatet, først og fremmest de egentlige lønarbejdere og dernæst den øvrige masse af udbyttede og undertrykte. Dets virksomhed er klassekampen imod de magter, som suger udbytte af proletariatets arbejde. Dets endelige formål er i fuldeste og absoluteste konsekvens at bringe proletariatets klasseinteresse til gyldighed.
Men proletariatets klasseinteresse er af en egen art.
De besiddende klasser er afhængige af arbejdernes eksistens; de eksisterer selv kun i kraft af den. De søger at rive til sig så meget som muligt; de presser på arbejdslønnen, lægger på varepriserne og huslejen, hvor det lader sig gøre, trælbinder arbejderne politisk og økonomisk. Men de kan ikke frigøre sig for arbejderne, fordi det er dem, der skaber den merværdi, hvoraf de selv lever. Proletariatets udryddelse ville betyde det store intet, i hvilket både grundejer og kapitalist øjeblikkelig kvaltes.
Ganske modsat for arbejderen. For ham er det selve de besiddende klassers eksistens, der er dødsfjenden, fordi den for ham betyder udbytning, underkuelse, degradation. Han kan under de bestående samfundsforhold tilkæmpe sig højere løn, bedre arbejdsvilkår, lempelser i sin stilling, men selve udbytningen bliver stående. Han må stadig afstå en del af de værdier, han frembringer, til de parasitiske magter, der udsuger hans arbejde, og tilmed, efterhånden som arbejdets ydeevne med den tekniske udvikling skrider frem, en stadig voksende del; han har stadig den truende arbejdsløsheds uhygge over sig. Hans kår kan lindres gennem de små fremskridt, hans lænker blive mindre snærende, men lænkerne rasler stadig om hans ben. Hans endelige frigørelse kan først finde sted, når de besiddende klasser afskaffes, når samfundet tager produktionsmidlerne over i sin hånd og lader hele arbejdets udbytte flyde tilbage til den arbejdende befolkning, hvorfra det er kommet.
Proletariatets trælbindelse, det er altså den fælles interesse for grundejendom og kapital; de besiddende klassers afskaffelse, nye samfundsforhold, hvor al klassemodsætning er udryddet, bliver derimod proletariatets dybeste klasseinteresse. Proletariatet er og må nødvendig være revolutionært, ikke i politimæssig, men i historisk betydning, idet dets kamp tager sigte på det bestående samfunds omvæltning og socialismens gennemførelse. Heri munder al proletarisk klassekamp ud. En ikke-socialistisk arbejderbevægelse er en selvmodsigelse, et historisk misfoster, der kun kan opstå under ganske særlige omstændigheder og kun kan trives til en vis tid. Livets logik vil før eller siden vise arbejderne, at den eneste vej, der fører frem, er bekæmpelsen af selve udbytningens system.
For de dele af befolkningen, hvis klasseinteresser er anti-proletarisk farvede, er klassekampens nøgne virkelighed – af let forståelige grunde – en gru, noget det gælder at dæmpe og berolige. For socialdemokratiet er den proletariske klassekamp, i dens ubønhørlige bitterhed, med dens skarpe våben, en uundgåelig nødvendighed, et middel, man må ville, når man vil målet: det ny, højere samfund.
Socialdemokratiet er altså et klasseparti, et klassekampens parti, og vedkender sig det. I modsætning hertil ser man de andre partier, fra den yderste reaktion til den yderste »radikalisme«, kalde sig selv samfundspartier og energisk fralægge sig al klassepolitik. Deres program er »samfundspolitikken«, bestræbelser, der i lige grad tager hensyn til de »berettigede krav« fra alle sider, i lige grad skal være til gavn for samfundets forskellige lag.
For enhver nøgtern eftertanke er dette nonsens. At bringe de forskellige klassers interesser ind under én fælles politik er at forene det uforenelige. De spørgsmål, der er fremme i det offentlige liv, er alle i højere eller mindre grad klassebetonede, og der er ingen fælles målestok for dem. Det gælder ét for ét af de store sociale reformspørgsmål. Kapitalen er interesseret i at trykke på lønnen, at opretholde arbejdernes økonomiske ufrihed, at afværge den offentlige indgriben i arbejdsforholdet, at vedligeholde den industrielle reservearmé, den skare af kronisk arbejdsløse, ved hvis hjælp det er muligt at holde arbejderne i skak og stemme deres livsbetingelser ned. I ethvert praktisk spørgsmål om arbejderbeskyttelseslovgivning, om fattigvæsen, om alderdomsforsørgelse, om arbejderforsikring, om jordlodder til landarbejdere osv., Vil de kapitalistiske klasseinteresser spille ind og lægge sig på tværs af de proletariske.
Rent abstrakt, hen i det blå, kan humanttænkende mænd af de besiddende klasser nære varm medfølelse med den store arbejdende befolknings lidelser. Rent sporadisk kan også medfølelsen blive så dyb og samfundsfølelsen så levende, at enkeltmand hæver sig op over sine klasseinteresser og fuldtud stiller sig på proletariatets side. Men i det store hele er det klasseinteresserne, som bliver de afgørende. Mange værger sig til det yderste imod enhver indrømmelse, der betyder et skår i éns egen magtstilling, et greb i éns egen pengepung. Og hvor man går med til en indrømmelse, gør man det kun under omstændighedernes tryk, som tvungen frivillig, for at undgå større tab i fremtiden.
Hvad der gælder de sociale reformer i snævrere forstand, gælder også de andre spørgsmål, som kommer frem i det offentlige liv. Bag hvert af dem står stridige klasseinteresser stejlt mod hinanden og viger kun nødtvungent og kun tomme for tomme. Man tænke på spørgsmålet om den almindelige og lige valgret i stat og kommune – på spørgsmålet om militærvæsenets opretholdelse – på spørgsmålet om en virkelig skattereform.
Således ud over alle områder af det offentlige liv. På spredte punkter kan fra tid til anden forskellige klassers interesser falde sammen, og de kan i fællesskab vende sig til en opgaves løsning. De besiddelsesløse arbejdere og de besiddende bønder kan gå sammen om at bryde et selvtægtigt junkerregimente; proletariat og bourgeoisi kan i forening bekæmpe en agrarisk brandskatning af samfundet ved told på landbrugsprodukter; ja, arbejderklassen kan endog, hvor det gælder en udvidelse af fabrikslovgivningen, til visse tider mødes med de mere fremskredne industrikapitalister, som er interesserede i at bremse smudskonkurrencen fra de laveststående, mest barbarisk drevne fabriker. Således på enkelte spredte punkter. Men en varig og organisk forbindelse mellem de forskellige klassers interesser i en »samfundspolitik«, det er en uløselig opgave.
Enhver, der søger at forstå det moderne politiske liv, at forklare sig årsagerne til, hvad der sker, vil se, i hvilken grad de besiddende klassers politik på hvert eneste punkt er bestemt ved deres økonomiske interesser.
Det mest karakteristiske og klarest gennemskuelige udtryk for de besiddende klassers interessepolitik finder man i det engelske samfund i første tredjedel af det 19. århundrede – i en periode, da proletariatet var svagt og endnu ikke vågnet til klassebevidsthed, medens kampen stod mellem grundejernes Toryparti og kapitalisternes Whigparti. Begge optrådte de som samfundspartier med mange klingende fraser og mange humane programpunkter; begge drev de bag denne maske den rene klassepolitik. Hvor betegnende er det ikke at se negerslaveriets bekæmper, den »ædle« fabrikant Wilberforce og hans nærmeste tilhængere fanatisk modsætte sig en lovgivning til beskyttelse af de i uld- og bomuldsfabrikkerne arbejdende børn og kvinder; den djævelske udbytning i Yorkshires og Lancashires fabrikshelvede stod for dem som naturlig og berettiget, mens de samtidig græd rørelsens tårer over de sorte slavers ufrihed! Og hvor betegnende er det ikke at se den »filantropiske« godsejer Ashley, den senere lord Shaftesbury, med mange af hans klassefæller agitere så ivrig for en lovgivning til beskyttelse af industriens arbejdere; for at undergrave hans indflydelse fremdrog de liberale fabrikanter en række oplysninger om tilstanden på hans godser, og det viste sig da, at hans egne landarbejdere var genstand for den blodigste udsugelse! Man har i disse to træk – den humane medfølelse overfor dem, der udbyttes af andre, den nederdrægtige hensynsløshed overfor dem, man selv udbytter – det typiske, det almengyldige udtryk for de besiddende klassers politik.
Men den gang stod de besiddende klasser ene på kamppladsen; proletariatet lå endnu hen som en død og politisk betydningsløs masse. Hvad der karakteriserer nutiden, er derimod netop, at proletariatet er vågnet til klassebevidsthed og trådt ind i klassekampen som dødsfjende af udbytningen overhovedet, hvad enten den optræder i grundejendommens eller kapitalens skikkelse. Og dette har øvet en dybt bestemmende indflydelse på de besiddende klassers politiske holdning.
Først og fremmest har det bragt dem nærmere ind mod hinanden. Så skarpe modsætningerne også er. Mellem grundejer og kapitalist – så foragtelig en parvenu fabrikanten end en i den gammelfeudale junkers øjne, så hadefuldt det blik, hvormed den driftige kapitalist betragter den ørkesløse, overflødige godsejer – så føler de dog, at den fælles modsætning til det socialistiske proletariat er alvorligere. Thi her er det selve tilværelsen, det gælder for dem begge. Socialismen vil udrydde den ene udbytterklasse ligeså vel som den anden. Og selvopholdelsesdriften tvinger dem naturlig sammen til fælles politik mod den fælles fare, som truer.
Under disse forhold taber de økonomiske tvistepunkter imellem dem i betydning og udjævnes forholdsvis let ved et kompromis. I stedet for at opslide sine kræfter i indbyrdes strid vender man sig i forening udadtil. I England førte kapitalisterne i det 19. århundredes første halvdel en hel menneskealder igennem hårdnakket krig mod den korntold, der holdt godsejerne oppe; nu om stunder enes de to parter i almindelighed lettere: godsejerne får korntold, kapitalisterne f år til gengæld beskyttelsestold på industriens produkter, og den store forbrugende befolkning betaler gildet. I England var der dengang jordbund for et socialt Toryparti, en godsejergruppe, som ud fra sit dybe klassehad til kapitalisterne kunne iværksætte et reformarbejde til gavn for industriens lønarbejdere; nu om stunder er et virkeligt socialt højre en utopi, som kun ungdommelige politiske fantaster sysler med; grundejerklassen bliver ifølge hele sin sociale stilling fuldt så arbejderfjendsk som kapitalistklassen. Dengang var der en dyb karakterforskel mellem det kapitalbesiddende bourgeoisi og det grundbesiddende aristokrati; bourgeoisiet var radikalt både i politisk og åndelig henseende, var anti-klerikalt og fredsvenligt, var fjendtlig stemt mod hof og bureaukrati; nu om stunder bliver det reaktionært på alle punkter, fordi det i sablen og alteret, i hoffet og bureaukratiet ser forbundsfæller i kampen mod det frembrydende socialdemokrati.
Således begynder, under trykket af den voksende socialistiske bevægelse, de gamle skel mellem grundejere og kapitalister at udviskes, medens samtidig skellene overfor proletariatet drages så meget des skarpere. Den anti-socialistiske partidannelse, »samlingspolitikken til værn mod de nedbrydende tendenser«, udvikler sig, snart som en åbent erklæret »antisocialisme«, snart som en »klump«, en grødet masse af allehånde uensartede elementer, der i god forståelse røgter de besiddende klassers tarv og ved stiltiende overenskomst kvæler kravene fra proletariatets side.
Men også på anden vis virker proletariatets optræden ændrende ind på de besiddende klassers politiske holdning. De bliver overfor offentligheden nødt til at fralægge sig al klassepolitik og højt og hellig at forsikre om deres egen redelige karakter som samfundspolitiske partier, der kun lader sig lede af hensynet til »det heles vel«, nødt til at anlægge et mere gennemført kostume på det politiske maskebal.
De bliver nødt til det, overalt hvor man bevæger sig under parlamentariske former, hvor det – i hvert fald rent formelt – er vælgerbefolkningens majoritet, der er den bestemmende. Det gælder her for de besiddende klasser at bevare majoriteten for deres partier; i samme øjeblik et virkelig proletarisk, altså et socialistisk parti var i flertal i folket og dermed i folkerepræsentationen, ville deres egen saga være ude. Og selv om de under en sådan situation ville henvise til den indflydelse, de besad i førstekamret i kraft af den privilegerede valgret, ville dog deres stilling være moralsk knækket og deres endelige fald kun et spørgsmål om måneder eller uger.
Det gælder altså for dem om at bevare flertallet, men det er en vanskelig opgave. Thi selv udgør de kun en lille brøkdel af befolkningen. I ethvert moderne samfund er lønarbejderne i forening med de proletariske småhusmænd og småborgere det store flertal, som er i stand til at beherske det offentlige liv, så snart de er vågnet til bevidsthed om deres egne klasseinteresser og gennemtrængt med viljen til at gøre dem gældende. Det kan med sikkerhed udregnes, at den yderste grænse for den del af den danske vælgerbefolkning, som overhovedet kan antages at have nogen som helst interesse i det bestående samfunds opretholdelse, i det allerhøjeste er en tredjedel, medens de to tredjedele og sikkert endnu langt flere ifølge deres hele klassestilling må være interesserede i at fremme overgangen til socialistiske samfundsforhold. Og tilmed vokser tallet på disse sidste uforholdsmæssig fra år til år, efterhånden som proletariseringen breder sig i stedse videre kredse og udbytningen skærpes. Ville nu de besiddende klasser bekende kulør, vedkende sig de interessehensyn, som er det ledende motiv for deres politik, så ville de i samme øjeblik have tabt alt tilhæng i befolkningen og dermed savet grenen over bag sig. Hvad man – med en vis varsomhed og med visse hensyn til den politiske velanstændighed – kunne gøre i England for et par menneskealdre siden, medens proletariatet endnu ikke eksisterede som politisk faktor: træde frem som let gennemskuelige klassepartier, det er ugørligt nu; nu gælder det at tilsløre og udviske, så de helt eller halvt proletariserede lag af befolkningen kan lokkes ind over de skel, der skiller de anti-proletariske partier fra det proletariske parti.
Der bliver således en dyb forskel på de former, hvorunder de besiddende klasser og proletariatet fører klassekampen. Alle driver de klassepolitik, mere eller mindre udpræget, mere eller mindre bevidst. Men medens socialdemokratiet, proletariatets politiske organisation, skarpt betoner, at dets politik er arbejderklassens politik, medens det stræber efter al udbrede og uddybe klassebevidstheden, at sprede klarhed over klassesamfundets virkelige natur, at holde de sociale skillelinier rene, og medens det dermed arbejder sig mere og mere frem imod flertallet i befolkningen og magten i samfundet – så er derimod de andre klassers politiske organisationer interesseret i at dække over klassemodsætningerne, at plumre samfundsforståelsen, nødt til at hykle en samfundspolitik, som er urimelig og umulig, nødt til at gøre det, fordi det er den eneste måde, hvorpå de endnu for en stund kan undvige de syndflodsvande, som er i færd med at opsluge dem. De spiller fordækt, hvor proletariatets spil er åbent.
At hverve tilhængere fra de proletariske eller halvproletariske befolkningslag ved en maskeret klassepolitik, ved at skjule overklasseinteresserne bag en social overflade, ved at opelske illusioner om klasseinteressernes harmoni, det bliver altså den taktik, som grundejendom og kapital må følge for at holde sig ved magten.
Man sporer denne bestræbelse allerede i en række af de nydannelser, der foregår på det rent økonomiske område.
Et tantiémesystem, der gør arbejderne interesserede i bedriftens gode gang, idet lønnen stiger og falder med profittens vekslende højde, er således et ofte forsagt middel til at sløve den proletariske klassebevidsthed og fremkalde forestillinger om interessernes harmoni – rent bortset fra, at det i praksis er et fortræffeligt middel til at stavnsbinde arbejderne, lamslå deres organisationer og forebygge strejker. I en del engelske industrigrene, særlig i metalbranchen, er systemet blevet stærkest udformet, igennem de »fagoverenskomster« (trade-alliances), hvorved arbejdernes og arbejdskøbernes organisationer i fællesskab aftaler produktionsmængde og priser, så at arbejderen træder ind som en slags medinteressent, en småudbytter, der inficeres med kapitalistiske synsmåder, så proletarisk hans hele eksistens end i virkeligheden er.
Også aktievæsenet har en lignende tendens, ikke overfor arbejderne, men overfor småborgerskabet. Når en lille håndværksmester eller handlende har ladet sig lokke til at sætte sine sparepenge i et aktieforetagende, og foretagendet går slet, takket være de ledende kapitalister, som i forvejen har lagt beslag på udbyttet, så møder han på generalforsamlingen og hører, at der ingen dividende kan gives, og at grunden er de fordringsfulde arbejderes uforskammede lønkrav; og han drejes da naturlig ind i anti-socialistisk retning, støtter de kapitalister, som kun har brug for hans penge og hans stemme, og med hvem han ingen virkelig interesse har fælles. Det er den samme taktik, som da i sin tid Napoleon III. begyndte at udstede statsobligationer lydende på små beløb, i den hensigt at gøre småborgerskabet interesseret i statslivets rolige gang og dynastiets opretholdelse og derved bryde dets revolutionære tilbøjeligheder.
Tydeligst mærker man dog bestræbelsen på det rent politiske område, i de forskellige små sociale reformer, som gennemføres ved de herskende partiers medvirkning, reformer, som bringer den fattige befolkning et og andet gode uden dog at være i stand til at forrykke det økonomiske magtforhold mellem klasserne. Deres formål er at virke beroligende på den proletariske klassebevægelse, så de besiddende klasser kan drage nye tilhængerskarer til deres partier. Resultatet er ganske vist som oftest et helt andet: at arbejdernes klassebevidsthed skærpes, deres klassebevægelse styrkes, ved de indrømmelser, de såre vel forstår, at de i virkeligheden selv har tiltvunget sig.
Den danske sociallovgivnings historie leverer karakteristiske eksempler på, hvordan den voksende proletariske bevægelse tvinger de anti-socialistiske partier til lidt efter lidt at optage på deres program reformer til gavn for de fattige – for ikke helt at forskertse tilholdet i befolkningen. Selv så utvivlsomt et overklasseparti som højre har måttet anlægge en sådan social maske. To perioder skelnes her: først den Estrupske, i firserne, da det gjaldt om ved små beroligelsesmidler at købe arbejderne ud fra forbindelsen med bondedemokratiet, så højre kunne få frie hænder til sit statskup; da planen mislykkedes, var det forbi med partiets arbejdervenlighed. Siden under de svage ministerier i slutningen af halvfemserne, da det regerende højre søgte at vinde galgenfrist ved i vidt mål at tage hensyn til den stærke stemning, socialdemokratiet havde arbejdet op. Man kan følge de enkelte reformers historie, og man vil se, hvordan det er det socialdemokratiske arbejderparti, der har rejst spørgsmålene, hvordan de er blevet mødt med modvilje og kulde hos de besiddende klassers partier, indtil de omsider har været nødt til at bøje sig og ordne dem ind blandt de midler, hvorved de søger at dække over deres klassepolitik og vinde tilhæng i vælgerbefolkningen.
Men alt dette hjælper kun for en tid. Ved ethvert betydningsfuldt spørgsmål, der vil have en virkelig magtforskydning til følge, skærer klassemodsætningerne tværs igennem hykleriet, så de store udbyttede masser lærer at kende forskel på ven og fjende.
Både proletariatets og de besiddende klassers politik er altså klassepolitik, den første åben og ærlig, den sidste hyklerisk og forløjet.
Men klassepolitik og klassepolitik er to ting.
Rent etisk er der en dyb forskel mellem en kamp til fordel for den store, sletstillede hovedmasse af befolkningen og en kamp til fordel for en snæver og stadig snævrere, velstillet kreds af befolkningen, en dyb forskel mellem den kamp, der har udbytningens afskaffelse til mål, og den, der går ud på udbytningens bibeholdelse og skærpelse.
Udbytning er et økonomisk begreb, men det har en etisk klangfarve. Det moderne samfunds udbytning vil sige, at et lille mindretal af mennesker er i stand til dag ud og dag ind at lægge beslag på en del af det samfundsnyttige arbejdes udbytte, som den store arbejdende befolkning i sit ansigts sved frembringer, fordi de har tilrevet sig enebesiddelsen af de produktionsmidler, der er nødvendige for arbejdets gang; er i stand til år ud år ind at holde den store og stadig voksende del af befolkningen nede i social og økonomisk underkuelse, i et savn, som er urimeligt, hvor velstandsskuderne flyder så rigelig, som de gør, i en stadig utryghed, som er meningsløs, hvor man ved hjælp af den moderne statistik og de moderne kommunikationsmidler er i stand til at forebygge alle pludselige katastrofer, i et opslidende stræb for det daglige brød, så der hverken levnes tid eller råd til en udvikling af åndskulturen, i en tilstand, der stjæler livslykken, undergraver sundheden og driver tusinder til fattiggården, til tugthuset, til bordellet.
En klassekamp, der går ud på at begrænse denne udbytning, at bekæmpe den, med det sluttelige formål at besejre den, den har i sig selv en helt anden karakter end de besiddende klassers kamp for at hævde udbytningen, at styrke og udvide den. Den er en klassekamp og vedkender sig at være det, men den er tillige en kamp for et højere samfund, et kultursamfund. Den kan kun føre til sit mål, når det besiddelsesløse proletariat med ubønhørlig konsekvens gør sine interesser gældende overfor udbytterklasserne; men den vil, efterhånden som udviklingen skrider frem, i kraft af sit etiske præg, drage flere og flere humant og kulturelt tænkende mennesker over til sympatisk forståelse med den socialistiske bevægelse.
Således etnisk. Men også i social-historisk henseende er der en dyb væsensforskel mellem den klassekamp, proletariatet fører, og den, det møder fra de to besiddende klassers side. De peger i helt forskellig retning, som overhovedet hver af de tre klasser repræsenterer sin helt forskellige fase i den historiske udvikling.
Grundejernes klassekamp er reaktionær, den peger bagud, dens mål er at skrue udviklingens hjul tilbage. Idealet er en feudalistisk, ganske vilkårlig og brutal udplyndring af det hele samfund, af kapitalister såvel som af arbejdere, i kraft af jordegodsbesiddelsen; en udplyndring uden den sminke af social berettigelse, som kapitalens medvirkning i produktionsprocessen dog giver den kapitalistiske udbytning; en barbarisk middelalder, krydret med de raffinements, den champagne, de havannacigarer, den hele overdådige luksus, som først den moderne kapitalisme har sat grundejeren i stand til at nyde.
Kapitalisternes klassekamp er konservativ. Dens mål er at opretholde den bestående tingenes tilstand, med nogle tilbageskridt hist og her, hvor arbejdernes klassekamp allerede nu har drevet udviklingen så vidt frem, at det er blevet generende for kapitalen; med nogle fremskridt hist og her, som kan forebygge de mest forargelige former for udbytningen og bidrage til at berolige arbejdernes ophidsede sind; med små forandringer ude i periferien af det bestående samfund, men sådan at kernen ikke berøres, sådan at de selv bevarer deres fulde ejendomsret til og fri rådighed over produktionsmidlerne og dermed deres ret til at udbytte arbejderne.
Proletariatets klassekamp er revolutionær. Den går ud på arbejdets emancipation, udbytningens afskaffelse, eller med andre ord på omstyrtningen af det nuværende samfund og gennemførelsen af et nyt samfund, hvilende på et helt andet grundlag, således at al udbytning, al klassemodsætning og dermed al fremtidig klassekamp er umuliggjort.
Men netop ved denne revolutionære karakter kommer den socialdemokratiske klassekamp i en ejendommelig dobbeltstilling. Dens mål er overvindelsen af de kapitalistiske samfundstilstande, ikke ved at gå tilbage forud for kapitalismen, som småborgerlige samfundsreformatorer vil, men ved at gå frem udover kapitalismen og drage dens konsekvenser i deres fulde udstrækning. Socialdemokratiet ser i kapitalismen én fase i den historiske udvikling, en fase, som har sin mission at udføre, og som lægger betingelserne til rette for nye, højere samfundstilstande. Socialismens historiske forudsætning er den kapitalistiske produktionsmåde i dens højeste blomstring, en tilstand, hvor kapitalen har taget samfundets produktive kræfter i sin tjeneste og drevet sin egen virksomhed op til et sådant højtryk, at den ikke evner at besværge de magter, den selv har fremkaldt. På det tidspunkt, da denne situation indtræder – et tidspunkt, der nærmer sig med raske skridt; de vældige amerikanske kapitaluhyrer, der opstår, de frygtelige depressionsperioder, der hærger befolkningen, viser, hvordan de produktive kræfter, som kapitalen har fremkaldt, er ifærd med at vokse den over hovedet – da og først da er tiden moden, til at socialismen kan træde ind og afløse kapitalismen.
Der kommer ved kapitalismens forhold til udviklingen en helt ejendommelig farve over proletariatets stilling i den moderne klassekamp. Det fører krigen imod kapitalismen, men det er samtidig interesseret i kapitalismens fremskriden og rationelle udvikling.
Socialdemokratiet iagttager med tilfredsstillelse, hvorledes den kapitalistiske produktionsmåde breder sig fra land til land, fra fag til fag. Så mange lidelser det end forvolder befolkningen, så er det den uomgængelig nødvendige betingelse for fremtidens højere og lysere kultur, der herved skabes. Thi uden den kapitalistiske produktionsmåde ingen mulighed for socialismen, hverken den sociale mulighed for en organiseret, målbevidst proletarisk rejsning eller den økonomiske for produktionens regulering under samfundets ledelse. I de lande, hvor endnu ingen fabriksskorstene ryger, er da også befolkningens kår gerne fuldt så elendige og altid uendelig mere trøstesløse, end hvor kapitalismen vel volder lidelser, men samtidig mod sin vilje skaber udvej af lidelserne.
Socialdemokratiet ser også med god fortrøstning til fremtiden, hvordan maskinteknikken udvikler sig, hvordan nye, mere hensigtsmæssige og arbejdssparende redskaber trænger igennem på det ene område efter det andet. Den øjeblikkelige virkning er som oftest hård; arbejdere kastes ud af erhverv, og arbejdsløsheden vokser; det bliver en væsentlig opgave for arbejderorganisationerne at søge at skabe en lempelig overgang, så det mindst mulige af menneskelykke går til spilde. Men i det lange løb lægger netop denne tekniske udvikling betingelserne til rette for en højere, en frugtbarere produktion under socialistiske forhold. I det bestående samfund betyder indførelsen af en arbejdssparende maskine brødløshed for en del arbejdere, løntryk for de øvrige, mens samtidig kapitalisternes profitmasse vokser; når socialismen overtager arven, bliver resultatet en forkortelse af arbejdstiden, en forøgelse af arbejdsudbyttet, et højere mål af velvære for hele samfundet. Intet viser klarere end netop stillingen til det tekniske spørgsmål, hvilket svælg der er mellem det moderne, revolutionært fremadskuende socialdemokrati og de ældste, reaktionære arbejderbevægelser, da man slog maskinerne i stykker og troede ved vold at kunne standse det tekniske fremskridt.
På samme måde endelig overfor de mægtige kapitalsammenslutninger, de karteller og trusts, som i stadig videre omfang tilriver sig eneherredømmet over produktionen. Også her er virkningerne i første omgang uhyggelige: en knægtelse af arbejderne, en brandskatning af forbrugerne under de enevældige pengedespoter, for hvem profitten er den eneste lov. Men også herigennem fremskyndes overgangen til socialismen. Der skabes en orden i produktionens kaos, en plan, en overskuelighed, som i høj grad vil lette den samfundsmæssige udøvelse. Der skabes en sammendragning af produktionsmidlerne på nogle ganske enkelte punkter, som vil gøre det til en såre simpel operation at føre dem over i samfundets besiddelse. Der skabes i den store befolkning en voksende forståelse af det kapitalistiske udplyndringssystem; der banes vej for den bevidsthedernes revolutionering, af hvilken den socialistiske klassekamp udspringer.
Overalt hvor kapitalismen således skrider frem mod større udbredelse og højere fuldkommenhed, dér kan det klassebevidste proletariat netop i kraft af sine klasseinteresser med tilfredsstillelse følge dens fremgang, og det søger kun at gribe ind for at jævne og regulere udviklingen, ikke for at hæmme og standse den. Thi så bøddelagtig kapitalens gerning end er, så er det rydningsarbejdet for socialismen, den udfører.
Således på det rent økonomiske område, og således også på ethvert andet. Overalt hvor der er bestræbelser oppe for statslivets demokratisering, for lovgivningens humanisering, for sindenes radikalisering, finder de deres sikre støtte hos socialdemokratiet, ikke af taktiske opportunitetshensyn, men fordi proletariatet ifølge hele sin klassestilling er interesseret i det almindelige kulturelle fremskridt. Overalt hvor kampen føres imod udbytning, underkuelse, reaktion, af hvad art den end er, selv om den ikke direkte er rettet imod arbejderne, må det klassebevidste proletariat ifølge hele sin natur være i spidsen for kampen, fordi dets hånd er vendt imod enhver form for udbytning, underkuelse og reaktion. De samme kredse af befolkningen, som møder den skarpeste modstand fra socialdemokratiet, når de optræder som undertrykkere og reaktionsmænd, finder tilslutning og bistand på de punkter, hvor de selv er genstand for undertrykkelse og selv arbejder for fremskridt.
Den finske fabrikant, den sønderjyske proprietær har socialdemokratiet imod sig, når han udbytter lønarbejderne og trykker deres kår nedad, men i spørgsmålet om den russiske og prøjsiske nationalitetstvang har han ingen pålideligere forbundsfælle end netop det internationale socialdemokrati, som afskyr den nationale underkuelse og hævder folkenes absolutte selvbestemmelsesret på dette som på alle andre områder. Bourgeoisiets kvinder møder overalt, hvor det gælder deres egentlige klasseinteresser, socialdemokratiets stejle modstand, men hvor det gælder den dæmrende følelse af deres egen uværdige stilling, deres udelukkelse fra de borgerlige rettigheder, deres lovfæstede underdanighedsforhold overfor manden, dér har de i virkeligheden ingen anden hjælp at håbe på end proletariatet – der klart og bestemt kræver lige ret for alle voksne mennesker, kvinder såvel som mænd. Ethvert ærligt arbejde for militærudgifternes nedsættelse og den forrående militarismes begrænsning, enhver alvorlig bestræbelse for social lovgivning til gavn for de besiddelsesløse, enhver energisk kamp imod den privilegerede valgret kan regne på støtte fra socialdemokratiet – fordi proletariatet herigennem ser banen blive friere for dets egen emancipationsbevægelse. Ethvert snigløb mod åndslivets frihed møder i socialdemokratiet sin uforsonlige fjende – thi proletariatets klasseinteresser er i slægt med enhver fri åndelig udvikling, og dets samfundsideal er anarkiet for alle åndelige felter ligeså fuldt som socialismen for alle materielle.
Således overalt. Med logisk nødvendighed bliver den socialdemokratiske politik det brændpunkt, der samler alle de enkelte fremskridtsbevægelser i sig. Netop den ejendommelige stilling, hvori proletariatet står, som repræsentanten for alle undertrykte, som bæreren af al historisk udvikling, netop den hæver dets klassepolitik op over klassepolitikken i snæversynet forstand, forvandler den til en samfundspolitik, den eneste mulige i det moderne samfund. Dens mål bliver et helt nyt samfund, med en højere kultur, en mere udviklet produktionsmåde, et finere og rigere åndsliv. Bag os ligger årtusinders historie om vekslende samfundsformer, alle oprevne af klassekampe, alle befolkede af en menneskehed, der hærges og nedværdiges af bekymringer for brødet, af udbytning, af undertrykkelse. Foran os ligger – i kraft af arbejderklassens målbevidste befrielseskamp – det første samfund, hvor klassemodsætningerne er udjævnede, hvor næringssorgerne er overvundne, hvor den personlige frihed er fuldt gennemført, hvor mennesket kan udvikle sig til sin højeste åndelige og legemlige harmoni, det første virkelige kultur samfund.
Sidst opdateret 9.12.2008