I Social-Demokraten, 20.11 + 27.11 + 4.12.1904.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 29-38.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 10. august 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Under de ældste primitiveste former for menneskeligt samfundsliv, hvor ikke blot fællesejendommen, men også fællesægteskabet herskede, enten indenfor stammen som helhed eller indenfor mindre grupper af stammen, var prostitutionen selvfølgelig en umulighed. Kvinderne var fælleshustruer for mændene, mændene fællesægtemænd for kvinderne, og det stadig skiftende samliv imellem dem var i fuld overensstemmelse med de herskende moralbegreber. Et minde om dette oprindelige fælles samliv finder man vistnok i den religiøse prostitution, som indenfor den historiske oldtid forekom mangfoldige steder i orienten. Den babylonske gudinde Mytilla, den fønikiske Askera, tildels også den græske Afrodite dyrkedes ved, at unge kvinder for alteret gav deres jomfruelighed til offer.
En egentlig prostitution blev først mulig med den private ejendomsret. Hermed trængte også den personlige arveret igennem, og med den blev det afgrænsede ægteskab mellem én mand og én eller flere kvinder herskende; først således var der mulighed for kønslige forbindelser udenfor ægteskabets rammer. Samtidig førte den private ejendomsret til samfundets opløsning i rige og fattige, frie og ufrie, hvorved de økonomiske betingelser for prostitutionen skabtes.
Allerede fra den ældste historiske oldtid træffer man da prostitutionen som social institution. Den skiftede op gennem tiderne med de vekslende sociale forhold, uden at nogen, hverken stat eller kirke, greb ind imod den. Først fra det 16. århundrede begynder forsøgene med ved forbud og straffe at bringe den ud af verden. Man har søgt årsagen til dette omslag i de nye moralbegreber, som var knyttede til reformationen, men dette kan dog ikke være rigtigt, da bevægelsen bredte sig også over lande, hvor reformationen ingen indflydelse havde. Den virkelige forklaring må snarere søges i den rædsel, som havde grebet samfundene ved den frygtelige sygdom, syfilis.
Man havde første gang iagttaget den i stor stil blandt de franske tropper, som i året 1495 holdt Neapel besat – deraf navnet »den franske syge«. I løbet af nogle ganske få år bredte den sig som en pest over hele Europa, rasede med akut voldsomhed og krævede allevegne i tusindvis af menneskeliv. Man troede, at det var en helt ny, aldrig før kendt sygdom, hidført, som nogle mente, fra det nyopdagede Amerika – nyere forskninger har imidlertid godtgjort, at sygdommen er langt ældre i Europa; den forekom både i middelalderen og oldtiden, blot i ringere omfang og under mindre farlige former – eller, som andre og vel de fleste mente, sendt fra himlen som en straf for det letfærdige levned. At prostitutionen var den vigtigste smittekilde, hvorigennem den forplantede sig i befolkningen, forstod man snart, og i prostitutionens fuldstændige udryddelse så man derfor ganske naturlig den eneste måde at komme sygdommen til livs. Om nogen virksom bekæmpelse ved en kontrol med de prostitueredes sundhedstilstand kunne der på lægevidenskabens daværende udviklingstrin ikke være tale.
I Danmark træffer man en prostitutionslov fra året 1496; her pålægges det de løse kvinder at bære huer, som var halvt røde og halvt sorte, og det forbydes dem at bruge fint klæde og linned. Under Kristian II. bliver denne bestemmelse i året 1522 ophævet; men »på det man dennem kan kende for andre dannekvinder og ærligt folk«, forbydes det dem at bære kåber; heller ikke må de bo, hvor de vil, i byens gader og stræder, men der skal anvises dem visse særlige boliger; de penge, klæder eller andet, man drikker bort hos sådanne kvinder, kan man ikke kræve igen ved retten; tillige forbydes det, »at dennem sker nogen overlast med slag og sår; hvilken det gør, skal have forbrudt sin hals«.
Her anerkendes altså endnu prostitutionen som en fuldstændig lovlig institution; ved den sidste bestemmelse er der endog tilsikret de løse kvinder en særlig høj grad af retsbeskærmelse. Fra reformationstiden derimod begynder forsøgene på ved forbud og straffe at bringe prostitutionen ud af verden; men det var først ved begyndelsen af det 19. århundrede, at man slog ind på det reglementerende system. Formålet blev at modvirke kønssygdommenes udbredelse ved et årvågent tilsyn med denne deres farligste smittekilde. Derfor måtte de prostituerede stilles under politikontrol, underkastes regelmæssige lægevisitationer og, når de viste sig angrebne og smittefarlige, isoleres ved tvangsindlæggelse på hospital. Prostitutionen blev altså anerkendt som i og for sig lovlig; den blev kun strafbar, når den unddrog sig det tilsyn, som staten havde organiseret af hensyn til samfundets sundhedstilstand. Således i teorien; praktisk derimod har det altfor ofte vist sig, at det politimæssige hensyn er blevet stillet i forgrunden og ganske har overskygget det sundhedsmæssige. Systemets skrigende misbrug og brutaliserende indflydelse er tilstrækkelig vel kendt, og dets sanitære resultater er tvivlsomme. (D. 30. marts 1906 stadfæstedes loven om den offentlige prostitutions afskaffelse i Danmark (lov om modarbejdelse at offenlig usædelighed og venerisk smitte). Indtil da sondredes imellem to forskellige grupper, dels den offentlige prostitution, de indskrevne og regelmæssig kontrollerede skøger, hvis erhverv er givet, dels den såkaldte hemmelige prostitution, kvinder, som for største delen falder ind under begrebet »lejlighedsprostituerede«, som gerne har et andet erhverv ved siden, og som hidtil har holdt sig udenfor den politimæssige indskrivning, men står på tærskelen til den).
Der er to teorier, som på helt forskellig måde forklarer prostitutionens forekomst i det moderne samfund. Det er den antropologiske teori, som søger grundårsagen i en ejendommelig legemsbygning og dermed følgende ejendommelige sjælsanlæg hos de prostituerede, og den sociologiske, som i prostitutionen ser et naturligt udslag af de herskende samfundstilstande.
Fra den første teori har den moderne forskning gennemgående med stor bestemthed taget afstand. Om en ganske forsvindende brøkdel af de prostituerede gælder det måske i nogen grad, at de er »fødte prostituerede«, at det er abnorme fysiologiske forhold, som har været afgørende, men for den store hovedmasse har de sociale vilkår været den bestemmende årsag. Sænkes vilkårene, ved dalende løn, vokser antallet; den tiltagende elendighed får bugt med kyskheden hos kvinder, som kunne hævde sig under bedre forhold. Stiger derimod vilkårene, synker antallet af prostitutionens ofre.
Et talende vidnesbyrd finder man i det store statistiske materiale, som fra forskellige lande er blevet tilvejebragt om de samfundslag, hvorfra prostitutionen rekrutteres. Overalt er det den fattige og især den allerfattigste del af befolkningen, hvorfra så godt som alle de prostituerede skriver sig; selv er de gerne vokset op under elendige materielle kår: som tjenestepiger, syersker eller fabriksarbejder sker er det, at de normalt er kommet ind på prostitutionens skråplan. Hvert eneste træk fortæller om sult og savn som de bestemmende motiver. Kun et forsvindende fåtal er udgået fra de velstillede klasser, og også for deres vedkommende viser det sig i regelen ved en nærmere undersøgelse, at ydre, økonomiske indflydelser har gjort sig gældende; det er som oftest kvinder, som har levet en barndom i luksus, men som af en eller anden grund er kommet i knappe kår; misforholdet mellem deres tilvante fordringer og evnen til at tilfredsstille dem har her været det skæbnesvangre moment.
Alting peger således hen på samfundets økonomiske bygning som den eneste gyldige forklaring på prostitutionen som socialt fænomen.
For de medlemmer af den hemmelige prostitution, som har været indlagt på Vestre Hospital, er deres forskellige erhverv en længere årrække igennem oplyst. Og disse oplysninger giver et levende billede af de sociale kræfter, som bærer prostitutionen oppe.
Øverst står tyendestanden. Af 8.990 løsagtige kvinder, der indlagdes i de 15 år 1889-1903, var 2.867 – en tredjedel – ledige tjenestepiger; 1.042 havde beskæftigelse som tjenestepiger, men det bemærkes udtrykkelig om dem, at de »ulykkeligvis kun havde en tilmed meget slet lønnet formiddagsplads eller ialfald ikke boede på tjenestestedet«. Resten drev andet erhverv, men ca. 2.935 af dem havde tidligere haft beskæftigelse som tjenestepiger; »tyendeforholdet havde de for det meste opgivet af ulyst til det bundne liv og til reguleret, tvungent og tildels hårdt arbejde, undertiden også på grund af hård behandling, slet kost og ussel løn«. I tre fjerdedele af alle tilfælde dannede således tyendestanden direkte eller indirekte prostitutionens forgård. Tjenestepigens hele socialt forkrøblede tilværelse i det kapitalistiske samfund, hvor den gammeldags familieøkonomi er opløst, uden at der i dens sted er trådt moderne former for husførelsen, med plads for frie, selvstændig stillede husholdningsarbejdere, giver tilstrækkelig tydelig forklaring.
Næst efter tjenestepigerne kommer syerskerne med 1838 – godt en femtedel af alle – og fabriksarbejderskerne med 1.269; af disse sidste er atter de 554 eller henimod halvdelen tobaksarbejdersker. De fleste af dem har tidligere været tjenestepiger, men har forladt denne stilling, som regel vel på grund af slavebundent liv og dårlig behandling. Men har de derved vundet lidt mere personlig frihed, så har den økonomiske stilling, de har nået, gerne været så elendig, at man i den finder den fulde forklaring på deres fald i prostitutionen. Som det hedder i en af årsberetningerne fra Vestre Hospital: »hvad disse unge fruentimmer så kan tjene ved et opslidende, ensformigt og glædeløst liv som syersker eller arbejdersker i fabrikkerne – jævnlig kun 6-7 kr. ugentlig – er ofte så aldeles utilstrækkeligt, at del bliver forståeligt, at de i løse forbindelser søger hjælp og erstatning«. Eller, som det i skarp form udtrykkes i senere beretninger: »under de bestående samfundsforhold er ikke få af disse mennesker henvist til prostitutionen som hjælp til at bjerge føden i deres ellers så glædeløse tilværelse.« – de bestående samfundsforhold, det vil sige sæsonarbejdets forbandelse, beskæftigelsens helbredsnedbrydende karakter, arbejdsløshedens svøbe, lønnens usselhed – Fabriktilsynet oplyste i 1903, at der er københavnske syersker, som har en ugefortjeneste af kun 4 kr., og at gennemsnitsfortjenesten end ikke når op til 10 kr. om ugen.
Efter fabriksarbejderskerne kommer en række andre ligeså usselt eller måske nok så usselt stillede erhverv: rengøring (309), strygning (264), strikning og vævning (195) og vask (127). Tilsammen omfatter disse 4 erhverv tiendedelen af samtlige indlagte hemmelig prostituerede kvinder.
Et ikke ringe antal – som dog ikke nøjagtig kan opgøres – er beskæftiget med handel, dels som blomsterpiger, gadehandlersker eller lign., dels og navnlig som ekspeditricer især i store forretninger, medhjælpere i fotografiske etablissementer, damefrisørsaloner o.s.v.. Det er for størstedelen kvinder, til hvem der stilles store krav i retning af klædedragt, men hvis løn er så ussel, at den kun dårlig rækker til at dække de beskedneste fordringer til livet, kvinder, som desuden på deres vandring hjem om aftenen har fristelserne lige ind på livet af sig. Alle sociale betingelser er lagt til rette for at bringe dem til fald.
Et ret betydeligt antal – som dog heller ikke nøje kan bestemmes – er enker og fraskilte koner med tvivlsomt eller upåviseligt erhverv.
Endelig træffer man af artistinder, sangerinder, skuespillerinder, musiklærerinder og modeller 205 eller godt 2 pct. af det hele antal. Det er virksomheder, som ifølge hele deres natur for største delen ligger lige på skråplanets rand.
Det er i hovedtrækkene den erhvervsfordeling, der fremgår af opgivelserne om den hemmelige prostitution. Store blomstrende industri- og handelsgrene florerer ved en arbejdsløn så forbryderisk lav, at de kvindelige arbejdere kun har valget mellem sult og prostitution. Prostitutionen er blevet en af den kapitalistiske produktions støtter.
Det er de økonomiske forhold, som er de bestemmende. Jo stærkere det økonomiske tryk føles, des flere kvinder kastes ud på det triste marked; under bedrede forhold drager en del af dem sig tilbage til det hæderlige arbejde, mens andre er kommet for langt ud og går hjælpeløst tilbunds. Allerede i første halvdel af det 19. århundrede gjorde man i England den erfaring, at i kriseperioderne skiftede prostitutionen karakter. I stedet for de frække vanemæssige skøger, som under normale forhold beherskede nattelivet på fabriksbyernes gader, blev det i særlig dårlige tider unge arbejdsløse piger af tækkeligt ydre og beskeden optræden, piger, hvem kun sulten havde drevet ud på gaden.
Også indirekte arbejder det moderne kvindeerhverv prostitutionen imøde, ved den hjemlivets opløsning, det fører med sig. Hvor arbejderhustruen er nødt til at være borte fra hjemmet dagen igennem og overlade børnene til sig selv, bliver de naturlig let udsat for alskens dårlige indflydelser; den moralske smittefare, der netop i barnealderen er særlig skæbnesvanger, bliver ganske anderledes uhyggelig, end hvor moderen er i stand til at våge over børnene og tage sig af deres opdragelse. Og lidet bedre er det, hvor hun vel har sit arbejde hjemme, men hvor det optager al hendes tid og alle hendes tanker, hvor hun stadig må hidse sig selv op for at tjene det mest mulige til familiens underhold.
Man kan af følgende danne sig en forestilling om, hvilken betydning barnealderens omgivelser har:
Om 1.193 i årene 1898-1903 for første gang på Vestre Hospital indlagte »hemmelige« prostituerede er det oplyst, at mindst 751 – det vil sige 62 pct. eller næsten to tredjedele! – har haft »en vanrøgtet og ulykkelig barndom«. Udenfor ægteskabet var 228 født; det er 19 pct., et uforholdsmæssigt højt tal; 290 havde tidlig mistet faderen, 118 havde tidlig mistet moderen, 166 havde tidlig mistet begge forældrene eller overhovedet aldrig kendt nogen af dem.
Man må i denne sammenhæng tillige tænke på de boligforhold, under hvilke så stor en del af byproletariatets børn vokser op. Ved folketællingen i 1901 viste det sig, at der i København og Frederiksberg fandtes 478 etværelseslejligheder med 6 eller flere – indtil 13 – beboere, og 350 etværelseslejligheder, hvor der foruden familien boede én eller flere – indtil 4 – logerende. Hvilken sum af moralsk gift kan ikke gennem denne sammenstuvning alene bibringes det modtagelige barnesind! Indtægternes knaphed og beskæftigelsens karakter tvinger tusinder af arbejderfamilier til at tage bolig i netop de gader og smøger, hvor deres børn bliver fortrolige med skøgens levevis, fra det øjeblik de begynder at skønne. Når så et pigebarn, som er vokset op under disse indtryk, og som siden trods det slidfuldeste arbejde ved symaskinen eller på fabrikken kun kan skaffe sig det tørre brod, tit knap nok det, og aldrig en solstråle af fest over tilværelsen, når hun bukker under for fristelserne, der rækker deres arme imod hende fra alle sider, og glider ned i prostitutionen – hvilket grænseløst og frækt hykleri er det da ikke, når samfundet fælder den moralske og juridiske fordømmelsesdom over hende! Det er det kapitalistiske samfund selv, som bærer hele ansvaret.
Sidst opdateret 30.11.2008